Sådan elsker du din karriere (og hjælper dit team med at gøre det samme)

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Becca Banyard: Hvad nu, hvis du kunne vågne hver morgen og glæde dig til at tage på arbejde? Mange af os bruger størstedelen af vores vågne timer på at arbejde, men hvor mange af os elsker virkelig det, vi laver? Er det overhovedet relevant at elske sit arbejde på et marked, hvor fyringer er så almindelige?

Velkommen til podcasten People Managing People. Vi har en mission om at skabe en bedre arbejdsverden og hjælpe dig med at skabe glade, sunde og produktive arbejdspladser. Jeg er din vært, Becca Banyard.

Min gæst i dag er Jen Dary, grundlægger af Plucky, en virksomhed, der tilbyder ledercoaching og træning af nye ledere, som grundlæggende hjælper dig med at lære at arbejde sammen med andre mennesker. Jen deler ud fra sin egen rejse mod at finde tilfredsstillelse i karrieren samt de erfaringer og råd, hun har samlet undervejs. Så lyt med for at lære, hvordan du kan elske det, du laver, og hjælpe dine medarbejdere med at gøre det samme.

Hej Jen! Velkommen til programmet.

Jen Dary: Tusind tak, Becca. Hej til alle, der lytter. Rart at møde jer alle.

Becca Banyard: Det er så dejligt at have dig med i dag. Når jeg normalt har en gæst med i programmet, er det første gang, jeg møder vedkommende. Men vi mødtes faktisk for et stykke tid siden, da du var gæst på vores søsterside, thedigitalprojectmanager.com. Og jeg elskede din samtale med Galen, så jeg ville virkelig gerne have dig med i programmet.

Så tusind tak, fordi du er her i dag.

Jen Dary: Tak, fordi du inviterede mig. Det er første gang, jeg er med i et søsterprogram. Det er meget interessant. Jeg går ud fra, at I har mange lyttere, der går igen.

Becca Banyard: Det har vi nok. Ja.

Jeg vil gerne lære dig lidt bedre at kende. Inden vi dykker ned i dagens emne, skal vi tale om de kompromiser, medarbejdere indgår for at have et arbejde, de virkelig elsker. Men lad os begynde med dig. Fortæl mig om dig selv, hvad du brænder for, og også hvordan du startede din virksomhed, Plucky.

Jen Dary: Selvfølgelig. Jeg bor uden for Washington D.C. i Arlington, Virginia. Jeg har to sønner, som lige nu er 7 og 10 år, og vi har en hvalp og en kat, og jeg har en mand. Og Plucky er den virksomhed, jeg startede for næsten 10 år siden.

Til efteråret har den eksisteret i 10 år. Plucky er en virksomhed, der tilbyder ledercoaching og rådgivning. Jeg vil sige, at lidt over halvdelen af min tid bruges på individuel coaching, enten med ledere eller kommende ledere. Og så bruger jeg den resterende del af min tid på at undervise i et kursus, der hedder “Så nu er du leder”, som jeg normalt afholder fire eller fem gange om året.

Det er for folk, der har været ledere i deres første tre år, kan man sige. Og så har jeg nogle forskellige lederprodukter, som jeg har opfundet. Jeg underviser også meget i andre sammenhænge, enten til frokostarrangementer, i små grupper eller i lignende fora. En af grundene til, at jeg grundlagde Plucky, var, at jeg arbejdede internt i et bureau i New York, hvor jeg stod for medarbejderudvikling. Og for 10 år siden var markedet meget anderledes med hensyn til, hvad vi forstod ved faglig udvikling.

Så ingen havde en coach. Det var mere sådan: Nå, har du et budget til faglig udvikling? Køb en bog. Og så var det sådan: Nå, okay. I dag har verden heldigvis ændret sig lidt, så der er langt flere former for støtte til rådighed for folk internt i en organisation. Man ser også forskellige budgetter for den enkelte, og det bliver næsten en slags personalegode.

Ja, du får sundhedsforsikring her. Du får også adgang til at tage til en konference eller finde en coach. Så jeg er faktisk glad for, at coaching er mere almindeligt i dag, end da jeg begyndte med det, selvom jeg selvfølgelig ikke er lige så undergravende, om man vil, som jeg var i 2013.

Becca Banyard: Fantastisk. Tak, fordi du ville fortælle lidt om dig selv og din virksomhed.

Vi befinder os på et marked, hvor mange mennesker desværre bliver afskediget. Hvad gør man så i den tid, vi lever i, hvis man ikke elsker sit arbejde?

Jen Dary: Jeg tror, der foregår en slags algoritme i en ansættelsessituation. På den ene side har man en virksomhed, der har, lad os bare sige, en stilling, og som har et budget til at betale for den stilling samt en tidsplan for, hvornår personen skal begynde. Eller hvis personen allerede er ansat, er der en situation omkring det.

Vi har en stilling, der skal udfyldes, og du udfylder den som medarbejder. På den anden side har man en medarbejder, der har en motivation, et sæt kompetencer og sandsynligvis også et budget, som vedkommende skal passe ind i. På den måde er der et samarbejde eller en form for aftale mellem de to, vil jeg sige, enheder eller tilstedeværelser, ikke?

En virksomhed og en medarbejder. Og i ideelle tilfælde passer de ting sammen. Og så sker der ting. Virksomheder udvikler sig, og mennesker udvikler sig. Så det er muligt, at virksomheder udvikler sig og siger: Åh nej, vi ansatte dig som junior, men det har vi faktisk ikke længere. Vi arbejder ikke længere med det produkt, så vi kan ikke længere ansætte dig. Farvel.

Eller medarbejderen siger måske: Tak for de gode tider. Jeg vil faktisk gerne gå et andet sted hen og tjene det dobbelte. Så denne række af at finde sammen og derefter skilles er for mig egentlig det, en karrierevej er. På ethvert givent tidspunkt kan en af siderne sige: Det fungerer ikke længere for mig, af en million grunde, hvis man pakker alt det ud, jeg lige sagde.

Lige nu befinder vi os i en situation, hvor virksomhederne i høj grad tager initiativ til den slags adskillelse, men sidste år var det præcis det modsatte. Sidste år forlod alle deres arbejdspladser, fordi de fik bedre eller mere interessante jobs. Men sidste år var situationen meget anderledes, og det var i høj grad kandidaternes marked, især inden for teknologi.

Så folk var hele tiden til jobsamtaler og tog andre steder hen. Grunden til, at jeg nævner det, er, at spørgsmålet om, hvad jeg elsker at lave på arbejdet, eller om jeg elsker mit arbejde, er relevant hele tiden, uanset hvordan recessionen eller markedet udvikler sig. Fra mit perspektiv vil der derfor være ebbe og flod i forhold til, hvornår man måske tager en risiko for bedre at finde sig selv eller tilpasse sig et arbejde, man elsker.

Der vil også bare være perioder i livet, hvor man skal betale sit boliglån. Og så bliver man, hvor man er. Så lige nu befinder vi os tilfældigvis i den laveste del af den fortælling, men jeg tror ikke, det varer evigt. Og jeg tror bestemt, at folk stadig kan elske det, de laver, selv i de mindste detaljer i den time, hvor man tænker: Hvordan skulle jeg kunne elske det, jeg laver lige nu?

Kærlighed er også et meget stort udsagnsord her, ikke? Hvordan kan jeg sætte pris på, føle mig tilfredsstillet af, nyde eller samarbejde om noget? Så jeg tror, det altid er tilgængeligt for os på en eller anden måde.

Becca Banyard: Så for en person, der befinder sig i den situation og tænker: Jeg vil bare gerne elske det, jeg laver, men jeg elsker ikke det, jeg laver lige nu. Hvad er det, jeg vil lave, og hvordan opnår jeg det? Hvor begynder man overhovedet? Hvad anbefaler du, at man gør?

Jen Dary: Åh gud. Det er jo det store spørgsmål om selvrefleksion, ikke? Hvem er jeg i verden? Jeg tror, det er derfor, jeg startede Plucky. Bare for at vende tilbage et øjeblik: Jeg fik min første søn, og jeg gik igennem en fødselsdepression. Det hjalp mig på en måde med at spørge hver dag: Hvorfor er jeg på denne planet?

Hvad er min ting? For jer, der lytter, er I måske mere på den spirituelle side af spektret, mere trosbaserede, eller måske er I på den anden side, som er mere matematisk orienteret. Men det er egentlig ligegyldigt. Man kan spørge: Hvorfor er jeg på denne planet? Enten hvad er mit formål, som er blevet lagt ud for mig?

Eller ud fra matematikken omkring, hvor jeg gik i skole, hvad jeg studerede, og hvor mange penge jeg har brug for at leve for? Hvad kommer der så ud af det? Jeg synes, alle mennesker bør stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor er du på denne planet? Og så bør vi gå ud at spise og diskutere det, for det er det eneste, der betyder noget for mig, når jeg taler med mennesker.

Jeg tror, der er så mange ting, der forsøger at overbevise os om svarene på det spørgsmål, herunder hvad vores forældre lavede eller samfundets forventninger, hvad vores undervisere opfordrede os til, eller hvilket køn vi har. Der er mange ting, som har antagelser om det, men kun du som individ kan sige: Når jeg laver denne slags arbejde, giver det genklang i mig, og jeg vibrerer næsten, fordi jeg elsker det så højt.

Det giver mig energi. Og det kan aldrig påføres udefra. Så jeg tror, det første, jeg vil sige, er, at du nok bør stille dig selv det spørgsmål. Hvis du har et netværk af venner eller kolleger, du stoler på, eller en coach eller terapeut, kan du spørge dem: Hvad tænker du? Og så længe du har en sund følelsesmæssig grænse, hvor du ikke behøver være enig i alt, de siger, kan det også være en sjov måde at indsamle oplysninger på.

Men for at finde vej til et arbejde, du elsker, kan du ikke svare autentisk på det, medmindre du har stillet dig selv spørgsmålet: Hvad elsker jeg? Hvad giver genklang i mig? Du kan måske se tilbage på tidligere roller eller dele af tidligere roller og spørge: Hvornår følte jeg mig mest tilfreds? Var det, da jeg arbejdede direkte med kunder?

Var det, da jeg sad stille og arbejdede alene ved mit skrivebord? Var det, da jeg løste problemer hver dag? Var det, da jeg førte folk rundt på en rundvisning på campus under studietiden? Hvilke af de historier og anekdoter bliver levende for dig som tidspunkter, hvor du virkelig følte dig tilfreds? Og hvad er mønstret?

Var du altid sammen med mennesker? Rejste du altid? Tjente du ingen penge, men var drevet af en mission? Tjente du masser af penge? Folk har mange oplysninger inde i sig selv, som vi glemmer at se på, og derfor tror jeg, det også er en stor del af at stille det spørgsmål.

Becca Banyard: Det er så godt. Jeg vil gerne vide lidt mere om din egen rejse med selvrefleksion, der førte dig til Plucky. Hvordan så den ud?

Jen Dary: Jeg har en øvelse, som jeg får alle, der deltager i min ledertræning, til at lave, og jeg kalder den job og udsagnsord. Den er bogstaveligt talt baseret på en dagbogsnotits, jeg skrev, da jeg gik igennem denne fødselsdepression og spekulerede. Jeg beder alle skrive en meget lang liste over alle de jobs, de nogensinde har haft.

Lidt ligesom det, jeg talte om før. Det kan også omfatte børnepasning i gymnasiet og frivilligt arbejde, hvad som helst. Ved siden af skriver man sin yndlingsdel af jobbet, begyndende med et udsagnsord. Et klassisk eksempel, jeg giver, er, at jeg arbejdede på en gård om sommeren under studietiden, og min yndlingsdel var at lære børn at malke køer.

Så læg mærke til, at jeg begynder med ordet at lære, som er et udsagnsord. Man går listen igennem og gør det, og til sidst tæller man sine udsagnsord og finder de tre mest almindelige. Mine tre mest almindelige udsagnsord var at lede, at forbinde og at skrive. Så det, jeg vidste, var, at hvis jeg besluttede mig for at vende tilbage til mit job, som jeg havde barselsorlov fra, skulle jeg argumentere for ansvarsområder, der gav mig mulighed for at lede, forbinde og skrive.

Og jeg var ikke helt uden for det område. Det var allerede i høj grad en del af min rolle, men jeg vidste, at de ville være tilfredsstillende udsagnsord og handlinger for mig. Hvis jeg besluttede mig for at tage et andet job, skulle jeg kigge på jobbeskrivelser og jobopslag, der gav mig mulighed for at gøre de tre ting: lede, forbinde og skrive.

Hvis jeg mod alle odds startede min egen virksomhed, skulle det nok være en virksomhed, der inviterede mig til at lede, forbinde og skrive. Jeg siger det, fordi alle, der lytter, naturligvis kan lave øvelsen, men den hjælper mig nogle gange, når jeg har lav energi eller føler mig lidt udbrændt. Så kan jeg altid sige: Nå, vent lige.

Vent lige. Hvornår var sidste gang, jeg ledede? Hvornår var sidste gang, jeg forbandt mig med nogen, og hvornår var sidste gang, jeg skrev? På den måde hjælper det mig med at få energien tilbage. Igen føler jeg, at hele denne samtale er mig, der afslører en slags matematisk algoritme, selvom jeg er et ekstremt socialt og følelsesladet menneske. Men jeg tror, det nogle gange kan være svært at holde fast i de følelsesmæssige, sjælelige eller mere uhåndgribelige ting.

For mig er en vis konkrethed nyttig. Når jeg kan vende tilbage til netop de tre ord, hjælper det mig med at føle mig godt rustet til at få succes med at sætte pris på det, jeg laver, og den mulighed, jeg har. Og det har selvfølgelig udviklet sig til en virksomhed, som jeg virkelig trives med.

Som en sidebemærkning vil jeg sige, at sidste år var et særligt udmattende år for mig. Hen mod efteråret var der bare noget, der ikke fungerede, og jeg kunne ikke finde ud af hvad. Jeg tror, en del af det er, at man efter næsten 10 år tænker: Jeg har ikke en chef. Ingen lægger en karrierevej foran mig, og ingen hæver min løn, medmindre jeg selv gør arbejdet.

Hvor er jeg på vej hen? Så jeg indrømmer gerne over for alle, der lytter, at selv efter et årti i sin egen virksomhed, som er drømmejobbet, hvor man elsker alt, og alt er så skinnende, kan man stadig have de spørgsmål. I år arbejder jeg altid for Plucky fire dage om ugen. På min femte arbejdsdag skriver jeg, og lige nu går jeg på et skønlitterært kursus og skriver alle mulige sjove essays og den slags. Det har været så tilfredsstillende, og jeg er et meget bedre sted mentalt, end jeg var for eksempel for seks måneder siden.

Becca Banyard: Det er så godt. Jeg elsker at høre, at det er det, du laver. Og din øvelse lyder som en virkelig praktisk og nyttig øvelse, ikke kun til at finde ud af, hvad man elsker at lave, men også til fortsat at elske det, man laver, altså at skabe langvarighed i sin karriere. Det er virkelig spændende. Jeg elsker det. Jeg har aldrig hørt om det før.

Jeg er nysgerrig, for der er så mange kompromiser, vi kan indgå med vores jobs. Vi kan se på økonomisk stabilitet, ønske om karriereudvikling, markedet og hvilke jobs der er til rådighed, balance mellem arbejdsliv og privatliv samt den måde, vi føler på: Elsker vi vores job?

Føler vi os tilfredse? Hvilke kompromiser har du indgået? Hvilke ting har du set på og sagt: Det er faktisk ikke vigtigt for mig, eller det er vigtigt for mig, og hvordan får du det til at hænge sammen med at elske det, du laver?

Jen Dary: Jeg vil bruge min egen situation som eksempel, men der er selvfølgelig nogle principper under den.

Jeg tror på idéen om årstider, når det handler om stort set alt, men lad os tale om karrieren lige nu. Der vil være forskellige årstider i din karriere, og du vil være sulten efter forskellige ting. Tidligt i karrieren leder du sandsynligvis efter erfaring og måske en social dimension i arbejdet.

Måske går du ud med venner efter arbejde og har et socialt liv. Senere kan årstiden udvikle sig til noget i stil med: Okay, jeg har faktisk brug for noget stabilitet her, eller jeg har brug for penge til min familie eller noget andet. Ingen af svarene i de forskellige årstider er forkerte.

Det er forventelig adfærd, at en person får brug for noget forskelligt fra arbejdet gennem hele livet. Du får ikke altid brug for det samme, fordi mennesker er komplekse og forandrer sig. Når jeg ser tilbage på de sidste 10 år med Plucky, har det været en kompliceret balance som forælder. Husk, at jeg startede Plucky på præcis samme tid, som jeg fik et barn, da min søn var 10 måneder.

Det var dér, jeg startede Plucky. Så jeg har næsten ikke kendt Plucky uden at være forælder, og jeg har på en måde været den primære person, der var hjemme et par dage om ugen med børnene og den slags. Et meget konkret eksempel er, da vi flyttede til Californien fra New York, da min søn var omkring 18 måneder. Da vi først kom derover, tænkte vi: Okay, lad os få en daginstitution tre dage om ugen.

Det var det, jeg havde gjort, men vi fandt kun en daginstitution to dage om ugen. Så i omkring otte måneder drev jeg Plucky to dage om ugen. Så fik jeg ham ind på institution, og derefter drev jeg Plucky tre dage om ugen, og så fik jeg endnu en baby. Så jeg var væk fra Plucky i, du ved, hvad jeg mener? Det, jeg havde brug for fra Plucky, var bestemt plads til at eksperimentere og en form for indkomst, men min udvikling i karrieren gik hånd i hånd med min udvikling som forælder.

For dem, der lytter, og som ikke er forældre, kan det være mange forskellige ting. Det kan være familie, man tager sig af, frivillige muligheder – vi har alle noget, vi forsøger at få til at hænge sammen, ikke? For mig hang arbejdet i hvert fald sammen med forældreskabet, da mine børn var så små. Nu blev mine børn heldigvis ældre, og så kunne jeg rejse lidt mere, og arbejdet blev også en spændende mulighed for mig til at tage rundt i landet og tilbringe tre nætter et sted, hvor jeg underviste i et kursus.

Det var min alenetid. Jeg fik mulighed for at se nogle venner og gå ud at spise et par gange, så arbejdet var også meget socialt for mig dengang, og jeg elskede den periode. I disse dage synes jeg, arbejdet er stabilt. Og det er også dér, jeg eksperimenterer. Jeg tænker: Hvad burde findes i verden? Hvorfor laver jeg ikke et sæt kort, der kan hjælpe mennesker med at vejlede hinanden?

Okay, lad os prøve det. Det er på en måde et kunstprojekt. Hvad burde ellers findes? Men jeg er ikke dum omkring det. Jeg taler med mennesker hele dagen. Jeg coacher dem og underviser dem. Så jeg lytter efter tråde under overfladen, der kan pege på noget, som ville være nyttigt i verden. Jeg skaber ikke bare kunst for kunstens skyld.

Men igen giver det også en vis stabilitet, så jeg kan skrive og forsøge mig med andet kreativt arbejde lige nu. Så igen: For jer, der lytter, tror jeg, det er noget sæsonbestemt, og jeg har haft brug for forskellige ting fra Plucky, selvom indholdet i mit arbejde stort set er det samme, som det altid har været.

Becca Banyard: Ja. Tak, fordi du ville dele det. Jeg vil gerne se på det fra en leders perspektiv og høre dine tanker. Hvilket ansvar har ledere for at skabe et miljø, som folk elsker at arbejde i, og samtidig hjælpe deres medarbejdere med at elske deres jobs?

Jen Dary: Ja. Jeg så dit spørgsmål på forhånd, og jeg tænkte meget over det i morges.

Jeg synes, det er interessant at erstatte ordet elske med udføre. Hvordan hjælper ledere folk med at elske deres arbejde? Hvis vi erstatter det med: Hvordan kan ledere faktisk hjælpe folk med at udføre deres arbejde? Jeg tror ikke, man kan få nogen til at elske noget, vel? Det skal komme fra ens eget initiativ. Som jeg sagde tidligere, skal individer selv identificere, hvad der motiverer dem, og hvad de nyder at lave.

Jeg har så mange mennesker lige nu, som bare virkelig gerne vil kunne udføre deres arbejde uden politik, uden at ramme et loft og med støtte fra en leder eller seniorleder, som ikke har for travlt hele tiden. En person, der faktisk kommer og ikke bare håndterer, men bogstaveligt talt leder, underviser, coacher, oplever, går noget igennem, håndterer konflikter og er transparent.

Alle de forbandede ledelsesopgaver. Vi har mange ledere, især helt i toppen, som realistisk set nogle gange ikke har tid til den slags arbejde, men som også for alt i verden undgår det så godt, de kan, fordi det er svært. Det ved jeg. Det ved jeg virkelig. Så jeg tror, medarbejderne gerne vil kunne udføre deres arbejde, det arbejde de blev ansat til.

De er talentfulde mennesker. De vil gerne komme ind og have lov til at gøre det. Og nogle gange betyder det at udføre sit arbejde, at man skal forandre noget, hvilket kan være meget truende for en organisation, eller nogle gange for lederne. Men jeg tror virkelig, især i en slags verden efter covid, hvor mange af os arbejder på afstand, og hvor folk har forskellige former for tilstedeværelse mellem arbejde og hjem i deres liv, at folk i disse dage finder meget mere tilfredsstillelse uden for arbejdet.

Lad mig udføre mit arbejde, så tager jeg hjem og elsker det hele. Jeg vil gerne fritage ledere for samtidig at skulle motivere og inspirere folk hele tiden. Mød i stedet bare op og udfør arbejdet, så vil folk holde mere af dig for det.

Becca Banyard: Det er et virkelig interessant perspektiv. Jeg elsker det. Hvad anbefaler du så, at en leder gør for at hjælpe sine medarbejdere med at udføre deres arbejde og være i stand til at gøre det?

Jen Dary: Et virkelig godt spørgsmål at stille i en en-til-en-samtale er: Hvad står i vejen for dig? Hvad kan jeg fjerne for dig? Eller hvad har du brug for adgang til, som du ikke har adgang til lige nu?

Det kan være oplysninger eller Jira, hvad som helst. Hvad har du brug for adgang til, som jeg har adgang til? Eller bare helt ærligt stille de spørgsmål, være nærværende og være en ressource i stedet for bare at være en person på et organisationsdiagram. For at hjælpe folk med at udføre deres arbejde skal man sikre sig, at de kan arbejde effektivt, og at de har kanaler, hvorigennem de kan få kommunikation og relevante oplysninger.

Ligesom når man ser på en jobbeskrivelse og siger: Okay, fantastisk. Hvad ville denne person have brug for? Man behøver ikke engang have mennesket foran sig. Man kan bare sige: Helt konkret, hvad ville denne person have brug for for at kunne sende dette til tiden, sikre at kunden er tilfreds og så videre?

Man behøver ikke have personen foran sig. Så et godt råd, som nogle af jer, der lytter, måske kan bruge, er, at man inden man ansætter nogen, tager sit jobopslag og ved siden af skriver: Hvad skal jeg som leder gøre for at understøtte, at dette job bliver udført godt? Det fjerner faktisk alle nuancerne omkring: Vi ansatte personen, men vedkommende er lidt krævende på det punkt.

Nej. Vi taler i et tomrum. Hvad skal en leder gøre, for at denne person får succes? Nogle gange er det endnu lettere at tænke på den måde.

Becca Banyard: Det er så godt og kan bruges med det samme. Jeg elsker det. Vi runder snart af. Hvilket råd har du til en person, der lige nu har svært ved at finde en karriere, som vedkommende føler sig tilfreds i? Hvad er ét råd, du kan give dem?

Jen Dary: En af de mest almindelige ting, som folk, jeg ikke kender, eller faktisk også folk i mit netværk, spørger mig om, er: Hvordan bliver jeg coach? Det er ligesom “tingen”. Hvordan? Jeg vil gerne være coach, og måske bør du det, ikke? Jeg siger ikke, at folk ikke bør gøre det. Men nogle gange tænker jeg sent om aftenen: Vil alle være coach?

Man kunne lave en hel psykologisk lænestolsanalyse af den magt, nogen måske oplever, at en person har, når vedkommende er den vise gamle, der coacher alle. Selvom jeg håber, man på dette tidspunkt kan mærke på min personlighed, at jeg ikke ser mig selv på den hellige måde. Men jeg tror faktisk, at folk oftere reagerer på en slags opfattelse af, at jeg har det rigtige job, at jeg er en tilfreds og selvsikker person, og at det, der lyser mig op, tilfældigvis er det arbejde, jeg laver. Det er en meget fremmed ting.

Hvor ofte møder vi faktisk en person, der er fuldstændig på linje med og forbundet til det, vedkommende bør lave? Det sker ikke særlig ofte, og derfor tror jeg nogle gange, at folk forveksler mit job med min tilpasning, hvis jeg kan sige det sådan. Det, de virkelig ønsker, er den glans, der følger med at nyde det, man laver hver dag.

Så jeg vender tilbage til begyndelsen af vores samtale, men jeg tror, du er nødt til at spørge dig selv: Hvad er din tilpasning her? Hvad er du på planeten for at gøre? I nogle tilfælde kan det være selve indholdet i arbejdet. Jeg er projektleder, jeg er organiseret, og jeg elsker at få ting over målstregen.

Jeg føler mig så stolt, når vi afslutter noget. I andre tilfælde kan det være en bestemt gruppe mennesker. Jeg elsker at arbejde med børn. Eller det kan være en mission. Jeg elsker at arbejde inden for videnskab, fordi jeg gerne vil finde en løsning på demens. Der er ikke kun én skabelon til at finde ud af, hvad man elsker, men det bygger på idéen om, at man er en gave til verden.

For det er faktisk svært at få et barn, og til alle derude, som overvejer det eller prøver: Det er virkelig svært. Oddsene er ikke på din side. Så hvis du kom til verden på denne planet, hvad skal du så stille op med det? Jeg synes, det spørgsmål kan føles lidt glat og Oprah-agtigt, men jeg er ligeglad.

Det er det eneste, jeg kan lide at tale med mennesker om. Jeg overdriver en smule, men jeg synes, det er det, vi bør bruge vores tid på.

Becca Banyard: Fantastisk. Tak for det. For at runde af har jeg to spørgsmål til dig, som jeg stiller alle mine gæster, og jeg vil gerne høre dine svar. Det første er: Hvad tror du er den vigtigste ting, der holder medarbejdere glade på arbejdspladsen?

Jen Dary: Jeg tror, mit svar er mennesker. Hvis de kan lide dem, de arbejder sammen med, bliver det meget lettere. Og jeg mener ikke kun personlighed, men også evnen til at kommunikere og til at bringe noget svært på banen. Ikke at være bange for mennesker. Menneskene er selve arbejdet, ikke? Vi tog vores hund med til hundetræning, og kvinden jokede med, at det faktisk var mennesketræning, men at hundene var i rummet.

Det er mennesketræning, ikke? Vi er alle en del af det. Det er os selv, vi skal arbejde med og sammen med og opbygge færdigheder omkring. Det er ikke koden eller designet. Det er menneskerne, der er komplicerede eller fantastiske.

Becca Banyard: Okay. Næste spørgsmål. Hvad har du personligt brug for som leder for at få succes?

Jen Dary: Personligt har jeg brug for ventilationssystemer.

Jeg har brug for støttepersoner, som ikke er, altså, min virksomhed er meget lille, men jeg har brug for støttepersoner, som jeg ikke arbejder sammen med, så jeg kan sige: Åh gud, det skete i dag. Ikke? Jeg har brug for nogen, der er et trygt sted til den slags. Og jeg råder altid mine ledere til at lufte frustrationer til siden og opad. Man kan altså lufte frustrationer hos kolleger og opad i systemet, men man skal ikke gøre det nedad.

Hvis jeg er leder, for at gøre det konkret, og jeg har en frustrerende samtale med en anden afdeling, bør jeg ikke tage det med til min en-til-en-samtale med min direkte medarbejder og sige: Du ved, hvad designafdelingen går rundt og laver her? Det er altså så uprofessionelt. Få styr på det, folk.

Bliv voksen. En stærk leder vil have en form for ressource uden for arbejdet, hvor vedkommende bare kan være et barn et øjeblik, være vred, uden at det påvirker eller spreder sig til alle andre, man arbejder sammen med. Det gælder også meget for mig. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg havde en coach, og perioder, hvor jeg havde en terapeut.

Nogle gange har jeg bare brug for en gåtur. At passe godt på mig selv og min egen mentale tilstand er helt sikkert den vigtigste ingrediens for min succes.

Becca Banyard: Det er et virkelig godt råd. Jen, det har været en stor fornøjelse at have dig med i programmet. Tak, fordi du deltog. Hvor kan folk, der gerne vil kontakte dig eller følge dit arbejde, gøre det?

Jen Dary: Min hjemmeside er beplucky.com. Måske kan I sætte den i shownoterne. Vi er på Instagram @bepluckster. På LinkedIn kan man bare søge efter Plucky eller efter mig. Og for at nævne det kan man også bare sende mig en e-mail på hello@beplucky.com. Jeg elsker bare at høre, hvad folk arbejder med, og jeg er meget venlig, så man behøver ikke være intimideret.

Jeg er ikke den vise, gamle mystiske coach. Jeg er bare den almindelige damecoach.

Becca Banyard: Fantastisk. Det elsker jeg. Tak, fordi I lyttede med. Hvis I kunne lide denne episode, må I meget gerne give os en anmeldelse og abonnere, så I får besked, hver gang vi udgiver en ny episode. Og hvis I gerne vil holde kontakten med alt inden for HR og ledelse, så gå til peoplemanagingpeople.com/subscribe og bliv en del af vores nyhedsbrevsfællesskab.

Indtil næste gang: Hav en fantastisk dag.