AI er som fastfood for din hjerne

David Rice: Du er afhængig af AI, og du ved det ikke engang. Ikke fordi du bruger det hele tiden, men fordi det giver dig lettelse. Lettelse fra usikkerhed, lettelse fra ubehaget ved ikke at vide, og lettelse er nøglen til afhængighed.

Dagens gæst er dr. David Zierk. Han er psykolog og ekspert i konflikthåndtering, og han vil forklare det, han kalder forbindelsesunderskudslidelse, inspireret af opmærksomhedsforstyrrelse. Og det fungerer sådan her—AI giver dig viden. Du ved, hvad du skal gøre, men du gør ikke det, du ved. Den menneskelige kvalitet, relationsintelligensen, går tabt i mellemrummet. Der er en mekanisme på spil her. Dit sind tolererer ikke usikkerhed. Det skaber uro. Du har brug for sikkerhed. AI leverer den øjeblikkeligt. Som følge heraf føler du lettelse, og nu er du fanget, fordi alt, der fjerner uro, har et stort afhængighedspotentiale.

Det er negativ forstærkning, og den er langt stærkere, end positiv forstærkning nogensinde kan være. Men mens du får de øjeblikkelige svar, bliver du intellektuelt doven. Du springer den friktion over, der skaber indsigt, fordi der er forskel på at have adgang til intelligens og på at blive intelligent.

Når svarene kommer øjeblikkeligt, omgår du en del af tænkeprocessen, som faktisk gør dig klogere. Og så er der noget andet, der bliver nedbrudt her. Empati. Det, læger kalder empatisk glemsel. Den hurtigste måde at håndtere usikkerhed på er at dømme. Den person ved ikke, hvad vedkommende taler om.

Færdig. Ikke mere usikkerhed. Men fordømmelse er et lukket sind. Og et lukket sind er ikke et lærende sind. Det modsatte af fordømmelse er nysgerrighed. Medfølende nysgerrighed er det, ledere skal være rollemodeller for. Så i dag skal vi tale om, hvorfor AI skaber intellektuel dovenskab, og hvad forbindelsesunderskudslidelse egentlig betyder; afhængighedscyklussen med usikkerhed, uro, sikkerhed og lettelse; hvorfor 70 % af mellemmenneskelige problemer ikke kan løses, og AI ikke kan hjælpe med nogen af dem; forskellen mellem, at AI kun lever i fortiden, mens mennesker samtidig lever i fortiden, nutiden og fremtiden; hvordan man leder med medfølende nysgerrighed i stedet for fordømmelse; og endelig hvorfor du bør begynde møder med at fortælle folk, hvad du ikke ved.

Jeg hedder David Rice. Dette er People Managing People. Og hvis du har grebet ud efter AI, hver gang du føler dig usikker, forklarer denne samtale, hvad du faktisk giver afkald på. Så lad os komme i gang.

Godt. David, velkommen.

Dr. David Zierk: Mange tak.

David Rice: Det er godt at have dig med i programmet. Da vi talte sammen før optagelsen, nævnte du noget, jeg har talt om, nemlig udfordringen ved at have originale tanker i en verden, hvor AI grundlæggende genererer idéer øjeblikkeligt, ikke? Så mit første spørgsmål er: Synes du, vi er begyndt at se mennesker låne intelligens i stedet for at udvikle den?

Dr. David Zierk: Det er et fantastisk spørgsmål. Svaret er på klassisk vis både ja og nej. Når utrolig meget information bliver gjort tilgængelig for os, er det for lokkende til at ignorere.

Så der er den. Du skriver en anmodning. Informationen kommer til dig, og du tænker bare: Hold da op. Tak, fordi du gjorde alt det hårde arbejde. Jeg tror, AI i virkeligheden giver os et nyt udgangspunkt, for nu hvor jeg har denne viden foran mig og til rådighed, hvad gør jeg så med den?

Hvordan anvender jeg den? Hvordan sætter jeg mit eget præg eller mine egne fingeraftryk på den, så jeg kan udtrykke den? For læring handler i sidste ende om gentagelse. Du lærer noget, lærer det igen og igen, ligesom alfabetet. Og til sidst behersker du det. Jeg kan virkelig godt lide tanken om, at AI siger: Okay, hvorfor begynder vi ikke her i stedet for helt tilbage her?

Vi begynder her, og så anvender vi det på en unik måde, og jeg tror, det virkelig fremmer læringsprocessen i stedet for at skræmme os eller standse den.

David Rice: Ja. Det føles næsten som den intellektuelle pendant til fastfood, ikke? Det er hurtigt og smager godt i øjeblikket, men man har måske ikke lyst til at forsøge at opbygge muskler omkring det eller nødvendigvis bruge det til det formål.

Dr. David Zierk: På det punkt vil jeg sige, at noget af det problematiske ved, at AI er tilgængelig for os, er, at det virkelig kan skabe en form for træghed. Det kan gøre os til dovne tænkere, om man vil, fordi hvis AI gør alt det hårde arbejde, og vi bare låner fra det, næsten plagierer det, og siger: Hej, det her er min originale tanke, selv om det faktisk ikke er det.

Jeg tror, det er et problem, og det er tydeligvis et problem i uddannelsessystemet.

David Rice: Ja, det er det. Jeg var for nylig til en konference, og en fyr sagde: Du ved, der foregår en masse intellektuel dovenskab på alle niveauer lige nu.

Dr. David Zierk: Det er jeg enig i.

David Rice: Det er jeg også, for jeg tror, friktion er en del af det at tænke. Og når svaret kommer øjeblikkeligt, springer man på en måde den del over, der skaber indsigt.

Du ved, forskellen mellem at have adgang til intelligens og at blive intelligent. Så måske er ledelsesudfordringen at sikre, at AI fremskynder tænkningen i stedet for at erstatte den. Det er i hvert fald det, jeg hele tiden vender tilbage til.

Dr. David Zierk: Ja.

David Rice: Det er virkelig dér, vi lægger vægten.

Dr. David Zierk: Jeg har skabt et begreb, der hedder forbindelsesunderskudslidelse. Du ved, inspireret af opmærksomhedsforstyrrelse: forbindelsesunderskudslidelse. Og det betyder—før jeg fortæller præcis, hvad det betyder—at Russell Barkley er guruen inden for ADHD, og han har en klassisk formulering, som meget klart og hurtigt beskriver, hvad en ADHD-hjerne handler om.

Han siger: Jeg ved, hvad jeg skal gøre. Jeg gør ikke det, jeg ved. Og jeg elsker virkelig den formulering. Forbindelsesunderskudslidelse med AI involveret er det samme. AI giver os al denne viden. Jeg ved, hvad jeg skal gøre, men jeg gør ikke det, jeg ved. Og det er dér, den menneskelige kvalitet kommer i spil i krydsfeltet mellem det, jeg kalder kunstig intelligens, og relationsintelligens.

David Rice: Du henviste til Freud, da vi talte sammen før, og sagde, at ægte originale tanker for det meste dukker op i poesi. Det er interessant, for nu genererer AI digte, essays, strategipræsentationer og stort set alt muligt. Ændrer det den måde, vi tænker på kreativitet og originalitet?

Dr. David Zierk: Det synes jeg, det bør. Jeg gik tilbage for at finde en reference, da vi tidligere talte om det, og jeg nævnte Freuds indsigt i kreativitet og den tankeproces, han delte med verden: Uanset hvor jeg går, finder jeg, at en digter har været der før mig. Sikke en smuk formulering.

Det, han siger, er, at digtere med hensyn til deres bearbejdningskapacitet og deres unikke kreativitet, opfindsomhed og særpræg er mange skridt foran alle andre. Og nu ser vi AI gøre fantastiske ting. Her er en lille anekdote. Da jeg skrev min bog Mind Rules, overvejede jeg, hvordan forsiden skulle se ud.

Jeg havde en idé og begyndte at lege med den, og jeg kunne lide den, men en af mine klienter, som er lidt af en AI-guru, sagde: Lad os se, hvad AI siger. Jeg skrev den information ind, som jeg mente beskrev, hvordan Mind Rules skulle se ud, og så dukkede dette billede op—en utrolig farverig og meget attraktiv kvinde med alt muligt, der foregik inde i hendes hjerne.

Da min klient viste mig billedet, sagde jeg øjeblikkeligt: Det er det. Men ikke helt. Det er ikke rigtigt. Det er omtrent korrekt, men fuldstændig forkert, fordi det var for godt. Det var for gennemført, for kunstigt, om man vil, men det fangede mig virkelig, og jeg tog det til næste niveau.

Og det er det, jeg mener med, at AI efter min mening virkelig kan fremme kreativitet, opfindsomhed og intelligens.

David Rice: Det er interessant, for vi stiller det her spørgsmål om poesi, men et digt skrevet af et menneske vil bære et eller andet følelsesmæssigt fingeraftryk, ikke?

Måske skal vi justere vores måde at tænke på kreativitet på. Det handler ikke kun om nytænkning, men også om perspektiv, og perspektiv er noget, maskiner ikke rigtig har. De har mønstre, men de har ikke levede erfaringer. Måske ændrer det vores måde at se det på.

Dr. David Zierk: Hvis man tænker over det, sker livets krydsfelt ikke, når jeg skriver en bog eller tænker over en proces. Det sker, når jeg deler bogen med andre mennesker. Det mellemmenneskelige rum mellem selvet og andre—det er magien. Det er livskvaliteten. Når man skaber en virkelig god forbindelse, føler man sig levende. Så man kan få al den viden, man nogensinde kunne ønske sig, gennem AI, men hvad gør man med den?

Hvordan deler man den, og hvordan skaber man den forbindelse? Jeg skrev en lille limerick, om man vil, og den lyder sådan her: Uden forbindelse svigter kommunikationen. Uden kommunikation svigter relationerne, og uden relationer svigter personlig vækst og udvikling. Så personlig vækst og udvikling er, hvis man laver baglæns analyse af det, helt afgørende afhængig af forbindelser.

AI kan fremme en forbindelse. Det kan skabe muligheder for den, men vi skal udføre den. Vi skal gøre det.

David Rice: Det er interessant, for du taler om forbindelse. Vi har flere måder at være forbundet på end nogensinde før, ikke? Vi har globalt forbundne platforme og værktøjer, der næsten kan automatisere processen med at skabe forbindelse.

Konstant kommunikation. Og alligevel siger mange mennesker, at de er mere ensomme end nogensinde. Hvordan tænker du om det, der sker psykologisk, og hvordan det viser sig i menneskers adfærd på arbejdet?

Dr. David Zierk: Jeg synes, AI har gjort os en bjørnetjeneste, fordi jeg mener, at det har fremskyndet ensomheden. Det menneskelige sind og den menneskelige ånd er fuldt ud i stand til at være ensomme og gå ind i det, men det gør livet sværere, end det behøver at være.

Og derfor hjælper den magiske kraft ved at være forbundet—det at dele et andet menneskes lidelse—med at lette byrden. Vi har en interessant proces her, for hvis jeg har ret i, at AI har fremskyndet ensomhed, er det sket gennem det, jeg kalder pseudoforbindelser.

Vi kan meget hurtigt forbinde os med den digitale verden, og vi kan blive tilfredsstillede. Vi kan næsten blive digitale junkier, hvor alle stimuli kommer ind i os, og vi nyder det og vil have mere og mere, og det giver os disse dopaminhits. Og det kan vi godt lide. Men det dræner os også.

Man tænker: Hold da op, hvor længe har jeg egentlig siddet i denne undergangsrulning? Men det er en pseudoforbindelse. Selvom du bliver underholdt, er du tilskuer, ikke deltager i livet. Og jeg ønsker virkelig, at folk forstår den enorme forskel.

Underholdning er vidunderlig og smuk og en fantastisk distraktion, fordi vi kan overvære ting. Vi kan se personen i en film eller mennesker optræde på banen. Men at deltage er efter min mening det, livet handler om. Så alt det, vi taler om lige nu, forstærker virkelig dette begreb om at blive tilskuer til livet i stedet for deltager i livet, hvilket i sidste ende fremskynder ensomheden.

David Rice: Ja, det er jeg enig i. Jeg var for nylig til en konference, hvor der var en interaktiv panelchat, og folk talte om den måde, andre vælger at bruge AI på. Nogle farer vild i det, mens andre skriver deres e-mails med det. Og det blev et stort samtaleemne.

Mange mennesker bliver frustrerede, fordi de kan se, at en kollega har skrevet en e-mail med AI, og hvad det betyder adfærdsmæssigt—at kollegaen måske ikke er engageret eller ikke tager det alvorligt. Og jeg tror, at på mange arbejdspladser stiger kommunikationsmængden, mens dybden i interaktionen falder.

Vi optimerer altså for udveksling af information, men ikke for relationsopbygning. Og relationsopbygning er dér, værdien kommer fra.

Dr. David Zierk: Det kan jeg godt lide. Det, jeg hørte dig sige, var, at informationsmængden og -hastigheden accelererer, men at det ikke skaber muligheder for, at mennesker kan få ægte forbindelser.

Når jeg arbejder med klienter, siger jeg, at vi er her for at gøre livet lidt lettere og hjælpe dig med at blive mere omstillingsparat, så du kan håndtere alle op- og nedturene. Men hvorfor? Hvorfor overhovedet prøve? Hvad er meningen med livet? En af meningerne med livet er faktisk at opleve intimitet, en intim forbindelse.

På en meningsfuld måde med et andet menneske eller andre mennesker. Den intimitet er præmien. Den ultimative præmie for at være et godt menneske, gøre det rigtige og udvise integritet, respekt og ansvarlighed. At opleve det niveau af intimitet. Og jeg tror virkelig, AI spørger: Hvordan staver man til intimitet?

Igen: Jeg forstår ikke, hvad det betyder. Jeg forstår det ikke.

David Rice: Vi talte sammen før, og du brugte en formulering, der virkelig satte sig fast hos mig: empatisk glemsel. Jeg havde aldrig hørt det før. Jeg er nysgerrig: Hvordan ser det ud, når det sker på arbejdspladsen?

Hvordan glemmer mennesker at være empatiske? Jeg ser det i kommentarspor om politik, men hvordan glemmer mennesker at være empatiske på arbejdspladsen?

Dr. David Zierk: Tro det eller ej, empati kræver fokuseret indsats. Nogle mennesker er virkelig gode til det. De kaldes empater. De har en naturlig evne til at forbinde sig med andre, og nogle gange er de mere forbundne med andre end med sig selv.

Det er både en velsignelse og en byrde at være empat, og det er en lille minoritet af mennesker. Men andre mennesker har evnen til empati i realtid, når der virkelig er brug for den. Det kræver imidlertid en indsats. Nogle gange misser vi pointen eller timingen, og derfor reagerer vi ikke empatisk i realtid, når der er brug for det.

Det kalder jeg et empatisk øjeblik, der bliver forpasset. Jeg missede det. Jeg kommer tilbage 24 timer senere og siger: Hej, jeg er ked af, at jeg ikke sagde noget venligt, da din mor døde. Og du tænker: Ven, det er lidt for sent. Lidt for sent. Det er et forpasset empatisk øjeblik. Og der er andre ting på dette spektrum, som jeg er ved at skabe, fra empat til empati til disempati.

Så kommer apati, og det interessante er, at jeg virkelig tror, at AI er apatisk. Det har ikke kapacitet til empati. Det er noget af det, der gør os unikke. Jeg tror også, det mangler kapacitet til indsigt, og derfor siger jeg til mennesker, at vi ikke skal fokusere på færdighedsudvikling. Vi skal ikke fokusere på at skabe kritiske indsigter om alt dette, og vi skal heller ikke arbejde med motivation. Det kan man gå til seminarer for.

Det, vi skal arbejde med, er din kapacitet til indsigt og empati, og det er dér, menneskelig intelligens virkelig vinder. Det er vores superkraft. Min bevidsthed om, hvordan min samtale med dig, David, forløber—flyder den? Er den gensidigt gavnlig? Og derefter empati: at sænke tempoet og tænke: Jeg vil gerne høre, hvad David har at sige. At tune ind på et andet menneskes indre verden.

AI—der er vi mennesker mange skridt foran AI lige nu, og det er godt.

David Rice: Intuit QuickBooks Payroll ved, at HR har så mange bevægelige dele, som kan føre til kaos. Derfor samler de løn, HR, tidsregistrering og økonomi på én effektiv platform. Og denne sommer udvikler QuickBooks Payroll sig til noget større for at understøtte hele medarbejdernes livscyklus. Snart vil virksomheder kunne onboarde medarbejdere i ét problemfrit flow, der går direkte ind i lønsystemet, konfigurere automatiserede HR-arbejdsgange til ting som forfremmelser eller fratrædelser og følge resultater, fravær og personalegoder sammen med lønnen.

Se, hvilken forskel QuickBooks Payroll kan gøre for din virksomhed i dag, og gør dig klar til det næste. Læs mere på quickbooks.com/workforce. Det er quickbooks.com/workforce.

Den formulering satte sig fast hos mig, tror jeg, fordi den antyder, at empatien ikke er væk, men glemt. Jeg begyndte at tænke over hvorfor. Måske handler en del af det om hastighed. Når alt bevæger sig virkelig hurtigt, føles empati næsten som en luksus.

Jeg spekulerer på, om den hurtigste fortolkning af en persons adfærd som regel også er den mindst velvillige. Oplever du det nogle gange?

Dr. David Zierk: Hvis man tænker over, hvad der foregår omkring os lokalt, regionalt, nationalt og globalt, er vi overvældede og distraherede.

Vi er følelsesmæssigt udmattede af så mange ting, der kommer imod os, og det ser ud til, at der hele tiden kræves empati af os. Det er her, den empatiske glemsel kommer i spil. Det er ikke, fordi jeg mangler empati. Jeg har bare ikke længere energien til at aktivere den. Det gør os mere indadvendte. Det øger og forstærker selvoptagetheden.

I stedet for at være selvbevidst og bevæge mig i retning af gensidighed trækker jeg mig. Og jeg glemmer, at dette er et øjeblik, hvor der virkelig er brug for empati. Jeg tror virkelig, vi er blevet hårdhudede over for det hele. Endnu et skoleskyderi. Endnu et massefolkemord. Endnu en eller anden katastrofe. Vi får alle disse udbrud af virkelig ødelæggende nyheder.

Det hænger tematisk sammen, og vi har ikke kapacitet til at føle empati med alt det. Det ville blive et fuldtidsjob.

David Rice: Det er også interessant, for selvoptagetheden vokser, og når ledere mister empati, bliver hele systemet mere defensivt. Det er sådan, man får meget mikrostyring og ledere, der blander sig i alt. Især i startup-verdenen ser vi det ofte, hvor ledere har svært ved at adskille sig fra arbejdet og delegere.

Og jeg tror, det lige nu også handler om, at de har svært ved at føle empati med det, folk oplever, når AI bliver så indgroet i det, vi gør.

Dr. David Zierk: Når jeg arbejder med ledere og laver ledercoaching, siger jeg: Når det gælder din dybe brancheviden, ved du hundrede gange mere, end jeg ved eller overhovedet ville være interesseret i at vide.

Det skal vi ikke fokusere på. Vi skal fokusere på mit ekspertområde. Og sådan hjælper jeg dig: Jeg behandler dig som en elev i tredje klasse. For når en elev i tredje klasse er i problemer, skal vedkommende have to ting for at kunne sove godt om natten. For det første: Forstår du mig? Og for det andet: Betyder jeg noget?

Der har vi den. Hele den menneskelige ligning kogt ned til den mindste lille nøddeskal. Jeg er nødt til at minde ledere om, at det er det, det handler om. At forlade direktionskontoret, gå ud blandt medarbejderne og give dem oplevelsen af: Jeg forstår dig, og jeg vil minde dig om, at du betyder noget, især når du ikke selv synes, du gør.

Det virker så enkelt, når vi spørger: Hvordan lærer jeg empati? Men først skal du forstå, hvornår empati virkelig er nødvendig, og derefter skal du gøre den til en del af din stil. Du skal ikke bare følge et manuskript. Jeg kan udlevere en hel liste med ting, folk kan sige, men hvis det ikke kommer fra et sted med oprigtighed og autenticitet og ikke føles naturligt, er det ikke empati.

David Rice: Og folk vil ikke reagere på det. Det er det vigtigste.

Dr. David Zierk: Nej, det vil de ikke.

David Rice: AI kan generere overbevisende svar utrolig hurtigt, men da vi talte sammen før, nævnte du noget vigtigt: at mennesker begynder at stole alt for let på svarene. Hvordan ser sund skepsis ud i en verden med AI, og hvordan hjælper vi mennesker med at udvikle den, så de kan sætte deres egne fingeraftryk på de resultater, de skaber?

Dr. David Zierk: Et skeptisk sind er et sundt sind. Det er et videnskabeligt sind. Det er en person, der siger: Det lyder virkelig godt. Lad os bevise det. Lad os se, om der er sandhed i det. Lad mig se, om der er mere at finde. AI giver dig så meget information, der umiddelbart virker meget troværdig.

Det føles fuldstændig sandt. Jeg vil gå endnu længere: Når du får information fra AI, føles den absolut sand, som om der findes en absolut sandhed. Det gør der ikke. Al sandhed er relativ. Men den måde, AI giver den til os på, får os til at sige: Jeg kan ikke gøre det bedre. Det er perfekt. Nej, det er ikke perfekt. Det er en version af algoritmisk intelligens, der er udledt på baggrund af enorme datasæt.

Det er imponerende. Virkelig imponerende. Men hvad vil du så gøre med det? I neuropsykologien tester vi to forskellige former for intelligens. Den ene kaldes krystalliseret intelligens. Det handler om, hvad du ved og husker. Hvem var USA’s præsident under den amerikanske borgerkrig?

Hvis du kan hente det frem, har du intakt krystalliseret intelligens. Tillykke. Hvis du kan trække et bestemt tal fra et andet, har du en anden eksekutiv færdighed. Krystalliseret intelligens er meget vigtig, og AI giver os enorme mængder af den—mere, end vi overhovedet ved, hvad vi skal stille op med.

Men den anden form for intelligens kaldes flydende intelligens. Flydende intelligens er bearbejdningshastighed. Det er arbejdshukommelse. Det er at tage den viden, vi har, og gøre den handlingsorienteret, og det kan AI ikke gøre. Jeg kunne have et manuskript foran mig, der fortæller mig, hvad jeg skal sige til David under denne samtale, og det ville måske lyde sådan her.

Nu er jeg selvfølgelig meget robotagtig. Eller jeg kunne have en rigdom af viden i mig baseret på mine levede erfaringer, min naturlige stil og mine evner. Jeg kunne stole på min krystalliserede intelligens, som måske er blevet forbedret af AI, og bringe den op på et nyt niveau. Men når jeg har løftet niveauet med AI-hjælp, træning og alt det andet, hvad gør jeg så med det?

Hvordan præsterer jeg? Hvordan sætter jeg det i bevægelse? Hvordan skaber jeg flydende anvendelse i denne proces? AI inviterer os til forestillingen, men du skal selv op på scenen og optræde.

David Rice: En af de ting, folk virkelig reagerer på, er, at AI kan lyde så selvsikker. Den lyder meget sikker, selv når den tager fejl. På tværs af brancher og alle samfundslag reagerer mennesker på selvtillid. Det er noget, de følger. Som en person sagde: En selvsikker idiot begår aldrig en fejl alene.

Folk forveksler sproglig flydende formidling med nøjagtighed. Er sund skepsis derfor en af de store lederevner i fremtiden? Ikke at afvise AI, men at kunne udfordre det og behandle det mere som en virkelig dygtig praktikant end som et orakel, der giver dig alle svarene.

Dr. David Zierk: Det er virkelig godt. Det kan jeg lide. Eller måske som en engel, der hvisker dig i øret. Men mens englen hvisker dig i øret, skal du bearbejde det. Du skal filtrere det. Og igen: Hvad vil du gøre med alt det?

Jeg skrev to ord ned: influencer-markedsplads. Mens du talte, tænkte jeg præcis det, David lige sagde. Det forklarer markedet for influencere, for en influencer taler om sit ekspertområde med så stor selvtillid, begejstring og glæde, at alle tænker: Jeg vil være som den person.

Pludselig bliver den person—som i øvrigt er en illusion—opfattet som sådan hver eneste dag, selv om vedkommende ikke optræder på samme måde hele tiden. De optræder. Vi tiltrækkes af underholdning. Så der er dette fænomen med en influencer-markedsplads, som hele tiden bliver pakket ind og givet til os gennem den selvtillid, du taler om. Jeg tror, det er en illusion. Jeg tror, det er et fatamorgana.

David Rice: Helt sikkert. Du arbejder med mennesker, og vi står over for det, du kalder uløselige problemer. Samtidig lever vi i en verden, hvor AI lover svar på næsten alt. Er du bekymret for, at mennesker bliver mindre trygge ved at sidde med usikkerhed? Hvad sker der med beslutningstagningen, når ledere føler pres for at levere et svar, fordi der findes så meget selvsikker information?

Dr. David Zierk: Sindet tolererer ikke usikkerhed.

Det gør det ikke. Det har brug for afslutning, så vi søger den så hurtigt som muligt. Usikkerhed skaber en følelse af indre uro. Jeg er ked af det, jeg er presset, jeg er ude af balance. Og så har jeg brug for, ønsker og fortjener sikkerhed. Når jeg får sikkerhed, for eksempel gennem AI, giver det mig lettelse.

Og pludselig er vi i problemer. For det kalder jeg sindets cyklus: Jeg er usikker. Jeg er i uro. Jeg har brug for sikkerhed, og jeg føler lettelse. Så det, der gav mig lettelse, i dette tilfælde AI, gav mig sikkerhed og mindskede min stress. Alt, der giver dig lettelse, er en nøgle til afhængighed. Lettelse er det, man kalder en negativ forstærker.

Noget bliver fjernet, og det øger sandsynligheden for, at adfærden gentager sig. En positiv forstærker er noget, man får, og som øger sandsynligheden for en bestemt adfærd. David, du gør det godt—her får du en vingummibamse. Det er positiv forstærkning. Ved negativ forstærkning tager jeg noget væk fra dig. Jeg tager din uro væk. Du føler lettelse, og nu bliver du afhængig af mig. Vi forelsker os og lever lykkeligt til vores dages ende.

Det er negativ forstærkning, og negativ forstærkning er langt stærkere og mere indflydelsesrig end positiv forstærkning. Den overgår bestemt også straf. Alt, der giver dig lettelse, har et stærkt afhængighedspotentiale. Jeg tror, folk har brug for at vide det, og det er præcis derfor, jeg mener, at mennesker bliver afhængige af AI og den information, der fødes af denne enorme proces.

David Rice: Ja, helt sikkert. Jeg er enig.

Jeg tror, det er vigtigt, at du brugte ordet lettelse. Ledelse indebærer altid usikkerhed, men forventningen om øjeblikkelige svar føles nu højere, og det er blevet mere ubehageligt at sige: Jeg ved det ikke endnu. Og at være virkelig transparent omkring det.

AI giver altså lettelse fra den angst, der følger med. Historisk set kommer de mest gennemtænkte beslutninger fra mennesker, der er villige til at sidde med tvetydighed, om så bare et øjeblik. AI kan fremskynde et svar, men visdom tager stadig tid.

Det er noget, man i praksis tilbereder.

Dr. David Zierk: Det er en fantastisk formulering. Vi plejede at kalde det kontemplation eller dyb tænkning. Idéen om at holde en pause og gå ind i en reflekterende tilstand. Det fascinerende er, at du skal have tillid til din egen evne til at skabe. Hvis noget andet skaber for dig, hvis AI skaber, hvorfor skal du så gå ind i din egen skabende proces?

Det skal du ikke. Den hurtigste måde at håndtere usikkerhed på—og det er vigtigt for civilisationen at forstå—er at dømme: Den person ved ikke, hvad vedkommende taler om. Færdig. Så har jeg ikke længere nogen usikkerhed. Problemet med fordømmelse er, at det er et lukket sind, og et lukket sind er ikke et lærende sind.

Det modsatte af fordømmelse er nysgerrighed. Nysgerrighed er et åbent sind. Hvad ved jeg ellers ikke? Det er fantastisk. Tak, AI, fordi du gav mig alt, hvad jeg ønskede, og mere til. Hvad gør jeg så med det? Hvad har jeg ellers brug for at vide? Hvordan kan jeg føre denne information videre på en måde, der er hjælpsom, ikke kun for mig selv, men også løser problemer for andre? Det er den menneskelige proces.

David Rice: Det har været fascinerende. Inden vi runder af, vil jeg stille dig ét sidste spørgsmål, og det går tilbage til den afkobling, vi talte om tidligere. Hvis AI og teknologi fremskynder afkoblingen, hvad skal ledere så gøre for at inspirere til genforbindelse?

Handler det om bevidsthed? Empati? Skal vi bare sænke tempoet? Hvordan inspirerer vi det niveau af genforbindelse, som vi gerne vil se hos mennesker?

Dr. David Zierk: Jeg synes, alle de svar er fantastisk gode. Men AI er virkelig god til løselige problemer, og vi nævnte kort, at jeg mener, nøglen til ægte menneskelig intelligens er at håndtere de uløselige problemer.

John Gottman, en forsker og ægteskabsterapeut i verdensklasse, sagde sammen med sin hustru, at 69 % af alle mellemmenneskelige problemer ikke kan løses. Afrundet betyder det, at 70 % er uløselige. Det betyder, at AI ikke kan hjælpe os med 70 % af alle disse mellemmenneskelige problemer. Åh, så er vi i problemer, ikke? Nej. Uløselige problemer betyder—det er det, jeg fortæller folk—at fortiden altid er problemet. Altid.

Det interessante ved fortiden er, at det er dér, AI lever. Men vi behøver ikke leve i fortiden. AI ved kun det, den ved, fra fortiden. Den har en stor database og bringer information frem. Men som mennesker lever vi i den fjerne og nære fortid. Vi lever i nutiden, og vi lever også i fremtiden. AI gør ikke det og har aldrig levet i fremtiden.

Faktisk er den ligeglad med, hvilken information den bringer videre til en person, og hvilke konsekvenser det får. Mennesker lever i fortiden, nutiden og fremtiden samtidig. Vælg selv. Det, vi taler om, er at lære ledere at være mere nærværende, men gøre det intentionelt.

At gøre det med nysgerrighed og altid have fleksibilitet og muligheder, for det, der fungerer for én person eller ét team, fungerer måske ikke for andre personer eller teams. Derfor skal du være fleksibel. Men før du udfører en fleksibel handlingsplan, skal du vende tilbage til intentionen: Skab med vilje forbindelse med mennesker, vær indsigtsfuld, vær empatisk.

Vær nysgerrig på et andet menneskes verden. Det alene. Du nævnte selvbevidsthed og et par andre ting. Empati. Men hvis jeg virkelig skulle koge det hele ned, handler det om at gøre det lettere for mennesker at være mere intentionelt nysgerrige. Det, jeg kalder medfølende nysgerrighed. Medfølende nysgerrighed er efter min mening modgiften til den empatiske glemsel, vi talte om tidligere.

David Rice: Det elsker jeg. Jeg tænker altid, at ledere sætter rummets følelsesmæssige temperatur. Det, du lige sagde om nysgerrighed—hvis en leder viser nysgerrighed, vil andre mennesker spejle den. Så efterhånden som vi får mere teknologi ind på arbejdspladsen, skal vi være mere intentionelle omkring den menneskelige side og sende det ud, som vi gerne vil have tilbage.

Vi skal bringe nysgerrighed, empati, medfølelse og alt det andet med os.

Dr. David Zierk: Jeg holdt for nylig et foredrag, som jeg begyndte sådan her: Mange tak for invitationen. Det er en fornøjelse at være her. Jeg vil begynde med at fortælle jer, hvad jeg ikke ved om emnet. Jeg ville have, at folk skulle mærke oprigtigheden i det, men også forstå, at jeg ikke ved alt.

Selv AI ved ikke alt, selv om det ved alt. Teknisk set—ikke teoretisk—ved det bogstaveligt talt alt, men ingen kan lide en, der ved alt. Tænk bare over det. Ingen kan lide en, der ved alt. Det kan jeg i hvert fald ikke. Det virker frastødende. Så man vender tilbage til denne menneskelige forbindelse og siger: Lad mig fortælle dig, hvad jeg ikke ved om dette emne, og hvad jeg ville ønske, jeg vidste.

Derefter fortæller jeg dig, hvad jeg ved, og så lægger vi vores tanker sammen og ser, om vi kan flytte processen fremad.

David Rice: David, det har været en fornøjelse at have dig med i podcasten og tale om dette. Jeg har virkelig nydt det.

Dr. David Zierk: Det har været fantastisk.

David Rice: Lyttere, indtil næste gang: Gå ind på peoplemanagingpeople.com/subscribe. Tilmeld dig nyhedsbrevet, hvis du ikke allerede har gjort det. Så får du flere episoder af podcasten, alt det nyeste indhold, vi skaber, og en masse gode opdateringer to gange om ugen, hver tirsdag og torsdag. Så få dig tilmeldt.

Og indtil næste gang: Det er tid til at sætte den følelsesmæssige temperatur i rummet.