Data viser, at de fleste HR-ledere i regulerede stater ikke ved, at lovene findes
En ny SHRM-rapport sætter tal på et problem, der har været under opbygning i to år: 57 % af HR-medarbejdere, der arbejder i stater med AI-love relateret til arbejdsstyrken, siger, at de ikke er klar over, at disse love findes.
Og med det går den vilde rejse med AI-styring ind i en ny æra med udfordringer.
Resultatet stammer fra SHRM's rapport om AI i HR i 2026. Efterhånden som stater som Colorado, Illinois og New York har indført regler for, hvordan arbejdsgivere bruger AI i forbindelse med ansættelser og beslutninger om medarbejdere, har antagelsen i mange organisationer været, at den juridiske afdeling ville følge lovgivningen, og at HR ville implementere politikkerne. SHRM's data tyder på, at ingen af delene sker konsekvent.
Continue Reading for Free
Create a free account to finish this article, plus get ongoing access to timely insights and practical resources.
Have an account? Log In
Ravin Jesuthasan, en strateg med fokus på arbejdets fremtid, som i årevis har undersøgt, hvordan organisationer fordeler ansvaret for beslutninger om arbejdsstyrken, var direkte, da han blev spurgt, hvor AI-overholdelse af reglerne er placeret i den typiske virksomhed i dag.
Jeg tror ikke, at de fleste organisationer har et svar endnu. Problemet er strukturelt. Meget af det falder mellem revnerne mellem nogle af de traditionelle funktioner.
Dette hul har en faktor, der forværrer situationen: skjult AI. Mange medarbejdere bruger AI-værktøjer til generelle formål til at informere om eller hjælpe med beslutninger om medarbejdere, ofte uden at HR eller den juridiske afdeling har indblik i det.
Når disse værktøjer bruges til screening, præstationsevaluering eller forfremmelse, kan de udløse krav om oplysning og test for bias i henhold til statslovgivningen. Hvis ledelsen ikke ved, at værktøjerne bruges, bliver oplysning i praksis umulig.
Love, der træder i kraft
Colorados AI-lov, der træder i kraft den 30. juni, kræver, at arbejdsgivere, der bruger højrisiko-AI-systemer i beslutninger om ansættelse, gennemfører konsekvensanalyser og underretter berørte personer.
Illinois' lov om kunstig intelligens i videointerviews kræver oplysning, når AI analyserer kandidatinterviews.
New York Citys lokale lov 144 kræver biasrevisioner af automatiserede værktøjer til beslutninger om ansættelse.
Hver lov har sine egne definitioner, tærskler og håndhævelsesmekanismer, hvilket skaber et kludetæppe af forpligtelser, som ingen enkelt funktion i de fleste organisationer er rustet til at følge alene.
Ansvarlighed og styring
Spørgsmålet om ansvarlighed er dér, hvor tingene bliver særligt indviklede. Den juridiske afdeling forstår det regulatoriske landskab på et abstrakt plan. HR ejer beslutningerne om medarbejdere. Teknologiafdelingen administrerer værktøjerne. SHRM's data antyder, at disse tre funktioner ikke forbindes på en sammenhængende måde.
Jesuthasan ser nogle organisationer begynde at tilpasse sig.
Man ser ikke kun nye roller og funktioner opstå, men også nogle af de traditionelle funktioner blive justeret.
Han pegede specifikt på CHRO'er, der har påtaget sig yderligere ansvar for AI-understøttelse, og beskrev det som et forsøg på at udvide de eksisterende funktionsgrænser, så hullerne bliver lukket, i stedet for at vente på, at der opstår et nyt organisationsdiagram omkring dem.
Denne form for udvikling har været synlig på tværs af branchen i de seneste 18 måneder. Medarbejderunderstøttelse, chef for AI-transformation, leder af arbejdsstyrkeindsigt – sproget ændrer sig, fordi jobbet ændrer sig.
Om udvidede mandater ledsages af reel beføjelse over beslutninger om overholdelse af reglerne og det budget, der kræves for at opbygge den nødvendige infrastruktur, udgør styringsspørgsmål, som kun HR kan navigere i i de fleste virksomheder.
Bevidsthed er en forudsætning, ikke et mål. At vide, at en lov eksisterer, fortæller dig ikke, hvem i din organisation der er ansvarlig for den, eller om dine nuværende AI-implementeringer er omfattet af dens anvendelsesområde. Det er beslutninger, der kræver, at nogen tager eksplicit ejerskab over dem, og lige nu har de fleste organisationer ikke truffet den beslutning.
