David Rice: Organisationer designer rapporteringsstrukturer, arbejdsgange og kommunikationskanaler ned til mindste detalje. Men når det kommer til relationer – det, der faktisk afgør, om noget af dette fungerer – ansætter vi bare voksne mennesker og antager, at de selv finder ud af det. I dagens udsendelse taler jeg med Greg Roche, grundlægger af The Introverted Networker, om hvorfor den antagelse er forkert.
De fleste af os er aldrig blevet undervist i, hvordan relationer opstår. De opstod gennem nærhed: det kvarter, du voksede op i, skolen du gik på, jobbet du fik. I dag arbejder folk hjemmefra, kommunikerer over Slack og opbygger aldrig en forbindelse, der forklarer, hvorfor en kollega arbejder, som vedkommende gør, eller hvor deres prioriteter kommer fra.
Det er en reel spænding, som det er værd at bruge tid på. Relationer reducerer samarbejdets transaktionsomkostninger. Du springer udvalget over og ringer til den person, der bare kan løse problemet. Men relationer kan også blive genveje uden om ødelagte processer. Gregs pointe er, at de fleste organisationer som standard indfører mere proces som løsning, hvilket faktisk nedbryder de relationer, der kunne have løst problemerne, som processen aldrig var designet til at håndtere.
Der ligger også et spørgsmål om lighed under det hele. Hvis relationer er en reel kilde til organisatoriske fordele, får de mennesker, der naturligt er gode til at opbygge dem, uforholdsmæssig adgang til muligheder, synlighed og intern mobilitet. Greg mener, at HR aktivt skal holde øje med, hvem der bliver placeret i periferien, og behandle internt netværk som en færdighed, der er værd at udvikle – ikke blot som et personlighedstræk, som nogle mennesker tilfældigvis har.
I dag taler vi derfor om, hvorfor vi aldrig reelt er blevet undervist i, hvordan relationer opstår, balancen mellem at opbygge forbindelser og skabe genveje uden om processer, hvorfor slutninger ofte er mere kraftfulde og farlige end observationer, og hvordan ulige adgang til relationer skaber ulighed i, hvem der kommer fremad.
Jeg hedder David Rice. Dette er People Managing People. Og hvis din organisation har behandlet relationer som noget kulturelt rart at have i stedet for en driftsmæssig nødvendighed, argumenterer denne samtale for, hvorfor det skal ændres. Lad os komme i gang.
For problemfri medarbejdervurderinger og sikkerhed i virksomhedsklasse kan du prøve Teamflect gratis – den bedst bedømte platform til performance management i Microsofts økosystem, som virksomheder verden over har tillid til, når de skal afstemme mål, gennemføre medarbejdervurderinger og udvikle talenter i stor skala.
Okay, Greg, velkommen til programmet. Det er godt at have dig med.
Greg Roche: Ja, det er fantastisk at være her, David.
David Rice: Jeg vil gerne begynde med organisationer. Vi bruger mange kræfter på at designe rapporteringsstrukturer, arbejdsgange og kommunikationskanaler, men når det kommer til relationer, ansætter vi grundlæggende bare voksne mennesker og antager, at de selv finder ud af det.
Det er ofte sådan, det føles. Hvorfor har vi behandlet noget, der er så vigtigt for, hvordan arbejdet bliver udført, som medarbejderens eget ansvar?
Greg Roche: Jeg tror, du selv sagde det. Vi forventer, at voksne mennesker er rigtig gode til at udvikle relationer med hinanden, og jeg tror, at vi alle sammen spørger os selv om det og siger: "Ja, jeg ved godt, hvordan man udvikler relationer."
Men hvis man virkelig tænker over det, er man aldrig blevet undervist i, hvordan relationer opstår. De er bare på en eller anden måde opstået i ens liv, og derfor tænker man: "Ja, det er jeg god til." Vi vokser op i et kvarter, som vores forældre besluttede, at vi skulle bo i. Vi havde ikke selv noget at skulle have sagt, og det havde de andre børn i kvarteret heller ikke.
Deres forældre boede bare dér, og de børn befandt sig tilfældigvis omkring os, og sådan blev vores relationer skabt. Vi var bare i nærheden af andre mennesker. Derefter går vi gennem livet, går i skole, tager på universitetet eller får vores første job, og så danner vi på en eller anden måde de relationer.
Men de opstår bare, fordi vi er tæt på mennesker. Vi tænker ikke rigtigt over, hvad der ligger bag. Så kommer man ind i en verden som den, vi befinder os i i dag, hvor mange mennesker måske ikke arbejder samme sted som dem, de arbejder sammen med, eller arbejder hjemmefra på deltid eller hybridt, eller måske er på et kontor, men alle er på Slack eller Teams eller sender e-mails, og vi udfører bare arbejdet.
Vi kommunikerer om arbejdet, men vi fokuserer ikke længere på at opbygge relationer til menneskerne omkring os. Derfor er folk ikke rigtigt forbundet. De ved ikke ret meget om, hvem de arbejder sammen med, og de går glip af muligheden for at opbygge den forbindelse, der hjælper dem med at forstå, hvorfor en person arbejder, som vedkommende gør.
Eller hvorfor personen siger de ting, han eller hun siger. Eller hvor vedkommende kommer fra. Hvad er deres baggrund? Hvad er deres prioriteter og dagsordener? Uden at forstå den slags kan vi ikke rigtigt udvikle de relationer, der gør os dygtige til vores arbejde eller virkelig knytter os til vores virksomhed.
Jeg vil derfor sige, at de fleste virksomheder ikke bevidst forsøger at skabe en atmosfære, hvor relationer ikke opstår. Vi overvurderer bare vores egne evner til at skabe nye relationer. Derfor er mit synspunkt, at vi skal være meget mere bevidste om det og sige: "Det er en vigtig del af at arbejde i en organisation."
Det er vigtigt, at vi har relationer, og vi skal hjælpe folk med at forstå, hvad de kan gøre. Det er ikke svært, men man skal være meget bevidst om det. Hvis man ikke er bevidst, opstår relationerne måske – eller måske ikke – og man ender med mennesker, der føler: "Jeg går på arbejde og ser en masse mennesker, men jeg ved ikke rigtigt noget om dem. Jeg tager hjem og føler mig ikke rigtigt forbundet med de mennesker, der er omkring mig."
Hvis det er tilfældet, kan jeg sandsynligvis udføre det samme arbejde hvor som helst. Det betyder ikke rigtigt noget, at jeg gør det i denne virksomhed. På den måde mister man forbindelsen til organisationen og grunden til, at man er der.
David Rice: Ja. Jeg tror, at mange virksomheder har en tendens til at placere forbindelser i kulturkategorien, ikke?
Greg Roche: Ja.
David Rice: Men så kommer det til at lyde lidt valgfrit. Det er som om, hvis jeg ikke kan få noget gjort, fordi jeg ikke kender nogen i økonomi, jura eller en anden forretningsenhed, så er det et driftsproblem.
Greg Roche: Ja.
David Rice: Relationer kan reducere samarbejdets transaktionsomkostninger. Man bruger mindre tid på at finde ud af, hvem der ejer noget, etablere troværdighed hos en anden person eller eskalere ting gennem et hierarki.
På den anden side bliver de nogle gange genveje uden om dårlige processer. Man ønsker ikke en organisation, hvor arbejdet kun bliver udført, fordi nogen tænker: "Jeg kender en person."
Hvor går grænsen mellem, at relationer gør en organisation mere effektiv, og at de kompenserer for processer, der egentlig bare burde fungere bedre?
Greg Roche: Det er en interessant synsvinkel. Jeg tror, at det, du siger, er, at nogen ikke følger det, de burde, fordi de bare går til den person, de kender, og siger: "Jeg har ikke rigtigt lyst til at følge processen. Kan du ikke bare gøre det for mig?" IT kunne være et godt eksempel. Du kender en på helpdesken og siger: "Jeg gider ikke udfylde en sag. Kan du ikke bare komme over og hjælpe mig?" Så bliver sagen ikke registreret, og man mister noget af det.
Det er en god pointe og et godt modargument, for jeg ville normalt sige, at vi ofte læner os for meget op ad: "Lad os bare udfylde en sag. Lad os bare sende en e-mail. Lad os bare udfylde formularen. Lad os bare følge processen." Så har man ikke de relationer.
Det får en til at føle: "Jeg gjorde det, jeg skulle. Nu sidder jeg bare her og venter." Organisationer forsøger at gøre det, fordi de tænker: "Jeg vil bare have denne proces, for så behøver jeg ikke håndtere relationsdelen." Og den kræver faktisk mere arbejde og mere tid.
Men den slags processer kan få os til at føle, at vi ikke rigtigt er forbundet. Derfor er der sandsynligvis en balance. Man skal have begge dele. De fleste organisationer vælger automatisk: "Lad os indføre mere proces, så tager den sig af det." Men så mister man det, der sker, når der ikke findes en proces.
Hvad hvis der ikke er en proces for noget, men der stadig er et problem? Hvordan løser man det? Det er dér, relationerne får folk til at samle sig og reducere transaktionsomkostningen. I stedet for at samle en stor komité, starte et arbejdsforløb eller få alle ind til et møde, har man de to mennesker, der faktisk kan løse problemet.
De kan sige: "Jeg kender denne person. Vi kan mødes, løse det og finde ud af det, uden at spilde alle andres tid på at diskutere, hvordan det skal løses."
David Rice: Ja, præcis. Det er en balance, for jeg har også set det modsatte. Man er afhængig af en proces, og så forlader nogle få mennesker organisationen, mens nogle nye kommer til. Før man ved af det, spørger man: "Er der overhovedet nogen, der ved, at denne proces findes?"
Måske var den ikke en del af deres naturlige arbejdsgang eller deres introduktion. Så falder tingene mellem to stole, og den proces, man troede var etableret, er ikke så etableret alligevel.
David Rice: Hvis de relationer, der virkelig får en organisation til at fungere, ikke fremgår af et organisationsdiagram, hvor bliver de så synlige? Hvad bør en HR-direktør eller en person, der studerer dynamikken i, hvordan arbejdet bliver udført, være opmærksom på, hvis de vil forstå, hvor forbundne eller afkoblede organisationens mennesker faktisk er?
Greg Roche: For nogle år siden blev mange optaget af organisatorisk netværksanalyse. I en stor organisation kan man bruge sine e-mailsystemer til at se, hvem der stiller spørgsmål til hvem, og hvem der er den foretrukne kontaktperson. På den måde kan man finde noderne i netværket.
Men det er primært den registrerede kommunikation i systemerne – hvem der kommunikerer med hvem i Slack, Teams og lignende. Jeg tror, det bliver tydeligere, når man ser på, hvilke navne der hele tiden dukker op.
Hvis man taler med ledere eller forskellige teams, og de hele tiden vender tilbage til den samme person eller gruppe, er det de mennesker, andre taler med. Det er dem, folk går til og siger: "Jeg har brug for, at du hjælper mig med dette" eller "Du er eksperten."
Det kan være medarbejdere med lang anciennitet, som har været der længe og fungerer som videnskilder. Men man bør også se på, om folk interagerer med andre, om de taler sammen på møder, og om de holder møder på tværs af samarbejdsområder.
Hvis man som HR-direktør ikke bevidst lytter efter eller leder efter disse relationer, ser man dem sandsynligvis ikke. Hvis man ikke bevidst holder øje med relationerne, viser de sig ikke nødvendigvis af sig selv.
Jeg plejer at sige til ledere og chefer, at de skal spørge deres team, hvem de regelmæssigt får e-mails fra, uden nogensinde at have talt med personen. Hvem har de haft en samtale med uden for et møde, så de nu ved lidt mere om vedkommende?
Som leder kan man udfordre teamet og sige: "Vælg én person denne uge. Ring til vedkommende eller gå ind på kontoret og sig: Har du 15 minutter? Jeg vil bare gerne tale lidt med dig. Det handler ikke om et problem, men vi udveksler e-mails uden rigtigt at kende hinanden. Hvordan endte du i denne rolle? Hvordan kom du til virksomheden? Hvad lavede du før?"
På den måde får man en bedre fornemmelse af personens karriere, erfaring og fokus. Man kommer forbi: "Jeg har et problem, løs det for mig" og lærer i stedet et andet menneske i organisationen at kende.
Fordelen ved at gøre det på forhånd er, at når et problem opstår, kender personen allerede dit ansigt, din stemme og din måde at arbejde på. Kommunikation bliver lettere. Man læser ikke en kort besked og forestiller sig, at afsenderen er vred. Man kan ringe sammen og løse problemet.
Hvis man ikke har den relation, skaber man selv en hel persona for en person, man aldrig har mødt, og ens svar vil afspejle den forestilling. Når man lærer personen at kende, opdager man måske, at vedkommende blot forsøger at udføre sit arbejde ordentligt. Så kan man svare mere konstruktivt.
David Rice: Vi har tidligere talt om mikrokulturer. Det er lettere internt i ens eget team, fordi man ved, hvordan man arbejder. Det kan være intimiderende at gå til en anden gruppe, når man ikke kender deres mikrokultur, deres forhold til ledelsen eller hvordan deres arbejde bliver opfattet.
Greg Roche: Jeg kan godt lide det begreb. Det, du beskriver, er flere kulturer i samme organisation – næsten som forskellige stammer. Man må besøge den anden stamme og se, hvordan den fungerer. Når man ved det, kan man tilpasse sin tilgang i stedet for at lade to stammer begynde at kæmpe.
David Rice: Virksomheder bruger mange penge på at samle folk til seminarer, retræter og teambuilding. Men vi antager, at forbindelsen opstår, fordi alle fysisk befinder sig samme sted. Hvorfor virker det ikke så godt, som ledere ofte tror? Hvad gør en interaktion til en nyttig professionel relation?
Greg Roche: Når man strukturerer det for meget, fjerner man menneskers naturlige måde at skabe kontakt på og tvinger dem ind i en situation, der måske ikke føles tryg. Når folk bliver utilpasse, er de mindre tilbøjelige til at være åbne, dele noget og lære andre at kende.
Jeg er ret introvert, men jeg kan tale med mennesker og have en god samtale én til én. Hvis man siger, at jeg skal til et arrangement med alle i et stort lokale, kan jeg godt gøre det. Men hvis man derefter siger, at vi skal i grupper og tale om et bestemt emne, tænker jeg måske: "Det her er ikke rigtigt min måde at fungere på."
Jeg fungerer bedst i samtaler én til én, hvor jeg er interesseret i den anden, og den anden er interesseret i mig. Når man tvinger det, siger man til en stor gruppe medarbejdere: "Sådan gør man." Det er bedre at sige: "Du vælger selv, hvem du vil tale med, og hvordan du vil henvende dig."
Man kan godt give vejledning, men man bør give folk frihed til at vælge en situation, der føles mere tryg, så de bliver mere engagerede og faktisk forsøger at udvikle relationerne.
David Rice: HR har et dårligt ry for overstrukturering og tvungen sjov. Man må lade folk finde deres egen vej og finde deres egen gruppe. Det handler om at skabe et miljø, hvor det kan ske, uden at tvinge karaoke ned over alle.
Greg Roche: Ja. Man skal lade det ske, men også gøre det klart, at det er vigtigt. Det er en vigtig del af organisationen og kulturen, at man kender de andre mennesker, der arbejder der.
Man ser sjældent historier om hold, der overvandt store udfordringer, fordi de bestod af fremragende individuelle spillere, som hadede hinanden. Historien handler oftere om mennesker, der lærte hinanden at kende, stod sammen, arbejdede mod det samme mål og forstod, hvad der var vigtigt for hinanden.
Vi ved også, at mennesker, der siger, at de har en bedste ven på arbejdet, bliver længere. Det behøver ikke være en bedste ven i traditionel forstand. Det handler om en stærk relation – ikke blot om at sige hej om morgenen, men om at kende hinanden godt nok til at opleve den anden som en ven.
Det betyder ikke, at folk aldrig forlader virksomheden, hvis de får venner, men sammenhængen er, at de bliver længere. Hvis man skaber et miljø, hvor folk naturligt opmuntres til at danne relationer, er der en god chance for, at de bliver længere, end de ellers ville have gjort.
David Rice: Jeg har altid syntes, at ordet ven om kolleger var lidt sjovt. For mig handler en kollega måske mere om pålidelighed, samarbejdsvilje og om at kunne finde en vej gennem de udfordringer, vi møder sammen. Det er en anden form for bånd.
Greg Roche: Der er sandsynligvis forskellige niveauer af venskab. Det, du beskriver – at være pålidelig og kunne regne med hinanden – er også noget, jeg ønsker i mine venner. Det behøver ikke være en person, jeg vil tilbringe weekender med, men det er stadig en relation, der betyder noget.
Det handler ikke kun om, at virksomheden skal fastholde medarbejdere. Det handler også om, at man selv styrer sin karriere. Jo flere mennesker man kender i organisationen, og jo flere der kender en, desto flere muligheder er der for, at ens karriere udvikler sig.
Hvis folk ved, at man er pålidelig, får tingene gjort og har leveret gode resultater, tænker de måske på en, når et nyt projekt eller en ny mulighed opstår. Når man hjælper medarbejdere med at skabe forbindelser på tværs af organisationen, er det karriereudvikling, faglig udvikling og talentudvikling.
Man åbner talentvejene i hele organisationen. Medarbejderen vælger selv de muligheder, vedkommende passer til, i stedet for at lederen skal bestemme karrieren. Man styrer ikke medarbejderens karriere, men skaber et miljø, hvor medarbejderen selv kan gøre det.
David Rice: Er et tegn på en god leder, at medarbejderne bliver mindre og mindre afhængige af lederen? Ledere bliver ofte belønnet for at være den centrale figur, som alle sætter på kopi, og som løser problemer og skaffer ressourcer.
Men så får medarbejderne en slags lånt social kapital. De kender andre funktioner gennem relationen til deres leder. Det bliver et problem ved et lederskifte, hvis halvdelen af teamets relationer forsvinder sammen med lederen.
Greg Roche: Jeg er helt enig. Da jeg ledede teams i store organisationer, tænkte jeg på min kvalitet som leder ud fra, hvor meget talent jeg kunne eksportere til resten af organisationen.
Var jeg nettoeksportør af talent? Blev medarbejderne udviklet og gik videre til andre teams? For mig er det et tegn på god ledelse. Hvis man holder fast i sit team, fordi man ikke kan drive det uden dem, viser man, at man selv er afhængig af medarbejderne. Det er ikke et tegn på stærk ledelse.
Medarbejderne behøver ikke hele tiden at forlade teamet, men spørgsmålet er, om de kommer ud og gør mere i organisationen. Det viser, at man har udviklet dem godt. Når de går til et andet team, har man allerede en relation til dem, og de vil sandsynligvis stadig hjælpe en.
At opmuntre sit team til at møde andre mennesker, forstå mulighederne og bevæge sig ud i andre dele af organisationen forbedrer ens position som leder og hjælper også ens egen karriere.
David Rice: Lad os skifte fokus lidt og tale om en anden fase i medarbejderoplevelsen: tiden før en opsigelse. Når nogen siger op, har de som regel overskredet en grænse, som de nærmede sig længe før. Hvad ændrer en persons relation til organisationen, når vedkommende begynder at bevæge sig mod den grænse, og hvor er der muligheder for at gribe ind?
Greg Roche: Det hjælper, hvis personen har nogen ud over sin leder eller sit team, som vedkommende kan gå til og sige: "Det er blevet svært at blive her. Arbejdet bliver sværere, der kommer hele tiden mere på min tallerken, og intet bliver fjernet. Ingen virker til at sætte pris på det, jeg gør."
Hvis man siger det derhjemme, vil familie eller venner ofte bare være enige og forstærke følelsen. Men hvis man har en relation til en kollega i organisationen, kan den person spørge: "Har du overvejet, hvordan du kan få noget fjernet fra din tallerken?"
Blot det at sige tingene højt til nogen, der kender ens situation og befinder sig i samme miljø, kan hjælpe en med at tænke mere konstruktivt. Man opdager måske, at tingene ikke er helt så slemme, eller at der faktisk er noget, man kan gøre.
Alternativet er at ringe tilbage til den rekrutteringskonsulent, der hver måned kontakter en om nye job, eller begynde at søge på LinkedIn og Indeed. Så bliver frustrationen rettet udad, og man tager det første skridt mod at forlade organisationen.
Derefter udvikler det sig: Man taler med en rekrutteringskonsulent, sender sit CV, søger et job, deltager i samtaler og får et tilbud. Når man endelig fortæller sin chef, at man siger op, svarer chefen måske: "Hvad mener du? Jeg anede ikke, at du havde det sådan."
Men følelsesmæssigt har medarbejderen allerede forladt organisationen. Der er blevet set noget nyt, og selv hvis det nye job ikke er bedre, føles det som en forandring og som noget, medarbejderen selv har gjort for at ændre situationen.
Det er dér, man har brug for en relation – den dag man står ved grænsen og har brug for at kunne sige: "Livet har været svært. Hvad foregår der?" Jeg har selv oplevet det flere gange i min karriere.
Da jeg begyndte at tale om begrebet at stå ved grænsen, oplevede jeg, at det hjalp folk, når de fik sproget til at gå ind på mit kontor og sige: "Jeg står ved grænsen." Så vidste jeg præcis, hvad de mente, og vi kunne tale om, hvad der havde bragt dem dertil, og hvordan de kunne tage et skridt tilbage.
Organisationer kan gøre dette ved at tale åbent om det. Alle har været der, uanset om man er administrerende direktør eller medarbejder i supporten. Når man får det sådan, bør man have nogen at tale med. Hvis man ikke har det, bør organisationen hjælpe med at opbygge relationerne.
David Rice: Jeg kan godt lide den måde, du har forklaret det på. Det begynder måske, når det at blive ikke længere føles som det oplagte valg. Men det er langt mere nuanceret end bare, at utilfredse medarbejdere siger op. Man kan godt kunne lide virksomheden og stadig tage telefonen fra en rekrutteringskonsulent, kunne lide sin leder og føle sig fastlåst eller være engageret uden at kunne se sin interne fremtid.
Interne relationer kan skabe et alternativ. Det kan være et andet team, man kan undersøge, eller et perspektiv, man ikke havde før. Den fastholdelsesværdi, der ligger i et stærkt netværk, giver folk flere muligheder internt i stedet for straks at se ud af organisationen.
David Rice: Hvis modstandsdygtighed kommer af at have relationer på tværs af organisationen, hvor meget er så en udfordring ved organisationsdesignet? Tidligere har organisationer struktureret teams, roller og rapporteringslinjer på måder, der gjorde medarbejderne unødigt afhængige af deres leder.
Hvilke råd vil du give HR-ledere, der vil bygge noget nyt?
Greg Roche: Organisationer har altid været meget hierarkiske: Hvem refererer du til, og hvordan ser organisationsdiagrammet ud? Men spørgsmålet bør også være: Hvem arbejder du faktisk sammen med uden for teamet? Hvem er dine vigtigste samarbejdspartnere? Hvem har du brug for information fra for at kunne udføre dit arbejde?
Det handler måske mindre om organisationsdiagrammet og mere om, hvem ambassadøren fra den anden mikrokultur eller stamme er, som man hele tiden arbejder sammen med. Brug tid på at tale med disse mennesker. Gå ud af indbakken og Slack, og opbyg relationerne.
Modstandsdygtighed kommer af erfaring. Man vokser gennem det, man har oplevet. Derfor skal man få erfaring med, hvad andre mennesker laver. Hvis man arbejder centralt i virksomheden, kan man besøge driften og se, hvordan en dag ser ud for dem.
Alle kan gøre det med deres team: Tal med en person og se, hvad vedkommende laver til daglig. Forstå personens prioriteter og hvad vedkommende forsøger at opnå. Vi har alle forskellige prioriteter. Det afgørende er, hvordan man forener dem, så man kan hjælpe hinanden med at nå sine mål.
Hvis man forstår, hvad regnskabsafdelingen kæmper med under kvartalsafslutningen, bliver man måske mindre irriteret, når de beder om noget med det samme. Man ved, hvad de forsøger at nå, og kan møde dem med større forståelse.
David Rice: Selv arbejdsstrukturen kan give folk mere kontekst. Hvis man ved, at et andet team har meget på sin tallerken, kan man ændre projektets struktur, så opgaven gives videre på et tidspunkt, hvor teamet har mere plads. Det skaber naturlig effektivitet gennem forståelse.
Vi kan opmuntre folk til at opbygge relationer, men i store organisationer skal vi også skabe betingelserne for det. Hvordan designer man forbindelser ind i den måde, arbejdet foregår på, i stedet for at behandle dem som en aktivitet, folk skal finde tid til?
Greg Roche: En mulighed er at udfordre folk til at tage telefonen. Det er effektivt at skrive en besked i Teams eller Slack, især hvis man allerede kender personen. Men at tale med et menneske og høre stemmen er noget helt andet end at skrive frem og tilbage i en kanal. Man kommer sandsynligvis hurtigere frem til svaret.
Næste gang kan man i stedet for at sende en besked ringe eller spørge, om personen har tid til et kort opkald. Det kræver ikke noget uden for arbejdet; det er blot en del af arbejdet.
Ansigt-til-ansigt-interaktion betaler sig ikke altid med det samme, men den betaler sig senere. Man investerer i relationen og får en sundere og mere forbundet arbejdsstyrke. Tænk ikke kun på de minutter, du bruger i dag, men på de timer, du sparer senere, fordi du kender personen og kan arbejde bedre sammen.
David Rice: Hvis man er bange for at bruge et opkald, fordi man tror, at personen i den anden ende bliver vanskelig, er det måske et tegn på dysfunktion. Det er netop den person, man skal tale med.
Greg Roche: Jeg havde engang en samarbejdspartner, der arbejdede i en anden del af landet. Hver e-mail fra hende føltes, som om hun råbte ad mig. Men når hun ringede, havde vi altid en venlig samtale. Hun var direkte og ville bare have informationen hurtigt.
Efter hver telefonsamtale tænkte jeg: "Hun er meget venligere, end jeg tror ud fra hendes e-mails." Mange af os har sådanne mennesker. Hvis man er bange for at tale med nogen på grund af deres e-mails eller beskeder, er det præcis den person, man bør tale med.
David Rice: Det minder mig om, at vores slutninger er stærkere end vores observationer. Vi skaber en idé i hovedet, men det, vi fortolker, afspejler ofte, hvordan vi selv har det. Hvis jeg er frustreret eller overvældet, kan jeg tillægge et spørgsmål en betydning, som ikke findes.
Man må træde et skridt tilbage og undersøge sig selv. Det er kraftfuldt, fordi det kommer indefra. Den anden person har måske ikke gjort noget forkert, så man skal udfordre sig selv til at gøre det uanset hvilket niveau, man befinder sig på.
David Rice: Før vi slutter, vil jeg stille dig et sidste spørgsmål. Der er en bagside ved at sige, at relationer er måden, ting bliver gjort på: Nogle mennesker er ganske enkelt langt bedre placeret til at opbygge relationer end andre.
Hvis netværk betyder noget for information, muligheder, synlighed, problemløsning og intern mobilitet, kan ulige adgang til netværk skabe et reelt problem for adgangen til muligheder. HR-ledere bør ikke bare opmuntre til netværk og kalde opgaven løst.
De skal overveje, om organisationsdesignet igen og igen forbinder de samme meget synlige mennesker, mens andre forbliver i periferien. Hvis relationer bliver en vigtig organisatorisk fordel, hvordan forhindrer man så, at adgangen til relationerne bliver en ny form for ulighed?
Greg Roche: Det er en vigtig pointe for HR-ledere. I organisationer får de mest højlydte, dem der rækker hånden op, taler med alle og opbygger netværk, ofte muligheder gennem netværket.
HR bør derfor være en kontrolfunktion og spørge: Hvad gør vi for dem, der ikke naturligt gør dette? Hvordan fremmer, opmuntrer eller synliggør vi, at disse mennesker også er værdifulde og har meget at bidrage med?
At være meget veluddannet i netværk betyder ikke nødvendigvis, at man altid er bedst til at udføre arbejdet. Organisationer bør opmuntre til forbindelser og samarbejde, samtidig med at de erkender, at ikke alle er lige gode til det. Man kan hjælpe folk med at blive bedre og mere trygge eller skabe muligheder for, at de kan møde andre.
Jeg ser det som en del af den faglige udvikling. Vi tænker normalt ikke: "En del af min faglige udvikling er at blive bedre til internt netværk." Men det er vigtigt at opmuntre folk til det.
Organisationer kan være bekymrede for, at medarbejdere netværker sig ud af organisationen. Men hvis de opbygger forbindelser internt, kan se en vej frem og oplever, at det hjælper deres karriere, bliver de sandsynligvis længere.
Man skal være opmærksom på, hvor de stærke netværkere får muligheder, og hvor andre ikke får dem på grund af manglende adgang til relationer. Derefter må man finde måder at hjælpe dem med at udvikle deres karriere og blive bedre til det.
David Rice: Fremragende. Greg, det har været fantastisk at have dig med. Tak, fordi du gav os noget af din tid i dag.
Greg Roche: Ja, det var en rigtig god samtale. Vi kom omkring mange gode emner.
David Rice: Lyttere, gå ind på peoplemanagingpeople.com/subscribe for at tilmelde jer alle vores nyhedsbreve, hvad enten det er vores almindelige nyhedsbrev eller vores AI Signal-serie.
Indtil næste gang: Tag telefonen, ring, og skab den forbindelse.
Er du træt af at jagte medarbejdere for at få gennemført medarbejdervurderinger? Mød Teamflect, den bedst bedømte platform til performance management og medarbejderengagement, udviklet til Microsoft Teams. Lettere implementering lige dér, hvor dit team allerede arbejder. Kom i gang på Teamflect.com.




