
Chimes Matt Valentino om rekruttering, når ethvert CV ser perfekt ud
AI har gjort en poleret ansøgning næsten meningsløs. Chimes VP for talent og medarbejderoplevelse forklarer, hvad der bør erstatte den, hvor rekruttering stadig kræver et menneske, og hvorfor et større kandidatfelt ikke er målet.
Matt Valentino begyndte at rekruttere, da CV'er ankom pr. fax. Han så onlinejobportaler og derefter LinkedIn ændre, hvem virksomheder kunne finde, og hvor hurtigt det kunne ske. Han mener, at AI er det største skifte siden da. Denne gang handler ændringen dog mindre om at finde kandidater og mere om at vurdere dem.
Når enhver kandidat kan bruge AI til at tilpasse et CV til en jobbeskrivelse, fortæller ansøgningen dig ikke længere ret meget. Det tvinger ledere med ansvar for talenter til at genoverveje, hvordan de vurderer mennesker, hvad de måler, og hvilke dele af processen der stadig kræver et menneske.
Valentino har mere end 20 års erfaring at trække på. Han opbyggede teams hos Genentech, der udviklede kræftbehandlinger i verdensklasse, og havde ledende roller hos Calico Labs, Alphabets virksomhed for forskning i lang levetid. Han hjalp DoorDash med at vokse fra 2.000 til 17.000 medarbejdere før børsnoteringen og gennem pandemien, hvorefter han blev personalechef hos Shape Therapeutics.
I dag er han vicepræsident for talent og medarbejderoplevelse hos Chime, hvor han har ansvar for rekruttering, talentudvikling og arbejdsstyrkeplanlægning.
I denne spørgsmål-og-svar-session forklarer han, hvordan man kan afgøre, om AI forbedrer ansættelsesbeslutninger eller blot øger mængden, hvornår automatiseret kommunikation bør afløses af et menneske, hvilke investeringer virksomheder i vækst foretager for tidligt eller for sent, og hvordan han i dag ville opbygge en talentanskaffelsesfunktion med et lille team og AI.
Spørgsmål og svar
Du har sammenlignet AI's indvirkning på rekruttering med LinkedIns indtog. Hvad ændrer sig grundlæggende ved den måde, virksomheder finder og vurderer talenter på, og hvilke antagelser om rekruttering tror du ikke længere vil holde?
Jeg begyndte at rekruttere, da folk sendte CV'er pr. fax. Overgangen til onlinerekruttering og derefter til LinkedIn ændrede fuldstændig, hvilke kandidater man kunne finde, og hvor hurtigt det kunne ske. AI har været det største skifte siden da, og det, den især ændrer, er vurderingsprocessen.
Hvis jeg søgte job i dag, ville jeg give AI jobbeskrivelsen og mit CV og få den til at gøre mig til det perfekte match – så en poleret ansøgning ikke længere fortæller dig ret meget. I stedet giver samtaler, eksempler fra virkeligheden og arbejdsprøver os større klarhed. Og selv de ting er under forandring.
Vores ingeniører gennemfører for eksempel ikke længere en traditionel kodningssession som en del af screeningsprocessen. I stedet løser de en agentbaseret kodningsopgave, så vi kan se, hvordan de faktisk arbejder med AI-værktøjer.
Efterhånden som AI gør det lettere at finde, screene og engagere kandidater i stor skala, hvordan bør ledere med ansvar for talenter afgøre, om den ekstra rekrutteringsaktivitet forbedrer kvaliteten af deres ansættelsesbeslutninger?
Mere aktivitet er ikke målet. Hvis AI tredobler din kandidatpulje, og du ansætter de samme mennesker, som du ellers ville have ansat, har du blot skabt mere arbejde for dit team. Værktøjerne er bemærkelsesværdige – vi kunne aktivere AI-ledede førstescreeninger i morgen.
Men målet for succes er ikke, hvor mange kandidater der bevæger sig gennem tragten. Det er, om de mennesker, du ansætter, hæver barren for deres teams, trives i et miljø med højt tempo og fysisk fremmøde og stadig præsterer et eller to år senere.
Hvis disse resultater ikke forbedres, er den ekstra aktivitet støj, og ledere med ansvar for talenter bør være villige til at sige det.
Du har argumenteret for, at den menneskelige kontakt i forbindelse med tilbud og afslag bliver vigtigere, efterhånden som rekrutteringen automatiseres. Hvor bør virksomheder trække grænsen mellem automatiseret og personlig kommunikation, især når de håndterer hundredvis eller tusindvis af ansøgere?
Lad automatiseringen gøre det, den er god til. Sortering og gennemgang af tusindvis af CV'er er en af de ting, og en agent kan måske gøre det bedre end mennesker. For mig går grænsen ved den investering, kandidaten har foretaget. Når en kandidat først har investeret reel tid i dig, fortjener vedkommende et menneske.
Ingen, der har været til samtale hos os, bør få et robotopkald om, at vedkommende ikke fik jobbet. Tilbuds- og forhandlingsfasen er dybt personlig, nærmest den psykologiske del af jobbet, og det er dér, et menneske betyder mest.
Det samme gælder, når man skal have folk ind på kontoret, for det at opleve energien og tempoet fortæller en kandidat mere end nogen karriereside. Jo mere senior kandidaten er, desto vigtigere er det. Pakkerne er konkurrencedygtige alle steder, så det, der tipper beslutningen, er, når de kan sige, at de “følte sig virkelig godt tilpas med det team.”
Du har været med til at opbygge talentfunktioner i organisationer på meget forskellige vækststadier. Hvad ændrer sig ved rekrutteringsmodellen, efterhånden som en virksomhed vokser, og hvor ser du vækstorganisationer foretage investeringer for tidligt eller for sent?
Jeg har rekrutteret i en stor biotekvirksomhed, i en forskningsvirksomhed i den tidlige fase, hos DoorDash under virksomhedens eksplosive vækst under pandemien og nu hos Chime som børsnoteret virksomhed, og hvert stadie kræver en anden model.
Den mest almindelige fejl, jeg ser, er at tilføje ledelseslag for tidligt. Virksomheder ansætter ledere, hvis eneste opgave er at føre tilsyn med andre ledere, selv om de i virkeligheden har brug for flere mennesker, der udfører arbejdet. De stærkeste teams holder lederne tæt på arbejdet. Vi har valgt den modsatte vej med ledere, der selv tager deres del af arbejdet, og tekniske personaleledere, der nu er tekniske ledere og stadig leverer kode.
Det, virksomhederne for sent får klarhed over, er, hvem de er. Da jeg arbejdede inden for biotek, behøvede ingen at sige, at vi var “missionsdrevne”, fordi arbejdet talte for sig selv, og kulturen med at være sammen i laboratoriet smittede af på alle. Hvis du reklamerer med ubegrænset betalt fri og gratis frokoster, tiltrækker du mennesker, der forlader dig, så snart nogen tilbyder et sabbatår.
Chime er for eksempel bevidst et fysisk, intenst arbejdsmiljø med fokus på at ændre den måde, bankvæsenet betjener amerikanere på, og den tydelighed tiltrækker de mennesker, der faktisk gerne vil være her. Den gør det også muligt for os at tiltrække drivkræfter og skabere, der ønsker at gøre en stor forskel for vores mission.
Hvis du i dag skulle genopbygge en talentanskaffelsesfunktion med et relativt lille team og adgang til AI, hvad ville du så designe anderledes end den traditionelle rekrutteringsmodel, og hvad ville du bevidst bevare?
Et lille team kan i dag udføre det, der tidligere krævede et stort team, så jeg ville designe med henblik på større gennemslagskraft. Jeg ville lade AI håndtere indhentning, sortering og den indledende screening, teste alle kandidater for AI-kompetence og holde teamet fladt med ledere, der varetager en reel arbejdsbyrde sammen med deres team.
Jeg ville også gentænke rekruttererens rolle: Den tid, AI sparer på screeningen, bør bruges på det, som kun mennesker kan gøre, nemlig at forstå, hvad en kandidat virkelig ønsker, og hjælpe vedkommende med at træffe beslutningen.
Det, jeg bevidst ville bevare, er den menneskelige del. Det betyder at få kandidaterne ind på kontoret, være ærlig om tempoet fra starten og sørge for, at lederne selv engagerer sig i de vigtigste ansættelser. At ansætte mennesker, der ønsker det miljø, er sådan, man får folk til at yde deres karrieres bedste arbejde.



