
Chimes Matt Valentino om rekruttering, når alle CV’er ser perfekte ud
AI har gjort en poleret ansøgning næsten meningsløs. Chimes vicepræsident for talent og medarbejderoplevelse forklarer, hvad der bør erstatte den, hvor rekruttering stadig kræver et menneske, og hvorfor et større kandidatfelt ikke er målet.
Matt Valentino begyndte at rekruttere, da CV'er ankom pr. fax. Han så onlinejobportaler og derefter LinkedIn ændre, hvem virksomheder kunne finde, og hvor hurtigt det gik. Han mener, at AI er det største skift siden da. Denne gang handler ændringen dog mindre om at finde kandidater og mere om at vurdere dem.
Når alle kandidater kan bruge AI til at tilpasse et CV til en jobbeskrivelse, fortæller ansøgningen dig ikke længere særlig meget. Det tvinger ledere inden for talentområdet til at genoverveje, hvordan de vurderer mennesker, hvad de måler, og hvilke dele af processen der stadig kræver et menneske.
Valentino har mere end 20 års erfaring at trække på. Han opbyggede teams hos Genentech, der udviklede førsteklasses kræftbehandlinger, og havde ledende roller hos Calico Labs, Alphabets virksomhed for forskning i lang levetid. Han hjalp DoorDash med at vokse fra 2.000 til 17.000 medarbejdere før børsnoteringen og gennem pandemien, hvorefter han blev chef for medarbejderområdet hos Shape Therapeutics.
I dag er han vicepræsident for talent og medarbejderoplevelse hos Chime, hvor han fører tilsyn med rekruttering, talentudvikling og arbejdsstyrkeplanlægning.
I denne spørgsmål-og-svar-samtale forklarer han, hvordan man kan afgøre, om AI forbedrer ansættelsesbeslutninger eller blot øger mængden, hvornår automatiseret kommunikation bør vige for et menneske, hvilke investeringer virksomheder i vækstfasen foretager for tidligt eller for sent, og hvordan han i dag ville opbygge en funktion for talenttiltrækning med et lille team og AI.
Spørgsmål og svar
Du har sammenlignet AIs indvirkning på rekruttering med LinkedIn-platformens fremkomst. Hvad ændrer sig grundlæggende ved den måde, virksomheder finder og vurderer talenter på, og hvilke antagelser om rekruttering mener du ikke længere vil holde?
Jeg begyndte at rekruttere, da folk sendte CV'er pr. fax. Overgangen til onlinerekruttering og derefter til LinkedIn ændrede fuldstændig, hvilke kandidater man kunne finde, og hvor hurtigt det gik. AI har været det største skift siden da, og det, AI især ændrer, er evalueringsprocessen.
Hvis jeg søgte job i dag, ville jeg give AI jobbeskrivelsen og mit CV og få den til at gøre mig til det perfekte match – så en poleret ansøgning ikke længere fortæller dig særlig meget. I stedet giver samtaler, virkelige eksempler og arbejdsprøver os større klarhed. Og selv disse ting er under forandring.
Vores ingeniører gennemfører for eksempel ikke længere en traditionel kodningssession under screeningsprocessen. I stedet laver de en agentbaseret kodningsøvelse, så vi kan se, hvordan de faktisk arbejder med AI-værktøjer.
Efterhånden som AI gør det lettere at finde, screene og engagere kandidater i stor skala, hvordan bør ledere inden for talentområdet afgøre, om den ekstra rekrutteringsaktivitet forbedrer kvaliteten af deres ansættelsesbeslutninger?
Mere aktivitet er ikke målet. Hvis AI tredobler din kandidatpulje, og du ansætter de samme mennesker, som du ellers ville have ansat, har du blot skabt mere arbejde for dit team. Værktøjerne er bemærkelsesværdige; vi kunne aktivere AI-ledede førstegradsscreeninger i morgen.
Men målet for succes er ikke, hvor mange kandidater der bevæger sig gennem processen. Det er, om de mennesker, du ansætter, hæver barren for deres teams, trives i et hurtigt omskifteligt miljø med fysisk fremmøde og stadig præsterer efter et eller to år.
Hvis disse resultater ikke forbedres, er den ekstra aktivitet støj, og ledere inden for talentområdet bør være villige til at sige det.
Du har argumenteret for, at den menneskelige kontakt i forbindelse med tilbud og afslag bliver vigtigere, efterhånden som rekrutteringen automatiseres. Hvor bør virksomheder trække grænsen mellem automatiseret og personlig kommunikation, især når de håndterer hundredvis eller tusindvis af ansøgere?
Lad automatiseringen gøre det, den er god til. Sortering og gennemgang af tusindvis af CV'er er en af de ting, og en agent gør det måske bedre, end mennesker gør. For mig går grænsen ved investering. Når en kandidat først har investeret reel tid i dig, fortjener vedkommende et menneske.
Ingen, der har været til samtale hos os, bør få et robotopkald, der fortæller dem, at de ikke fik jobbet. Tilbuds- og forhandlingsfasen er dybt personlig, næsten den psykologiske del af jobbet, og det er her, et menneske betyder mest.
Det samme gælder, når man får folk ind på kontoret, for at opleve energien og tempoet fortæller en kandidat mere end nogen karriereside. Jo mere erfaren kandidaten er, desto vigtigere er dette. Pakkerne er konkurrencedygtige overalt, så det, der tipper beslutningen, er, når de kan sige, at de “havde det virkelig godt med det team.”
Du har været med til at opbygge talentfunktioner i organisationer på meget forskellige vækststadier. Hvad ændrer sig ved rekrutteringsmodellen, efterhånden som en virksomhed vokser, og hvor ser du vækstvirksomheder foretage investeringer for tidligt eller for sent?
Jeg har rekrutteret i en stor biotekvirksomhed, i en forskningsvirksomhed på et tidligt stadie, hos DoorDash under virksomhedens eksplosive vækst under pandemien og nu hos Chime som børsnoteret virksomhed, og hvert stadie kræver en forskellig model.
Den mest almindelige fejl, jeg ser, er at tilføje ledelseslag for tidligt. Virksomheder ansætter ledere, hvis eneste opgave er at føre tilsyn med andre ledere, når de i virkeligheden har brug for flere mennesker, der udfører arbejdet. De stærkeste teams holder lederne tæt på arbejdet. Vi er gået den anden vej med ledere, der yder deres del, og tekniske personaleledere, som nu er tekniske ledere, der stadig leverer kode.
Det, virksomheder først får klarhed over for sent, er, hvem de er. Da jeg arbejdede inden for biotek, behøvede ingen at sige, at vi var “missionsdrevne”, fordi arbejdet talte for sig selv, og kulturen med at være sammen i laboratoriet blev videreført til alle. Hvis du reklamerer med ubegrænset betalt fri og gratis frokoster, tiltrækker du mennesker, der forlader dig, så snart nogen tilbyder et sabbatår.
Chime er for eksempel bevidst et fysisk arbejdsmiljø med høj intensitet, der fokuserer på at ændre den måde, bankvæsenet betjener amerikanere på, og denne tydelighed tiltrækker de mennesker, der faktisk gerne vil være her. Det giver os også mulighed for at tiltrække drivkræfter og skabere, der ønsker at gøre en stor forskel for vores mission.
Hvis du i dag skulle genopbygge en funktion for talenttiltrækning med et relativt lille team og adgang til AI, hvad ville du så designe anderledes end den traditionelle rekrutteringsmodel, og hvad ville du bevidst bevare?
Et lille team kan i dag gøre det, der tidligere krævede et stort team, så jeg ville designe med fokus på effekt. Jeg ville lade AI håndtere sourcing, sortering og den indledende udvælgelse, teste alle kandidaters AI-kompetence og holde teamet fladt med ledere, der selv har reelle arbejdsopgaver sammen med deres team.
Jeg ville også gentænke rekrutteringskonsulentens rolle: Den tid, AI sparer på den indledende udvælgelse, bør bruges på det, som kun mennesker kan gøre, nemlig at forstå, hvad en kandidat virkelig ønsker, og hjælpe kandidaten med at træffe beslutningen.
Det, jeg bevidst ville bevare, er den menneskelige del. Det betyder at få kandidaterne ind på kontoret, være ærlig om tempoet fra starten og sørge for, at lederne selv engagerer sig i de vigtigste ansættelser. At ansætte mennesker, der ønsker det miljø, er sådan, man får folk til at yde deres bedste arbejde i karrieren.



