AI tvinger alle til at blive deres egen økonomi

David Rice: 92 millioner job vil blive fortrængt. Ingen på World Economic Forum argumenterer imod det tal. Debatten handler om det samlede omfang. Er det 300 millioner job? Er det 600 millioner job? Ilana Golan er grundlægger og administrerende direktør for Leap Academy, og det er de reelle konsekvenser af denne afgrund, hun gerne vil tale om.

Det er ikke en gradvis organisatorisk transformation, men en samfundsmæssig afgrund, som vi behandler som et arbejdsstyrkeproblem, fordi beslutningstagere tøver med at beskrive den ærligt. I dagens program vil Ilana og jeg udforske, hvad der sker, når dine kompetencer har en holdbarhed på et til to år. For tredive år siden lærte du en kompetence og gik på pension med den.

Nu skal du genopfinde dig selv med få måneders mellemrum. Den traditionelle karrierestige brænder, og afstanden mellem mennesker, der kan tilpasse sig, og mennesker, der ikke kan, er det, der gør dette farligt. Administrerende direktører på World Economic Forum sagde noget afslørende. De indrømmede flere gange om dagen, at de simpelthen ikke ved det. Alle kæmper med det samme spørgsmål om, hvordan man bygger en organisation, der kan håndtere forandringstempoet.

Men der er et andet spørgsmål, der er værd at stille: Hvordan bygger vi mennesker, der kan genopfinde sig selv i det nødvendige tempo? Der mangler meget i samtalen om opkvalificering lige nu, blandt andet at mennesker bliver nødt til at blive deres egen økonomi, skabe porteføljekarrierer og lære at pakke og sælge sig selv.

Og lige nu er rekrutteringsvirksomheder og uddannelsessystemer ikke rustet til dette øjeblik. Den gode nyhed er, at det aldrig har været lettere at blive sin egen økonomi. Den dårlige nyhed er, at organisationer allerede forventer, at du tidobler dig selv. Så i dag skal vi tale om kompetencers holdbarhed, og hvorfor det nu er obligatorisk at genopfinde sig selv med få måneders mellemrum, porteføljekarrierer og det at blive sin egen økonomi, fem-fem-fem-reglen til at overvinde beslutningslammelse, og hvorfor organisationer forventer tidoblet produktivitet, men ikke fortæller dig det direkte.

Jeg er David Rice. Dette er People Managing People. Og hvis du har tænkt på dette som et øjeblik for opkvalificering i stedet for et øjeblik for genopfindelse, kommer denne samtale til at ændre din forståelse af det. Så lad os gå i gang.

Ilana, velkommen til programmet.

Ilana Golan: Ah, David, det er så dejligt at være her og så dejligt at være sammen med alle lytterne.

David Rice: Fremragende, fremragende. Vi er glade for at have dig med. Vi talte lidt sammen inden dette, og jeg vil gerne begynde med, at du brugte ordet afgrund, da du beskrev det, der kommer med AI, ikke? Og jeg tror, mange af os mærker det, hvor det føles, som om vi nærmer os et øjeblik, hvor der ikke er nogen vej tilbage, og hvor titusinder eller endda hundredvis af millioner mennesker bliver nødt til at genopfinde sig selv som en del af dette.

Det er en langt større udfordring, end jeg tror, de fleste mennesker ønsker at fremstille den som. Men jeg er nysgerrig: Hvad ser du, der gør dig ret sikker på, at det er den retning, vi bevæger os i?

Ilana Golan: Ja, det er virkelig et godt spørgsmål. Først og fremmest er der ingen vej tilbage, vel? AI er her, og den er kommet for at blive.

Det eneste spørgsmål er nu, hvordan vi tilpasser os så hurtigt, som det menneskeligt er muligt. Jeg er netop kommet tilbage fra Washington D.C. Der var World Economic Forum og Verdensbanken ved IMF-møderne, og et af de tal, ingen argumenterer imod, er, at omkring 92 millioner job vil blive fortrængt, så der er ingen uenighed om det.

Jeg tror, den eneste diskussion, jeg så, handler om, hvorvidt der derefter kommer 300 millioner eller 600 millioner. Så jeg mener, at størrelsesordenen er meget tydelig. Det eneste spørgsmål er, hvordan vi tilpasser os, og hvordan vi får alle med for at lukke kløften så hurtigt som muligt. For det er kløfterne, der gør det meget farligt for mennesker.

Hvis de ikke tilpasser sig, bliver det virkelig farligt. Og jeg er også her i Silicon Valley. Jeg ser teknologien, jeg ser fyringerne, jeg ser, at garagen, hvor Apple blev grundlagt, ligger lige bag dette hegn bag mig. Så jeg er omgivet af alt det, der sker her i Silicon Valley, og det er fantastisk at se.

Det er meget tydeligt, at vi står foran denne enorme afgrund, og jeg tror, det eneste spørgsmål er, hvad vi vil gøre ved den. Det er min passion. Jeg vil hjælpe så mange mennesker som muligt med at sprede budskabet og sikre, at de har værktøjerne til at bygge oven på den og tage afsæt fra den, ikke blot blive kvalt eller forsøge at overleve.

David Rice: Ja, det føles, som om vi ofte bliver suget ind i samtalen om organisatorisk transformation, hvilket selvfølgelig giver god mening i forbindelse med denne podcast. Men som samfund har vi en tendens til at tænke på det som et organisatorisk skifte, og det antyder en gradvis forandring.

Det er ikke sådan, at der kommer et pludseligt skifte, og så er det overstået, vel? Men i virkeligheden er det ikke den eneste måde, det sker på. Og hvis du har ret, er konsekvenserne også langt større, end de fleste organisationer planlægger efter. Så det omformulerer dette fra et arbejdsstyrkeproblem til et samfundsproblem, hvilket jeg tror, vi alle inderst inde ved, at det er.

Men det er interessant, at der er så stor tøven blandt de mennesker, der træffer beslutningerne, med hensyn til at tale om det på den måde.

Ilana Golan: Jeg tror, at alle inden for teknologi og økonomi allerede indrømmer, at dette er den største samfundsforandring, vi nogensinde har set som mennesker. Det sker lige nu. Det eneste spørgsmål er, hvordan vi kan tilpasse os så hurtigt som muligt, og hvordan vi kan hjælpe så mange mennesker som muligt med at sikre, at de ikke sakker bagud.

Så jeg tror, vi ved, at det er en samfundsforandring. Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, da jeg sad på World Economic Forum, var antallet af administrerende direktører. Der var omkring 500 direktører fra store virksomheder. Et tema, der vendte tilbage igen og igen, var, at vi virkelig er nødt til at indrømme flere gange om dagen, at vi simpelthen ikke ved det.

Det eneste spørgsmål er: Hvordan bygger vi en organisation, der kan håndtere forandringstempoet? Og jeg tror, det er det, det hele handler om. Hvordan bygger man organisationen, men også mennesker, der kan genopfinde sig selv i det tempo, der er nødvendigt lige nu? For vi behøver ikke længere genopfinde os selv hvert par år.

Vi er nødt til at genopfinde os selv hele tiden, nærmest med få måneders mellemrum, og det er tankevækkende for mange mennesker.

David Rice: Ja. Det er tankevækkende at forsøge at følge med, ikke? Forestil dig, at du ikke brugte Claude i tre måneder, og så tændte du det igen. Du ville sige: "Hvad kan den nu?"

Ilana Golan: David, jeg er sikker på, at nogle af dine lyttere stadig tænker, at AI bare handler lidt om at skrive en instruktion i ChatGPT.

Det er det, jeg mener med kløften. Det er så svært at følge med i agenter, kodning og alt det andet. Der er simpelthen så meget. Det er vanvittigt.

David Rice: Jeg tror, det var The New Yorker eller nogen andre, der lavede en virkelig interessant grafik. Den viste hele verden med alle mulige små felter for hver milliard mennesker eller deromkring.

Det var nok snarere 100 millioner eller noget i den stil. Den var stor, og så så man antallet af mennesker, der bruger AI, og tænkte: "Det er faktisk stadig et meget lille antal." Vi har en tendens til at tænke, at det er overalt, men det kommer, ikke? Vi bliver ved med at have samtaler om omskoling, og vi har haft dem siden ChatGPT.

Faktisk siden før ChatGPT. Det har været i gang. Men det nåede næsten feberhøjde, så snart det kom ud, og vi begyndte at høre om det hele tiden. Men det virker, som om du mener, at den måde, vi indrammer det på, er lidt for snæver. Hvad mangler efter din mening i samtalen om omskoling og opkvalificering?

Ilana Golan: Siden covid-19. Jeg tror, der var noget før, men covid-19 blev et springbræt for mange mennesker til at gentænke deres karrierer og tænke over, hvad der skulle ske nu, og det har helt sikkert sat fart på udviklingen. Og så begyndte folk, da AI kom, at tænke: "Okay, så jeg er nødt til at genopfinde mig selv. Hvad ser det ud som?"

Der er nogle ting, David, som jeg synes er virkelig interessante. Først og fremmest: Hvis du ser på en graf over en kompetences holdbarhed. Hvis du ser på dine kompetencer for 30 år siden, tjente en kompetence dig i 30 eller 40 år. Du kunne gå på pension med et flot ur og en fest, ikke?

Men hvis du ser på, hvordan det ser ud nu, er det faktisk fascinerende. Dine kompetencer er værdifulde i omkring et eller to år. Og jo tættere du er på videnbaserede kompetencer, desto kortere er perioden. Hvis du arbejder mere manuelt, har du lidt mere tid. VVS-installatører har for eksempel lidt mere tid, ligesom folk, der arbejder med at skabe cement i datacentre.

Men det afhænger af kompetencerne. Lige nu kommer du til at genopfinde dig selv med få måneders mellemrum. Så du er nødt til at finde ud af, hvordan du gør det. Når vi ser på organisationer, vil hver person i sidste ende være ti gange mere produktiv. På et tidspunkt når man en form for loft.

Så den traditionelle karrierestige brænder, og jeg synes, det fascinerende er, at mennesker vil begynde at blive deres egen økonomi. På den anden side har det aldrig været lettere at blive sin egen økonomi. Der er så mange måder at tjene penge på i dag, at det er tankevækkende. Men jeg tror, at alle bliver nødt til at vide, hvordan de pakker sig selv ind, hvordan de sælger sig selv, og det er en kompetence, vi ikke lærer. Mennesker kommer til at blive deres egen økonomi og skabe en form for porteføljekarriere.

Så jeg tror, at fremtidens karrierer kommer til at se meget anderledes ud end nutidens karrierer.

David Rice: Ja. Du skal ikke bekymre dig om bare at pudse dit CV og din LinkedIn-profil. Der bliver meget mere end det.

Ilana Golan: Det kan du godt gøre, men der er flere ting, du skal gøre.

David Rice: Jeg kunne godt lide det, du sagde, for omskoling forudsætter, at der findes en stabil destination, du kan sigte efter. Og jeg tror, vi ser nu, at det snarere er en kontinuerlig bevægelse.

Ilana Golan: Og det lærer vi ikke i skolen.

David Rice: Præcis. Man lærer ikke en ny kompetence én gang. Evnen til at tilpasse sig og blive ved med at genopfinde sig selv bliver virkelig den vigtigste kompetence. Vi taler her om, hvorvidt det er muligt at lære den, og hvordan vi gør det.

Men det er bestemt et stort skifte i tankegang, og hvis man er over en vis alder, kan jeg godt se, hvordan det bliver meget...

Ilana Golan: Ja, det er skræmmende.

David Rice: Ja.

Ilana Golan: Men den gode nyhed er, at det er en muskel, og det er en kompetence, man kan lære. Jeg ønsker ikke, at det skal føles skræmmende for folk. Der er et skifte. Det kræver lidt læring, aflæring og genlæring.

Men i almindelig forstand handler tilpasningsevne grundlæggende om at lære så hurtigt som muligt, eksperimentere så hurtigt som muligt, træffe beslutninger og gentage. Problemet er, at uddannelsessystemet aldrig rigtigt lærer os at eksperimentere. Enten får du et A, et B, et C eller et F.

Men hvis man tænker på eksperimentering, burde man faktisk ønske at få et F så mange gange som muligt. I uddannelsessystemet vil man næsten aldrig se et F, fordi det er noget dårligt. Men i eksperimentering er det faktisk det modsatte.

Prøv så mange ting som muligt, mislykkes så mange gange som muligt, og så lykkes du. Jeg tror derfor, at der næsten er en aflæring, der skal finde sted, før folk lærer at tilpasse sig.

David Rice: Det er jeg enig i. Den anden del handler også om organisationer. Vi putter stadig mennesker i kasser som roller, funktioner og jobfamilier, og så bliver man lidt tryg ved det. Det lokker os til at tro, at denne jobgruppe er sikker, og at disse kompetencer vil holde.

Vi kan blive lullet ind i en følelse af tryghed, selv om kompetencerne inden for rollerne hele tiden ændrer sig. Ser du den model bryde meget hurtigt sammen? Er det en del af, hvordan vi går ud over afgrunden? Går alt bare ud ad vinduet?

Ilana Golan: Du har helt ret.

Vi putter alle mennesker i kasser, og man putter også sig selv lidt i en kasse. Man er enten sælger, produktperson, administrator eller noget andet. Man putter sig selv i kassen, og andre putter en i en kasse. For at genopfinde sig selv er man næsten nødt til at skifte kasse. Det er noget, vi normalt ikke ved, hvordan man gør.

Hvis du for eksempel bare ændrer din titel eller dit banner på LinkedIn, ser folk dig ikke pludselig i et nyt lys. De ser dig bare med et andet banner. Du er stadig i den samme skabelon.

David Rice: Sejt, nyt job. Tillykke.

Ilana Golan: Præcis. Men det interessante er faktisk det, vi har fundet, og jeg har arbejdet med Leap Academy og tusindvis af mennesker. Det, vi fandt, er virkelig grundlæggende.

For at komme ud af den kasse, man er blevet placeret i, er man nødt til at skabe en wow-effekt. Hvis du ser et barn hver dag, lægger du ikke mærke til forskellen. Men hvis du pludselig ser barnet efter et år, siger du: "Wow, hvad skete der?" Det er den effekt, vi skal skabe, og for at skabe den skal vi lave et mønsterbrud i folks opfattelse af, hvordan de ser dig.

Hvis du vil ud af den kasse, du er blevet placeret i, og for eksempel gå fra produkt til salg, fra salg til markedsføring, fra markedsføring til iværksætteri eller blive kendt som coach eller konsulent, kræver det et stort og hurtigt skifte. Når folk ser den hurtige forandring, siger de: "Wow, hvad skete der? Jeg vidste ikke, at personen kunne det," og pludselig begynder de at sende dig muligheder inden for det område.

Det er noget af det, vi lærer: Hvordan skaber man dette mønsterbrud, og hvordan opbygger man en muskel, så man kan gøre det igen og få flere muligheder? Et mønsterbrud er virkelig betydningsfuldt. Især lige nu er det så svært at hæve sig over støjen.

Hvis man tænker på AI, er alle gennemsnitlige. Og hvis de ikke engang bruger AI, er de ikke engang gennemsnitlige, så de har reelt ingen chance. Men hvis alle er gennemsnitlige, hvordan hæver man sig så over støjen? Hvordan bliver man kendt og synlig? Det bliver et meget vanskeligt problem for både enkeltpersoner og virksomheder.

Støjen i systemet er enorm, men den eneste måde er at lære virkelig at pakke sig selv som en kategori, hvor ingen andre er. Du er anderledes end alle andre, og det skaber differentiering. Når du først kan gøre det, lære at åbne døre og opbygge autoritet, kan du pludselig genopfinde dig selv og springe igen og skabe tilpasning.

David Rice: Jeg elsker denne idé om mønsterbruddet. Men fra et organisatorisk perspektiv tænker jeg, at en del af problemet er den struktur, folk befinder sig i. Mange af os er stadig i systemer, der blev bygget til stabilitet. Verden bliver mere flydende og forstyrret, og de systemer tilpasser sig ikke nødvendigvis eller ser de muligheder, der findes.

Hvordan skaber man så det øjeblik? Hvilke råd ville du give til en person, der vil vise noget nyt, som vedkommende har udviklet evnen til at gøre?

Ilana Golan: Det afhænger virkelig af målet, men sådan ser jeg på det: Det er altid lettere at springe, når man ikke er nødt til det. Det er den første læring. Jeg lærte det desværre på den hårde måde. Jeg stod uden job og uden en nystartet virksomhed og forsøgte at finde ud af, hvem i alverden Ilana var.

Jeg mistede min identitet. Jeg havde aldrig tænkt strategisk over mit brand, min identitet eller noget andet. Da jeg mistede det, mistede jeg mig selv, mit håb og alt andet. Derfor vil jeg sige til folk: Begynd først og fremmest at være meget målrettede og strategiske med hensyn til at være klar til at springe, også selv om du ikke skal nogen steder.

Vær klar til at springe, selv hvis det er internt i en organisation, hvis du blot vil klatre op ad karrierestigen, skabe en plads i et rådgivende udvalg, holde foredrag eller lave et sideprojekt som coaching eller rådgivning. Der er så mange muligheder i dag.

Det første er at være bevidst om, hvad du vil. Hvordan fortæller du den historie? Hvordan opbygger du det rigtige netværk for at skabe muligheder og åbne døre? Og hvordan sikrer du, at dit brand ikke er helt afhængigt af én titel og én virksomhed? Det er ikke sikkert længere.

Jeg vil sige, at det vigtigste er at være klar til at springe. Bliv virkelig målrettet og strategisk. Noget, vi ofte hører fra mennesker, er: "Jeg sov mig gennem livet, og pludselig vågnede jeg på grund af dig." Jeg ville ønske, jeg havde sagt det til mig selv: Vågn op.

Jeg troede, jeg var vågen. Jeg troede, jeg bevægede mig. Men sandheden var, at jeg arbejdede hårdt og var i bevægelse uden nogensinde at være målrettet eller strategisk, og uden virkelig at tænke over, hvad der kom bagefter. Jeg ventede bare på, at mulighederne skulle falde ned i skødet på mig, og det er ikke den rigtige sindstilstand længere.

David Rice: Jeg kan godt lide, at du sagde, at man skal være flerdimensionel. Man kan ikke bare være en jobtitel, der forbindes med en bestemt virksomhed. Man er nødt til at opbygge et flerdimensionelt brand og finde forskellige måder at vise sine resultater på.

Det gode ved teknologien er, at den åbner døren til det, der er muligt. Der er en million forskellige måder at vise den slags arbejde, man laver, på. Så det er igen et skifte i tankegangen. Det er en mulighed. Noget, du sagde tidligere, som jeg synes er interessant, er idéen om, at mennesker skal tænke på sig selv som deres egen økonomi.

Det er et stort skifte fra den måde, de fleste af os blev lært at tænke om arbejde på. Hvordan ser det ud i praksis? Hvad bygger tankegangen om, at jeg er min egen økonomi, på?

Ilana Golan: Jeg er ikke en af dem, der mener, at alle bør være iværksættere. Iværksætteri er generelt meget sværere end at have et job, hvor nogen betaler dine regninger. Hvis du har et job, har du det 95 procent lettere end alle andre.

Jeg ved, at alle har deres eget liv, og jeg sammenligner ikke mennesker. Men det er bedre at vide, at ens økonomi er relativt stabil, selv hvis man er underbetalt eller ikke værdsat, end at være selvstændig og håndtere alt det besvær, der kan følge med.

Men i en tid, hvor karrierestigen ikke længere er sikker, tror jeg, at alle i det mindste skal vide, at de kan stå på egne ben, hvis de får brug for det. Vi kan alle pakke vores ekspertise, vores kompetencer, vores forbindelser og alt det, vi har at tilbyde verden, så godt, at vi kan markedsføre og sælge det på den ene eller anden måde.

Det kan være som deltidsressource, konsulent, coach, foredragsholder, rådgiver eller bestyrelsesmedlem. Der er mange måder, men du bliver nødt til at lære at pakke og sælge dig selv, og det er ikke let. Det er langt sværere at sælge sig selv end at sælge en andens produkt.

Vi bliver alle nødt til at lære det, fordi man ikke ønsker kun at være afhængig af, at nogen betaler ens regninger. Det er noget, alle bør begynde at tænke seriøst over. Når det rammer for sent, og man er tvunget til det, er det et meget svært tidspunkt.

Hvis du gør det, mens du er tryg, og nogen betaler dine regninger, kan du begynde at opbygge en portefølje ved siden af. Det er meget lettere. Dit arbejde er din investor i den anden del af dit liv, selv hvis du bliver der for altid.

Men nu ved du, at du altid kan skabe en ekstra indkomst på fem eller seks cifre, eller hvad du ønsker, ved blot at opbygge den rigtige portefølje. Det er noget, jeg ville ønske, flere lærte. Jeg mener, det er uansvarligt ikke at undervise i og opbygge denne slags muskel.

David Rice: Det, vi taler om, er at lære dig at designe din egen værdi.

Ilana Golan: Det er stærkt.

David Rice: For mange mennesker er det både styrkende og skræmmende. Men du brugte den rigtige analogi, fordi man ikke nødvendigvis behøver at være iværksætter. Man kan være kontrahent eller lave forskellige ting uden at drive en fuldt udviklet virksomhed.

Der er forskellige måder at gribe det an på, men det er et iværksættermindset, fordi man skaber mere handlekraft for sig selv. Man fjerner sikkerhedsnettet en smule, men måske kan man også genskabe det.

Ilana Golan: Men det er frihed, David. Hvis du lærer at holde af det, er det frihed.

Mere end noget andet er det valgfrihed, fordi du selv kan vælge, om du vil arbejde hårdere, tage en pause, ansætte medarbejdere eller lade være. Det er faktisk frigørende. Men jeg siger ikke, at jeg vil sælge dig idéen om en arbejdsuge på fire timer. Jeg tror ikke, det er sandt.

Jeg tror, du kommer til at arbejde hårdere, end du nogensinde har gjort før.

David Rice: Ja. Det var i hvert fald min erfaring. Det var det hårdeste job, jeg nogensinde havde.

Ilana Golan: Ja.

David Rice: Bare at få det til at fungere.

Ilana Golan: Du bliver som regel den værste chef, du nogensinde har haft.

David Rice: Ja. Man skal huske, at man er ansvarlig over for sig selv, så man skal stå op og gøre det. Der er ingen, der kigger dig over skulderen.

Ilana Golan: Ingen redder dig.

David Rice: Og den ting, du ikke har lyst til at gøre, skal du gøre alligevel. Det er udfordringen. Noget, der stod frem, da vi talte sammen før programmet, var, hvordan folk sidder fast i forsøget på at træffe den rigtige karrierebeslutning for de næste 10 eller 20 år.

Ilana Golan: Ja.

David Rice: Jeg tror ikke, mange af os ved, hvad vi skal lave om et eller to år. Men hvis nogen stadig tænker i store tidsblokke og siger: "Dette er min vision for de næste 5-10 år," vil du så sige, at den tankegang er lidt farlig lige nu?

Ilana Golan: Ja. Man behøver ikke længere træffe beslutninger for 20 år. Folk genopfandt sig selv oftere, også for få år siden. Men lige nu behøver du slet ikke tænke så langt, fordi ingen ved, hvad der er lige rundt om hjørnet.

En af de ting, jeg gør med vores kunder, kaldes fem-fem-fem-reglen. Det er en måde at se sin karriere som et eksperiment på. Når du fjerner angsten ved at skulle træffe en perfekt beslutning for de næste 10 eller 20 år, frigiver du dig selv til at eksperimentere, prøve og udforske forskellige ting.

Så skaber du ikke bare lønnen, men også det liv, du ønsker med lønnen. Det betyder normalt et langt lykkeligere, mere meningsfuldt og mere autentisk liv end det, du nogensinde har haft. Det er en stor fordel ved faktisk at skabe det liv, du altid har ønsket dig.

David Rice: Historisk er vi blevet lært at tænke på store livsbeslutninger som forsigtige og langsigtede beslutninger. Find den rigtige partner, køb det rigtige hus og den rigtige bil. Alt bliver præsenteret som en enorm beslutning og et stort ansvar.

I dette miljø kan forsigtigheden faktisk arbejde imod dig. Det handler i nogle tilfælde mindre om at have ret og mere om at kunne bevæge sig med det, der kommer.

Ilana Golan: Lige nu er det at lade være med at træffe en beslutning også en beslutning. Det er en beslutning om at sidde fast eller miste relevans. Det er farligt.

I AI-æraen er det blevet meget lettere at udføre ting, fordi AI kan skabe ting langt hurtigere. Vi er flaskehalsen. Vores evne til at træffe beslutninger er faktisk flaskehalsen i hele systemet.

Hvis du ved, hvordan du træffer hurtigere beslutninger, bliver du langt mere effektiv. En del af det er at beslutte, hvad der skal ske nu, langt hurtigere og at tænke på det som et eksperiment i stedet for en beslutning med en massiv følgevirkning.

Hvis du tænker på det som et eksperiment, er det faktisk ret let at beslutte. Det er ret sejt.

David Rice: Du har udviklet denne fem-fem-fem-regel som en måde at hjælpe folk med at bevæge sig hurtigere. Kan du føre os igennem den og samtidig tale lidt om, hvorfor hastighed er så vigtig lige nu, og hvordan vi ved, om vi bevæger os hurtigt nok?

Ilana Golan: Jeg ved ikke, om vi kan vide, om vi bevæger os hurtigt nok, men hastighed er vigtig af flere årsager. Som ledere, og hvis vi til en vis grad bliver vores egen økonomi, er en af de mest grundlæggende forandringer, ledere skal gennemgå, at vi er opdraget med hvis-så-ellers-tænkning.

Hvis jeg opnår dette, gør jeg det. Hvis jeg lærer godt, får jeg et A. Sådan er vi indrettet. Problemet er, at man som leder ikke har den fordel. Man skal træffe beslutninger baseret på håb og drømme og først se resultaterne senere.

Man ansætter og ser resultaterne senere. Man investerer i annoncer og ser resultaterne senere. Man er nødt til at vende den måde, man træffer beslutninger på. Du får aldrig alle de data eller al den sikkerhed, du har brug for. Du skal skabe fremdriften og bevægelsen, og det er faktisk fremdriften, der skaber klarheden.

Jeg har arbejdet med mange startup-acceleratorer som Google, Singularity University og Carnegie Mellon. Det interessante ved startup-acceleratorer er, at de skaber den mest utrolige forandring, man kan se hos mennesker.

De mennesker, der kommer ind i en accelerator, er potentielle grundlæggere. På få uger gør man dem til potentielle administrerende direktører for virksomheder til mange millioner. Det er den mest grundlæggende forandring, jeg nogensinde har set hos mennesker, og jeg tænkte: "Det er interessant. Hvorfor har ingen bragt det ind i karrierernes verden?"

Så jeg tog hele idéen om startup-acceleratorer ind i karrierernes verden, enten når folk vil finde et job eller starte en indtægtsskabende virksomhed. Disse acceleratorer skaber et hurtigt mønsterbrud.

Fem-fem-fem-reglen er blot ét eksempel. Den er en måde at træffe beslutninger på: fem timer, fem dage og fem uger.

Hvis nogen overvejer mange muligheder, mange titler eller brancher, rådgivning, coaching eller noget andet, skal de først reducere det til for eksempel fem muligheder og derefter vælge én, som enten er hurtigst eller giver mest energi. Vi har også en metode til at vælge ud fra ens genialitetszone og nødvendigheder.

Når du har valgt én, skal du ikke spørge: "Er det dette, jeg vil lave resten af mit liv?" Du skal spørge: "Er det her fem timer af min tid værd?" Det er alt. Hvis du prøver at tænke på flere ting på samme tid, kan hjernen ikke rumme det. Græsset er altid grønnere på den anden side, og du kører i cirkler. Det er dér, ubeslutsomheden opstår.

I de fem timer skal du lære så meget som muligt om muligheden, om mennesker, der har rollen, og om hvordan de udvikler sig. Hvad taler de om? Hvad skriver de om? Hvad offentliggør de?

Derefter skal du træffe en beslutning: Er det fem dage af min tid værd? Det er ikke resten af livet. Hvis det ikke er fem dage værd, er det godt, at du fandt ud af det efter nogle timer og ikke efter måneder.

Hvis det er fem dage værd, prøver du det lidt af. Giver min historie mening? Kan jeg pakke mig selv godt til denne mulighed? Hvis jeg prøver det med to mennesker, jeg kan lide, giver det så mening?

Du afprøver det lidt og spørger derefter: Er det fem uger af min tid værd? I de fem uger begynder du at brande dig selv og udforske det mere.

Når du ser på det på den måde, skaber det en følelse af, at du kan gå tilbage når som helst. Fremdriften skaber klarhed, og fremdriften skaber resultater. Det er sådan, vi træffer beslutninger hurtigere. Det farligste lige nu er ubeslutsomhed, fordi den får mennesker til at sidde fast.

David Rice: Jeg kan også godt lide, at det sænker indsatsen en smule. Du tester en retning i passende, trinvise mængder. Hvis du stadig har dit job, er det et godt tidspunkt at prøve noget sådant på. Du kan måske skabe lidt fremdrift, og hvis det værste sker, er du allerede i bevægelse.

Det føles ikke, som om du skal gøre alt nu. Mange føler en lammende følelse af hast. Som du siger, går de næsten ind i en tilstand af lammelse. Hvis man frygter for sit livsgrundlag, skaber det den følelse, så man har brug for noget, der sænker indsatsen lidt.

Ilana Golan: Jeg kan lide fem-fem-fem af flere årsager. Den værste situation er faktisk ikke altid en dårlig karriere. Den dårlige karriere råber til dig: "Kom væk, skift." Det er den gode karriere, der ikke er din, og hvor du kan blive siddende ulykkelig i lang tid.

Du nævnte en kritisk beslutning med høj indsats. Jeg fik idéen til fem-fem-fem fra venturekapitalverdenen. Der kan være tusindvis af mennesker, der går til den samme venturekapitalfond for at få penge. En enkelt administrator kan ikke beslutte, om det er værd at investere millioner af kroner eller ej. Det er overvældende.

Så det eneste, vedkommende skal beslutte, er: Er det her et telefonopkald værd? Under opkaldet ser man på, om det er værd at invitere dem ind på kontoret, så nogle få mennesker kan møde dem. Man tager ét trin ad gangen, og det gør det meget lettere at træffe beslutninger og skabe bevægelse.

Når man skaber et miljø, hvor indsatsen ikke er så høj, skaber folk meget mere bevægelse.

David Rice: Da du nævnte startup-acceleratoren, tænkte jeg, at det virkelig fremhæver, hvor mærkeligt det er, at noget tilsvarende ikke findes for karrierer. Det er en mangel ved karriereinfrastrukturen. Broen er ved at kollapse over os alle.

Ilana Golan: Så er tiden inde.

David Rice: Når vi tænker på, at rekrutteringsvirksomheder eller dele af uddannelsessystemet ikke er rustet til det, der sker, findes der så systemer, der kan hjælpe folk med at indhente det forsømte? Eller i det mindste udfylde det hul, som de ting traditionelt har hjulpet os med at finde vej gennem?

Ilana Golan: Den gode nyhed er, at Leap Academy er et af dem. Men ethvert AI-værktøj vil helt sikkert hjælpe dig mere end de fleste rekrutteringsvirksomheder lige nu.

Lad os være ærlige. Hvis en virksomhed afskediger mange mennesker, er der en god chance for, at hele arbejdsområdet for den specifikke rolle også er ved at blive fjernet i mange andre virksomheder. Hvis du bare ændrer dit CV lidt, hjælper det dig ikke.

På den anden side har du mange overførbare kompetencer. Hvis du lærer at pakke dig selv og flytte dig til noget andet, kan det være dér, din værdi ligger i andre miljøer. Jeg ved ikke, om jobformidlinger virkelig gør det endnu. De forsøger sikkert også at forstyrre deres egen model, men generelt vil ethvert AI-værktøj hjælpe dig mere.

Læg heller ikke alle dine æg i én kurv. Det er farligt lige nu. Hvis du ikke begynder målrettet at skabe en form for porteføljekarriere, vil det skade dig.

Vi vil gerne hjælpe dig med at lande jobbet og derefter begynde at skabe din portefølje, for ellers er situationen vanskelig. Du har ret i, at der skal mange flere systemer på plads for at hjælpe, fordi vi taler om hundredvis af millioner af mennesker. Det kan ikke kun være Leap Academy og AI. Der er brug for mere end det.

David Rice: Jeg vil opfordre folk til at bruge værktøjerne. Måske er du ikke klar til udfordringen med at bygge en virksomhed eller skabe en sideindtægt. Måske kan værktøjet hjælpe dig med at gentænke din nuværende rolle, hvor den skaber værdi, og hvad du kan bygge videre på, så den holder længere og køber dig lidt mere tid.

Det betyder ikke, at den længere holdbarhed varer evigt, men den kan købe dig tid, så du er klar, når tiden kommer til at springe.

Ilana Golan: Det er vigtigt at sige. Folk har ikke brug for endnu en person, der forventer, at de finder en måde at tidoble sig selv på lige nu. Det forventer organisationerne allerede, også selv om de ikke siger det.

AI er vejen. Find ud af, hvor meget og hvor hurtigt du kan lære. Måske vil du skrive kode, bruge agenter eller eksperimentere. Men det handler ikke bare om en lille instruktion i ChatGPT.

Der kommer mere, og jo hurtigere du kan lære, desto bedre. Information er gratis overalt nu, så ingen kommer længere kun for information. De kommer for transformation.

Hvis du vil have et AI-værktøj, der hjælper med dit CV, kan du kontakte os. Vi giver dig det gratis. Du indsætter jobbeskrivelsen, det CV du har, eller rester af det, samt LinkedIn, og værktøjet skaber det for dig. Kontrollér det, men generelt er det meget enkelt.

Alt er automatiseret nu, så folk har ikke brug for hjælp til information. De har brug for hjælp til transformation. Find ud af, hvordan du kan være ti gange mere effektiv, møde anderledes op, opbygge større gennemslagskraft, skabe mere autoritet og blive synlig på det skjulte marked, så flere muligheder kommer din vej.

Det kan være til et job, forretningsudvikling, partnerskaber eller noget andet. Du bliver nødt til virkelig at flytte organisationen fremad, for at de skal føle, at du er nødvendig. Vær målrettet og strategisk, også selv om det ikke kommer direkte fra dem. De forventer det.

David Rice: Fremragende. Ilana, tak fordi du var med i programmet i dag. Det har været en fantastisk samtale.

Ilana Golan: Tusind tak, David. Det var så sjovt.

David Rice: Kære lyttere, før jeg går, vil jeg minde jer om, at hvis I ikke har tilmeldt jer nyhedsbrevet, kan I gå ind på peoplemanagingpeople.com/subscribe og tilmelde jer. I får alle de nyeste podcasts og alt det indhold, vi udvikler for at hjælpe jer gennem jeres karriere og jeres seneste udfordringer med personaleledelse, direkte i indbakken.

Indtil næste gang: Begynd at skabe jeres egen værdi.