Tempoet i AI’s udvikling, og hvad det betyder for arbejdspladsen

Læs transskriptionen:

Vi prøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Tilgiv venligst eventuelle slåfejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Christopher Lind: Hvad er du virkelig god til? Hvad brænder du virkelig for? Men lad os tale om, hvordan AI ændrer det, og du ved, hvad der er bæredygtigt ved det. For når jeg ser på færdigheder, er der nogle færdigheder i dag, som er fuldstændig holdbare.

David Rice: Velkommen til podcasten People Managing People. Vi arbejder for at skabe en bedre arbejdets verden og hjælpe dig med at skabe glade, sunde og produktive arbejdspladser. Jeg er din vært, David Rice.

Min gæst i dag er Christopher Lind. Han er øverste chef for læring hos ChenMed. I sin rolle befinder Chris sig i krydsfeltet mellem læring, forretning og den menneskelige oplevelse. I dag skal vi tale om AI, hvad det betyder for den menneskelige oplevelse på arbejdet og i livet.

Chris, velkommen!

Christopher Lind: Hej, tak fordi du ville have mig med, David. Jeg vil sige, at ud fra vores samtale før optagelsen kommer vi mildest talt til at have det sjovt i dag. Det bliver en god måde at afslutte en mandag på.

David Rice: Nå ja. Nej, altså, lad os være helt åbne over for lytterne. Vi har ikke på forhånd besluttet, hvad vi skal tale om, ud over et overordnet tema, som vi holder os inden for.

Christopher Lind: Det er faktisk godt, for hvis du havde gjort det, havde vi alligevel ikke fulgt det.

David Rice: Ja, det er rigtigt.

Christopher Lind: Det er lidt min stil. Det er sådan: Vi skal tale om det her. Nå, okay, så må vi se.

David Rice: Ja, præcis. Vi ville bare have smidt det ud ad vinduet efter det første spørgsmål.

Som udgangspunkt vil jeg selvfølgelig altid give vores gæster mulighed for at præsentere sig selv. Så fortæl os lidt om din karriere, hvordan du nåede dertil, hvor du er nu, og hvad du har beskæftiget dig med på det seneste?

Christopher Lind: Ja, lidt baggrund om mig. Jeg siger faktisk, at jeg først og fremmest er ægtemand og far. Jeg har syv små børn. Den ældste fyldte 13 i går. Så som du kan forestille dig, holder det mig meget, meget beskæftiget. Og for mig er det langt vigtigere end alt det, jeg laver professionelt. Men min baggrund er lidt usædvanlig, fordi jeg faktisk aldrig har arbejdet med HR.

Jeg arbejdede faktisk aldrig med HR, før jeg fik min rolle som øverste chef for læring, fordi jeg oprindeligt var en komplet computernørd, og alle troede, at jeg ville starte et softwarefirma eller noget i den stil, og jeg hadede det. Jeg syntes, det var virkelig kedeligt. Og jeg var fascineret af mennesker, men var især fascineret af den måde, teknologien ændrede mennesker på.

Det var tilbage i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor internettet lige var ved at komme, personlig computerteknologi lige var ved at blive udbredt, og mobiltelefoner lige var ved at komme frem. Og jeg tænkte: Det her er vanvittigt. Hvad kommer der til at ske i verden? Og derfor fandt jeg altid mig selv som den person, ingen rigtig vidste, hvad de skulle stille op med.

De sagde: Jeg ved det ikke, du er ikke rigtig teknolog, men du er heller ikke rigtig noget andet. Så jeg ved det ikke. Så jeg bevægede mig lidt rundt i min karriere, men det, jeg fandt ud af, var, at jeg altid var den person, virksomhedsledere ringede til, når de sagde: Her er, hvad vi prøver at gøre; hvordan får vi folk til at gøre det, og hvordan bruger vi teknologien til at gøre det så godt som overhovedet muligt?

Og det var mit stærkeste felt. Så jeg har haft en ret dynamisk karriere med nogle vanvittige virksomheder og nogle vanvittige opgaver, men jeg var altid integreret i en forretningsfunktion eller forbundet med en forretningsfunktion. Det var først for nylig, da ChenMed – det er nu tre år siden – ringede og spurgte: Vil du lede den måde, vi udvikler vores medarbejdere på i hele virksomheden? Og jeg tænkte: Altså, det lyder da interessant, så længe jeg kan gøre det på min egen måde, for jeg passer bestemt ikke ind i formen for de fleste ledere inden for virksomhedslæring.

Lad os bare sige det sådan. Det er den politisk korrekte måde, jeg vil formulere det på.

David Rice: Det kan jeg godt se. Jeg har talt med nogle stykker, og du har helt klart et unikt perspektiv.

Christopher Lind: Ja. Lad os bare sige, at jeg ikke bliver inviteret med til ret mange fester.

David Rice: Okay. Som sagt taler vi om AI i dag. Som en, der arbejder med læring og udvikling, ser du hele tiden nøje på, hvordan det påvirker arbejdspladsen, men også hvordan det påvirker os som mennesker.

Og vi kan komme ind på alt det, men jeg ville gerne begynde med det, vi talte om: Det, vi hele tiden vendte tilbage til, var grundlæggende den hastighed, hvormed det her kommer ind på arbejdspladsen og i samfundet som helhed, ikke?

Når vi taler om det, siger folk altid ting til mig som: Det her er ikke den første banebrydende teknologi, der ændrer den måde, vi lever på. Folk har sagt til mig: Biler ændrede alt. Jeg hører dig ikke sige, at vi skal gå tilbage og sænke farten med biler. Og jeg tænker…

Christopher Lind: Gå tilbage til de hestetrukne vogne, der druknede hestene.

David Rice: Ja. Ja. Det er godt nok at hive den frem. Og jeg tænker: Okay, men lad os lige folde det ud et øjeblik. Det tog 60 år at gå fra Model T til Ford Mustang. Og i den periode blev det mellemstatslige motorvejssystem bygget, autobahn blev anlagt sammen med nytænkning af bydesignet. Vi udbredte asfaltvejen.

Ikke? Teknologien ændrede sig ikke bare. Infrastrukturen i vores verden ændrede sig for at imødekomme den. Og det har en enorm afledt effekt, ikke? På tilgængelighed, miljøpåvirkning og så videre og så videre. Enhver handling har en reaktion. Når man sætter noget i bevægelse, ved man ikke nødvendigvis, hvad konsekvensen bliver.

Og jeg spekulerer bare på, når vi taler om det tempo, tingene bevæger sig med: Hvor bekymret er du for infrastrukturen i vores verden – altså den måde, vi er kommet til at gøre tingene på?

Christopher Lind: Er det bæredygtigt, eller kommer vi bare til at sprænge os selv i luften?

David Rice: Ja.

Christopher Lind: Ja. Det er virkelig sjovt, for jeg har lavet min podcast i næsten fem år nu.

Og det skyldes, at jeg har haft alle de her samtaler med teknologer og virksomhedsledere om forskellige ting, og noget har ændret sig markant omkring tidspunktet for pandemien. Det er den bedste vurdering, jeg kan komme med: Tingene har bevæget sig hurtigt i et stykke tid, og forandringstempoet er accelereret, men intet i stil med det, vi har set de seneste tre år.

Når det er sagt, tror jeg, at meget af den tvungne forstyrrelse, der kom ud af pandemien, faktisk var nødvendig. I den forstand tror jeg, at der var nogle forandringer, der ikke var sket. Vi holdt krampagtigt fast i den måde, tingene var blevet gjort på, selv om det var noget, der skulle ændres. Den uheldige del af det er, at det på en måde blandede kortene og kastede dem ud over hele køkkengulvet.

Men det, der bekymrer mig mest ved AI-tempoet, er, at selv de mest integrerede mennesker, jeg kender på området – folk, der er langt tættere på og meget dybere nede i kaninhullet, end jeg er – bliver ved med at sige: Jeg er lidt nervøs for det her, fordi vi hele tiden siger, at der går fem år, før… Og igen, det handler ikke bare om, at tingene bevæger sig. Det er dér, jeg bliver nervøs, når folk bare siger: Tingene ændrer sig for hurtigt.

Det er sådan: Hvad mener du? For hvis du ikke har et målrettet mål, er det lige så tvetydigt som alt andet. Men de teknologer, jeg kender, siger: Det her var milepæle, vi faktisk havde fastlagt, og det ville tage os så lang tid at nå dertil – og så har vi pludselig nået dem på en tiendedel af tiden.

Der går ti år, før vi faktisk implanterer en chip i nogens hoved, og den med succes forbinder sig til en computer. Vent, det er ikke ti år, det var tre måneder. Og tingene har ganske vist været under opbygning i længere tid end det, men nogle af de antagelser, man havde om, at den naturlige udvikling ville gå sådan her, er pludselig gået sådan her. Og noget af det, jeg ikke ser, er, at vi tager os tid til at spørge: Hvilke konsekvenser har det her, som vi ikke tager højde for?

Og jeg tror, at det er dér, man kombinerer de ting. Og jeg har da bekymringer. Når jeg ser på spektret, hører man folk som Eliezer Yudkowsky. Jeg talte om det i sidste uge. Han kom ud og sagde, at menneskehedens undergang kommer om så lidt som to år.

Og jeg tænkte: Det er den ene yderlighed – at vi om to år bare har ødelagt os selv. Så ser man den anden ende af spektret, hvor alle siger: Ah, det er det samme, som det altid har været. Vi tilpasser os bare stille og roligt, og alt går videre.

Jeg befinder mig et sted midt imellem, hvor jeg tænker: Vi kommer til at begå nogle kolossale fejl, og vi kommer til at gøre nogle virkelig dumme ting. Jeg har allerede rådgivet nogle mennesker, hvor jeg har sagt: Det kommer du ikke til at ønske at gøre, for det kommer til at eksplodere i hovedet på dig – og fået svaret: Nej, jeg tror, teknologien er klar.

Og så eksploderer det. Men jeg tror, den anden tåbelige fejl er at tænke: Åh nej, det er ikke sådan, vi har det fint. For jeg tror ikke, vi har det fint.

David Rice: Ja. Der er ligesom et helt spektrum af holdninger til det. Nogle mennesker er meget ubekymrede. Jeg skrev en artikel til hjemmesiden, der hedder De kognitive omkostninger ved bekvemmelighed. Jeg prøvede at undersøge, hvordan vores hjerner grundlæggende interagerer med teknologi, og hvor det her vil føre hen.

For jeg siger ikke, at teknologi kun har været dårlig for vores hjerner, lidt som en vej mod dovenskab, vel? På mange måder.

Christopher Lind: Dovenskab og narcissisme er to af de ting, teknologien har været virkelig god til at skabe i mennesker: Jeg hader alle, der ikke tænker eller handler som mig, og jeg bør få det, jeg vil have, når jeg vil have det, så hurtigt som muligt.

Og jeg burde ikke være nødt til at gøre noget, der gør mig utilpas, eller som jeg egentlig ikke har lyst til. De ting er ikke gode for den menneskelige sjæl.

David Rice: Eller for vores evne til at bruge logik og fornuft, vel?

Christopher Lind: Ja, lad bare maskinerne bestemme. Hvad kan der dog gå galt?

David Rice: Ja. Det er bare, fordi man går ned ad AI-kaninhullet med forskning, og så er det ligesom, som du siger, folk inden for branchen, der er med til at skabe det.

Jeg tror, det er den del, jeg hele tiden vender tilbage til. Jeg har aldrig set noget lignende. Da man udviklede forskellige sociale medieplatforme, kan jeg ikke huske, at nogen sagde: Det her kommer virkelig til at skade unge piger, eller det her kommer til at have en negativ effekt på den måde. Men vi ser folk inden for AI sige: Nej, det her går alt for hurtigt.

Og de beder faktisk regeringsorganer om at forsøge at sætte en form for opbremsning på det. Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende før.

Christopher Lind: Nej, jeg tror, den bedste sammenligning – og jeg var ikke engang født dengang – er atombomben, ikke? Jeg tror, det var det ene historiske øjeblik, hvor vi gik ned ad en vej, og folk sagde: Wow, jeg tror, vi er nødt til at skrue ned for det her.

Jeg tror, det her kan gå helt skævt. Men når man tænker over det, kunne man ikke have en 17-årig, der byggede en atombombe i sin garage. Så det var lidt lettere at regulere. Nu er det sådan: Hey, vi har givet dig noget, der er tusind gange kraftigere end det. Måske endda en million gange kraftigere end det.

Og du har ubegrænset adgang til det. Værsgo. Og jeg tror, det er dér, man ser nogle af de mennesker, der opdager det her. Når det er sagt, tror jeg, man skal tage det med et gran salt, for noget af det handler om, at folk sælger bøger. Det er sådan: Nå, du skabte alt det her, og nu forlader du det belejligt nok og advarer alle.

Det er lidt mærkeligt. Så jeg tror, man skal tage det med et gran salt, og man skal også se på menneskehedens historiske udvikling og sige: Vi har begået nogle virkelig dumme fejl gennem tiden. Vi har tilpasset os. Der er ting, vi kommer til at gøre. Men når jeg vender tilbage til det, tror jeg også, at de har meget gode grunde.

Jeg er på samme hold, hvor jeg siger: Der er nogle legitime bekymringer, som folk bør tænke kritisk over, før de bare siger: Lad os følge denne teknologiske vej og se, hvad der sker, uanset hvad.

David Rice: Ja, når det handler om læring, og vi tænker på vores hardware og software, så at sige – altså hjernen og dens processer – og vores evne til at følge med, har vi allerede set noget af den her transhumanistiske udvikling, der kommer, ikke?

Så mit spørgsmål er vel: I fremtidens arbejdsliv, hvordan arbejder man med læring og hjælper folk med at forblive konkurrencedygtige uden grundlæggende at bede dem om at tage ting til sig, som kan gøre dem ret utilpasse? Altså, har man brug for en chip i hjernen for at få succes på fremtidens arbejdsplads? Jeg ved det ikke.

Christopher Lind: Jeg havde en samtale i sidste uge, hvor jeg talte om, at en af ulemperne ved det her – og det er her, jeg advarer folk mod at blive så opslugt af den her hype-tredemølle – er, at det har bragt mange mennesker i en situation, hvor de føler, at de skal vide alt og være bedst til absolut alting.

Og man skal køre på 110 % hele tiden, ellers fordamper man bare ud i glemslen. Det er faktisk skræmmende retorik, som ikke hjælper, og den er ikke sand. Sådan forholder det sig ikke. Selv når jeg studerer og taler med de her mennesker, er der ting, hvor jeg siger, at der aldrig har været et bedre tidspunkt at specialisere sig i sin niche.

Og faktisk finde ud af: Hvad er det, jeg helt unikt er virkelig, virkelig, virkelig god til? Og jeg forstår kompleksiteten i det. Jeg forstår alle nuancerne i det og alt det der. Og jeg tror, noget af det, der faktisk hjælper folk mest, er at erkende: Se, du kommer ikke til at følge med i alt, hvad der foregår herovre, men du kan kende dit område virkelig godt og finde ud af, hvordan du navigerer i det. Og jeg tror, det kan være rigtig nyttigt for folk, der spørger: Har jeg brug for en chip i hjernen for at kunne overleve i 2027?

Jeg har ikke svaret på det på nuværende tidspunkt, for jeg har ikke set, hvordan vi kommer til at træffe beslutninger med de her ting. Men den tillid, jeg har set til, hvor stabil denne teknologi er, er ikke særlig stor. Den er bygget på mennesker. Vi er ustabile, splittede og fejlbehæftede. Vi eksploderer, fordi vi ikke er perfekte.

Så at tro, at AI skulle være perfekt og løse alle vores problemer, er efter min mening ren tåbelighed. Og det er her, jeg tror, der er en kosmisk ting, hvor man bliver nødt til at vænne sig til at være utilpas. Jeg har haft samtaler med folk, hvor jeg har sagt: Hvis du bliver ved med at gøre det, du gør nu, bliver du overflødiggjort – højst om to år. Jeg kunne erstatte dig med en chatbot om 12 måneder, hvis du gør det, du gør lige nu. Og jeg forstår godt, at det gør folk virkelig utilpasse, men nogen gik hen til skrivemaskinereparatøren og sagde: Computeren er her, du må hellere tilpasse dig, ellers bliver du nødt til at lukke butikken.

Og jeg er sikker på, at nogle af dem tænkte: Hvordan vover du? Jeg er en søjle i lokalsamfundet, der reparerer alles skrivemaskiner. Jeg vil være her til tidernes ende. Og svaret var: Nej, det kommer du ikke til. Så jeg tror, det er det paradoks.

David Rice: Ja, jeg kunne ikke være mere enig. Det er på en måde tingenes naturlige orden, at vi fortsætter med at udvikle os, og at vi bliver nødt til at udfordre os selv på forskellige måder. Mange af jobbene – tænk på noget som søgemaskineoptimering – eksisterede ikke, da jeg var barn. Så det er kun naturligt, at det fortsætter.

En af de ting, jeg synes er interessant, og hvor du som forælder sikkert har et interessant perspektiv, er dine børn, der kommer ud af gymnasiet lige nu. I årevis har man sagt til børn: I skal lære at kode.

I skal lære at kode. Og nu vil den her ting kunne skrive sin egen kode om fem år – det er jo lige om lidt. Så…

Christopher Lind: Den koder allerede sig selv.

David Rice: Ja, præcis. Så hvad siger vi til børnene, at de skal gøre? Hvordan griber du det an som forælder og leder?

Christopher Lind: Det her er virkelig interessant, fordi jeg kommenterede på det, da en af de store overskrifter var, at alle universiteterne nu udbyder bachelor- og kandidatuddannelser i kunstig intelligens. Og det her er det næste: Alle skal have en uddannelse inden for det og specialisere sig i det.

Måske er jeg kontrær, men jeg tænker, at det vil være den største fejl, alle kan begå, hvis de siger: Alle skal tage en uddannelse i kunstig intelligens og tro, at de er nødt til at gøre det. For ligesom med alt andet er der en hypecyklus, og ingen tog en uddannelse i internettet.

Det gjorde man bare ikke, fordi det var sådan: Nej, det er så allestedsnærværende. Det handler mere om: Hvad gør du med det? Vil der være plads til at specialisere sig i det? Selv hvis vi går tilbage til elektricitet: Specialiserede alle sig i elektricitet? Nej. Men de tænkte over, hvordan de kunne bruge elektricitet til at specialisere sig inden for deres eget felt.

Og jeg tror, det samme vil være tilfældet, når jeg taler med mine børn. Vi taler ikke om: Okay, nu skal I alle sammen mestre maskinlæring og lære at kode algoritmer. For hvis I ikke gør det, er I fortabte. Nej. Hvad er du virkelig god til? Hvad brænder du virkelig for? Men lad os tale om, hvordan AI ændrer det.

Og hvad er bæredygtigt ved det? For når jeg ser på færdigheder, er der nogle færdigheder i dag, som er fuldstændig holdbare. Man skal måske anvende dem på forskellige måder. Men selv når jeg ser på AI-alderen, er problemløsning, kreativitet, beslutningstagning, kommunikation og interpersonelle færdigheder noget, man får brug for. Hvis noget, får man brug for dem i endnu højere grad.

Kan man gøre det som marketingmedarbejder, produktionsleder eller hvad som helst andet? Selvfølgelig kan man det. Men jeg tror, at det er dér, jeg bruger tid på at tale med mine børn om at specialisere sig i de holdbare færdigheder og lade dem udforske deres fantasi. Jeg håber, de skaber noget, der ikke eksisterer. Det ville være min drøm.

David Rice: Det er sjovt, at du siger det. Det er virkelig et godt tidspunkt at specialisere sig på, for jeg har hørt nogle mennesker sige: Det er bedre, at ens viden er mere holistisk nu, fordi det virkelig specialiserede sandsynligvis bliver påvirket af den her ting på en måde, hvor mange af opgaverne inden for området ikke kommer til at se sådan ud.

Så karrieren kræver faktisk, at man er mere holistisk. Hvad tænker du om det?

Christopher Lind: Det er sjovt, for det er her, jeg nogle gange kommer op at diskutere med folk, når de siger: Nej, nej, nej, du skal være generalist. Jeg siger: Det her er ikke tidspunktet til at være generalist, for jeg kan fortælle dig lige nu, at AI kan udføre generelle opgaver tusind gange bedre, end noget menneske kan.

Så hvis du bare vil være alsidig og lidt af hvert, men ikke rigtig ekspert i noget, kan du gå den vej, men jeg tror ikke, det kommer til at gå godt for dig. Og når vi vender tilbage til specialisering, tror jeg, at noget af det, vi ikke forstår, og hvor jeg mener, der er plads til det her, er, at vi har en tendens til at hænge os i aktiviteten som det, vi skal specialisere os i.

Og jeg vil sige: Ja, lad være med at specialisere dig i, hvordan du gør det. Det ville være meget tåbeligt lige nu at sige: Jeg er mester i denne applikation. Okay. Du skal måske ikke gå så langt, for den app er måske helt væk, når du rent faktisk når nogen vegne med den. Men det er stadig vigtigt at forstå dybden i det, selv hvis vi går tilbage til kodning som eksempel. At have mennesker, der er højt kvalificerede inden for datalogi og forstår logik og hvordan de her ting hænger sammen, vil stadig være en kritisk færdighed.

Bør alle have den? Nej. Men den hype, der var misforstået, var: Alle skal lære at kode. Ikke alle havde brug for at lære at kode. Alt blev til en grafisk brugerflade, og generativ AI kan gøre det. Men den dybere forståelse af, hvordan datalogi fungerer, og hvordan de forskellige dele hænger sammen, er vigtig.

Hvordan gør man det? Hvis vi mister den forståelse, er problemet, at vi overlader tingene til maskinerne. Når de begår fejl – og det vil de – vil ingen vide, hvordan man retter det, for det bliver sådan: Hold da op, den ting eksploderede bare. Er der nogen, der ved, hvordan man reparerer den? Nej, for jeg er generalist. Jeg kan tale om den, men jeg ved ikke rigtig, hvordan den fungerer.

David Rice: Det er sjovt, for lige før vi begyndte at optage, nævnte du ChatGPT og det at have endnu en aktør. Du fortalte, at det havde fået lidt af et sammenbrud i sidste uge, og at ingen ved hvorfor. Det bliver ved med at ske.

Christopher Lind: Præcis. Det bliver ved med at ske. Og hvis man ikke har mennesker, der specialiserer sig inden for deres område – og mindre i hvordan, som jeg sagde, mindre i hvordan – behøver man ikke kende detaljerne i hver eneste ting, for det vil ændre sig.

Men det, der ligger nedenunder, har vi brug for mennesker til, så de kan træffe gode beslutninger, forudsige, hvad der ligger rundt om hjørnet, og alt det, vi taler om, når vi siger, at vi bevæger os for hurtigt. En del af grunden til, at vi bevæger os for hurtigt, er, at folk ikke nødvendigvis kender området godt nok til at forstå konsekvenserne af de beslutninger, de træffer.

De siger: Jeg er generalist. Det lyder godt. Hvad kan der dog gå galt? Vi har brug for flere mennesker, der forstår dybden i det og siger: Hey, nej, nej, nej, nej, nej, nej, for det her hænger sammen med det her, som hænger sammen med det her. Hvis vi ødelægger det her, falder hele huset sammen, og så siger nogen: Wow, okay, godt at vide. Hvordan skiller vi det ad?