Det virkelige arbejde nu er at styre energi, ikke produktivitet

David Rice: Du arbejder hårdere, end du nogensinde har gjort. Længere arbejdstider, flere møder, angiveligt bedre værktøjer, og på en eller anden måde får du dårligere resultater. For fem år siden virkede det at knokle. Det var en konkurrencefordel. Indsats var lig med værdi. Nu bliver du mere udmattet, jo mere du presser dig selv, og jo mindre flytter det faktisk noget. Det er ikke udbrændthed. Det er et grundlæggende skift i, hvad der skaber værdi på arbejdet.

Dagens gæst er Lena Thompson. Hun er tidligere systemanalytiker, der er blevet ledelseskonsulent, og hun vil fortælle dig noget, der måske gør dig en smule utilpas: AI kan udføre logiske opgaver hurtigere, end du nogensinde kommer til. Al den problemløsning og strategiske tænkning, du kæmper dig igennem, vil blive gjort til en standardvare. Det, AI ikke kan, er at styre følelsesmæssig energi, og det er det virkelige arbejde nu.

Neurovidenskaben viser os, at når du handler ud fra frustration, følelsen af at være overvældet eller frygt – de typiske følelser, mange ledere oplever dagligt – lukker din hjerne bogstaveligt talt ned for de baner, der er ansvarlige for kreativitet, innovation og langsigtet tænkning. Du kan stadig få ting gjort, men du er låst fast i tunnelsyn. Du reagerer i stedet for at være proaktiv. Så i dag skal vi se på, hvorfor følelsesmæssig energi er den tilstand, vi skaber ud fra, og ikke produktivitet.

Det konkrete værktøj, Lena lærte kabinetsministre i Zimbabwe, og som sparer dem dage, hvis ikke uger, med beslutningslammelse. Hvordan ubearbejdede følelser skaber blokeringer, der til sidst viser sig som sammenbrud, og en følelsesmæssig omformuleringsteknik til situationer med meget på spil, såsom afskedigelser og organisatoriske ændringer. For folk lytter ikke til dine ord; de reagerer på din energi.

Jeg er David Rice. Dette er People Managing People. Og hvis du har bemærket, at indsats er holdt op med at være en konkurrencefordel, at den på et tidspunkt er holdt op med at virke, så forklarer denne samtale præcis hvorfor, og hvad du skal gøre i stedet. Lad os komme i gang.

Velkommen, Lena. Det er godt at have dig med i programmet.

Lena Thompson: Tusind tak, David. Tak, fordi jeg måtte komme.

David Rice: Selvfølgelig. Vi taler om følelsesmæssig energi på arbejdet i dag, og da du sagde “det virkelige arbejde”, da vi talte sammen før udsendelsen, sagde du, at det virkelige arbejde – det, du lever, ånder og underviser i – er energi. Det er ikke produktivitet, vel?

Det er ikke output. Det er også følelsesmæssig energi. Kan du tegne et billede af, hvad du ser, når du tænker på det i en arbejdssammenhæng? For jeg tror, nogle mennesker får indtrykket af, at følelser på arbejdet er noget negativt.

Lena Thompson: Det første, man virkelig skal forstå, er, hvad en følelse er, for man kan bogstaveligt talt tænke på en følelse som energi i bevægelse.

Nogle af vores følelser bærer høj energi, såsom nysgerrighed, glæde, taknemmelighed, medfølelse og empati. Andre følelser bærer lav energi, såsom bitterhed, vrede, frustration, frygt og utålmodighed. Når du oplever disse følelser på lavt niveau, reagerer din hjerne og krop, som om du er truet.

Det aktiverer dit nervesystem og kortisol, og den del af din hjerne, der er ansvarlig for kreativitet, effektivitet og langsigtet planlægning, bliver mindre effektiv. Med andre ord: Når du mærker de typiske følelser, vi har i løbet af arbejdsdagen, når vi er frustrerede eller overvældede, begynder kroppen at prioritere sikkerhed frem for kreativitet.

Vi kan stadig få ting gjort, men det er, som om vi bliver låst fast i tunnelsyn og bliver mere reaktive end proaktive. Når vi oplever følelser med høj energi, udvider det faktisk vores opmærksomhed. Det aktiverer baner i hjernen, der er ansvarlige for kreativitet, innovation og problemløsning – altså nysgerrighed, glæde, taknemmelighed og så videre.

De udvider vores tankesæt, så vi bliver åbne over for muligheder, som vi ikke kan se, når vi sidder fast i følelser med lavere energi. Grundlæggende bestemmer den følelsesmæssige energi, vi tager med os på arbejde, kvaliteten af vores tænkning, kvaliteten af vores samspil med andre og de samtaler, vi har, samt vores fysiske og mentale sundhed.

Mennesker, der virkelig forstår, hvordan man styrer, regulerer og arbejder med følelsesmæssig energi, træffer konsekvent bedre beslutninger. De præsterer bedre under pres. Og det bidrager naturligvis også til sundere arbejdsmiljøer.

David Rice: I en rolle som min, som redaktør, tænker jeg altid, at energi er den tilstand, vi skaber ud fra.

Det er derfra, vores slutprodukt kommer, ikke? Produktivitet er på en måde en afledt effekt af det hele. Energien er årsagen, roden til flowet. Og hvis du befinder dig et negativt sted, er jeg ligeglad med, om du bruger AI, eller om du stadig skriver instruktioner til den – du er stadig den, der har kontrollen.

Og hvis din energi er negativ, får du ofte et underlødigt produkt eller et produkt, du faktisk ikke ønsker at dele. Jeg tror, ledere også skal huske det. Du kan rådføre dig med teknologien, eller den kan være din assistent, men begge dele vil reagere på det, du bringer ind i det.

Kan du give mig et eksempel på en leder, hvis følelsesmæssige energi har ændret hele dynamikken i en situation for teamet?

Lena Thompson: Ja. Jeg afholdt faktisk en workshop i Zimbabwe, jeg tror, det var sidste år, for Zimbabwe National Steel Association. Der var kabinetsministre og virkelig højtstående fagfolk.

Vi arbejdede med, hvordan man regulerer sine følelser, og hvordan det fører til bedre beslutningstagning. Jeg viste dem, at én måde at træffe beslutninger på er gennem logik, hvilket fører til grublerier, overvældelse og angst, især hvis det er en meget vigtig beslutning. En anden måde at træffe beslutninger på er gennem regulering af følelsesmæssig energi.

Vi lavede en lille øvelse, og jeg husker en af deltagerne. Han var faktisk arrangør af hele begivenheden. Så snart min session var færdig, løb han bogstaveligt talt ud derfra, men på en begejstret måde, og sagde: “Jeg taler med dig senere.” Senere havde vi et arrangement, og han kom hen til mig og sagde, at det at lære denne ene lille øvelse havde sparet ham dage, hvis ikke uger, hvor han ellers ville have siddet fast i hovedet og kørt rundt i forskellige idéer.

Ved blot at holde pause og bruge det værktøj, jeg gav dem, kunne han skifte fra den overvældelse, han oplevede, fordi han hurtigt skulle nå frem til en beslutning, til en anden følelsesmæssig tilstand. Det skabte klarhed. Det er ligesom, når man fokuserer på et problem, bliver så frustreret, at man giver op, går en tur, måske drikker et glas vin og pludselig siger: “Det var det.”

Det kan du gøre efter behov, ganske enkelt ved at skifte din følelsesmæssige energi.

David Rice: Jeg er glad for, at du nævnte den logiske del, for jeg sidder selv ofte fast i logikken. Det føles, som om svaret er der. Jeg ved det. Det er som en matematisk ligning, jeg kan løse.

Men tingene er ikke altid så enkle, og det virker på mig, som om mange ledere stadig forsøger at opbygge denne AI-fremtid ved hjælp af den samme gamle regelbog: mere logik, mere knokleri, mere problemløsning. Men det fungerer ikke rigtig på dette stadie. Jeg vil hævde, at udviklingen går i retning af flere muligheder for at skabe balance mellem menneskers liv og arbejde.

Er du enig i det?

Lena Thompson: Ja. Jeg tror faktisk, det var Einstein, der sagde, at definitionen på vanvid er at forsøge at løse det samme problem med det samme niveau af bevidsthed, som skabte det. Og det er stort set det, vi gør, fordi livet bevæger sig så meget hurtigere og bliver mere komplekst.

Vi lever i en anden tidsalder, uanset om vi vil indrømme det eller ej, og ting, der virkede for bare fem år siden, virker ganske enkelt ikke længere. Jeg ved ikke, om du har oplevet det personligt eller gennem mennesker, du arbejder med, men du har måske opdaget, at jo mere indsats du nogle gange lægger i noget, desto mindre virker det.

Det er, som om indsats holder op med at virke. Jo mere vi presser, knokler og slider, desto mere udmattede bliver vi. For fem år siden virkede det måske. Nu gør det ikke. Det, der sker, er ikke et tilfælde. Livet beder os bogstaveligt talt om at træde op.

At lede ud fra selvbevidsthed og følelsesmæssig intelligens, skabe plads til virkelig at genforbinde os med, hvem vi er, og skabe den samme plads for andre. Det er naturligvis ikke noget, AI kan gøre for os. Jeg elsker AI og har intet imod det. Jeg bruger det til mit indhold, til at skrive taler og så videre.

Det er fantastisk til dataanalyse og planlægning, men det erstatter ikke vores energi, vores indre energi, dømmekraft eller følelsesmæssige intelligens. Derfor er selvindsigt og selvledelse så vigtigt: at forstå, hvem du er, hvorfor du opfører dig, som du gør, hvorfor du træffer bestemte valg, og hvorfor du reagerer på bestemte mennesker.

Når du virkelig leder fra dette sted af bevidsthed, bliver AI et værktøj, der forstærker dit potentiale, i stedet for en erstatning for det. Men når du ikke har den bevidsthed, kan det se ud, som om AI har alle svarene for os.

David Rice: Det er interessant. AI kan udføre logik så meget hurtigere end os. På nogle måder er det godt; det kan få os væk fra den logiske tænkning indimellem. Men jeg er bekymret for, om vi måske mister den evne lidt. Logik og knokleri er på en måde en valuta, man kan bruge i tider med knaphed.

Det giver mening, når man har brug for det – det er næsten overlevelse. Når indsats er lig med værdi, er det i orden. Men i fremtiden skal indsatsen i højere grad bringes på linje. Det er tilpasning, der er den virkelige værdi. Det er dér, AI skubber os hen, og efter min mening behøver knokleri ikke nødvendigvis at være en del af det.

Når man fjerner noget af den logiske del, er det det følelsesmæssige og intuitive lag, der er tilbage: evnen til at improvisere, vælge og få det til at fungere. Jeg tror, det kommer til at afgøre en stor del af vores succes fremover.

Lena Thompson: Ja, evnen til at skifte retning og tage kalkulerede risici, stole på sine vurderinger. AI sparer os naturligvis for meget tid, og det er fantastisk.

Men uden intuition og selvindsigt ville vi blot begrave den ekstra fritid i mere arbejde. Vi ville ikke vide, hvad vi skulle stille op med den. Vi ville alle sige: “Jeg har for meget fritid. Jeg må gøre det her og det her.” Og så ender vi i den samme løkke. Det er en kombination af selvbevidsthed, som giver frihed, og AI, som giver kapacitet.

Sammen forstærker de virkelig vores effekt. Begge dele skal lære at fungere sammen, og logikken har naturligvis sin plads. Jeg vil aldrig sige, at logik ikke har nogen plads. Logik er fantastisk til bestemte opgaver, som du ved, hvordan man udfører.

Men logik er ikke optaget af nuet. Den har ingen idé om fremtiden. Uanset hvor gerne vi vil tro, at vi kan regne den ud, kan vi ikke. Den har kun vores tidligere erfaringer. Når du forsøger at skabe noget nyt eller bevæge dig et sted hen, hvor du ikke har været før, kan logikken ikke udvide sig så langt.

Det er dér, vi må bruge vores indre vejledning. Når vi forsøger at logisere os gennem alt, brænder vi ud og mister forbindelsen, og så ender vi med at kæmpe os igennem. Indsatsen kommer ikke fra tilpasning; den kommer fra knokleri, og det er en helt anden energi.

David Rice: Ja, det er jeg enig i.

Der er så meget værdi at hente ved at udforske, som du siger, i stedet for at basere alt på fortiden, på det, der allerede er sket, og det, du allerede har gjort. Jeg tror, det bliver sådan, vores karrierer udvikler sig nu. Vi talte før udsendelsen om, at vi giver AI for meget magt, fordi vi er afkoblet fra os selv.

Det er en stor påstand, og jeg tror, den er sand. Men hvordan ser denne afkobling ud i det virkelige liv og i den daglige adfærd på arbejdspladsen?

Lena Thompson: Fra en ung alder lærer vi at præstere og leve op til andres forventninger, at prioritere deres behov og lykke over vores egne. Hvis du ikke gør dine forældre glade og stolte, er du egoistisk, og der er noget galt med dig. Vi lærer, at alt skal fortjenes. Vi lærer at skjule vores drømme, ønsker og mål. Vi slår os til tåls, går på kompromis og vil ikke træde nogen over tæerne.

Det afkobler os fra vores sande natur, fordi det er sådan, samfundet programmerer os. Afstanden mellem den, vi virkelig er, og den, vi udgiver os for at være, skaber al denne tvivl, frustration og udbrændthed. Det bliver vores normale måde at fungere på.

På arbejdspladsen kan det vise sig som overdreven afhængighed af andre eller af AI, fordi vi ikke stoler på vores egen indre dømmekraft. Jeg stødte for nylig på forskning om automatiseringsbias, der viste, at når mennesker er usikre på deres egne vurderinger og ikke stoler på sig selv, læner de sig for meget op ad AI, selv om de ubevidst måske ved, at de kunne træffe bedre beslutninger.

Forskningen viste også, at når man bruger AI til kreative opgaver eller opgaver, der kræver kreativ tænkning, bliver ens tænkning mere snæver. Problemløsnings- og kreativitetsevnerne bliver svækket. Når vi afkobler os fra vores værdier, drømme, mål og passion, og når vi ikke tager os tid til at forstå os selv, bliver AI en krykke i stedet for et værktøj, og vi begynder at vælge det, der føles sikkert, forudsigeligt og velkendt, frem for at bruge vores eget perspektiv og vores egne vurderinger.

Arbejdet bliver måske stadig udført, men vi vokser ikke, udvikler os ikke som mennesker og udvider ikke vores bevidsthed. Vækst kan ikke ske i det velkendte og sikre. Den kan kun ske, når vi tager risici, begår fejl, mislykkes, tager ansvar, lærer og prøver igen.

David Rice: Jeg tror, vi ser mennesker begynde at bede AI om at beslutte ting, som tidligere krævede meget selvrefleksion. De outsourcer deres intuition, fordi det er meget ubehageligt at sidde med usikkerhed og skulle træffe en beslutning. Det er en del af ledelse, men ingen har nogensinde været særligt begejstrede for det, vi er trygge ved.

Vi taler om AI-tilpasning, men følelsesmæssig tilpasning er lige så vigtig. Hvis jeg er indre uafstemt, læner jeg mig for tungt op ad eksterne værktøjer. Jeg kan ikke engang fortolke det, det giver mig, i det omfang jeg har brug for. Tror du, at denne afkobling er ny? Afslørede AI noget, der allerede var der?

Lena Thompson: Jeg tror ikke, den er ny. Før ville man stadig lede efter svar omkring sig, måske gennem andre mennesker. Man fulgte venner eller gik på bar, drak for meget og delte det, man kæmpede med, med en anden.

Vi kommer bare ikke så meget ud længere, så AI blev vores bedste ven. Som mennesker er vi programmeret til at lede efter svar og løsninger uden for os selv, selv om de fleste svar allerede findes i os. Jeg siger ikke, at vi aldrig har brug for hjælp. Selvfølgelig har vi det. Nogle gange har vi brug for at tale det igennem eller skrive det ned for at få klarhed.

Men i sidste ende er det os, der kan skelne mellem, om noget er rigtigt eller forkert for os. Den dømmekraft kan ikke outsources til andre.

David Rice: Du har talt med mig om vigtigheden af bevidst ikke at gøre noget, hvilket strider imod alt det, vi lærer om effektivitet på arbejdspladsen.

Hvorfor føles det særligt truende for mennesker i ledelsesroller? Og hvordan kan de sænke paraderne lidt?

Lena Thompson: Det, jeg altid siger, er, at når du fysisk sænker tempoet, øger du det energetisk. Din energi er din vigtigste valuta og din nøgle til livet. Når du har mere energi, har du mere klarhed og større bevidsthed.

Når du ikke sænker tempoet, kører du bogstaveligt talt på autopilot. Livet reagerer ikke på vores travlhed eller vores indsats. Det reagerer på vores energi og på kvaliteten af den energi og bevidsthed, vi bringer ind i en situation. Når vi fysisk sænker tempoet, begynder vi at skabe mere indre energi og bevidsthed.

Neurovidenskaben har vist, at det at sænke tempoet aktiverer de dele af hjernen, der er ansvarlige for kreativitet, innovation og følelsesmæssig regulering. Forestil dig, at du går ind i en ti etager høj bygning. Når du står på første sal, er du måske kun opmærksom på en legeplads, skraldespande og biler. Så går du op på femte sal, og pludselig udvider horisonten sig. Du ser floden, parken og måske en kirke. Jo højere du kommer, desto mere ser du.

Det er præcis det samme med vores bevidsthed. Vi kan kun udvide den gennem indre energi. Når den udvider sig, begynder vi at se muligheder og kreative idéer, som får os til at sige: “Hold da op, det har jeg aldrig tænkt på før.” Det kommer til os gennem vores intuitive sanser. Det er det, det gør at sænke tempoet.

Når vi ikke gør det, og altid har travlt, gentager vi de samme beslutninger, reaktioner og mønstre igen og igen. Det kalder vi ubevidst liv. Livet bliver en automatisk gentagelse af fortiden. Du bevæger dig, men du udvikler dig ikke.

Det føles truende, ikke fordi det er farligt, men fordi det er uvant. Hjernens primære funktion er at holde os sikre. Den ønsker ikke, at vi vokser eller bliver lykkelige; den ønsker, at vi føler os trygge. Alt nyt, der ikke er velkendt, vil derfor blive markeret som en fare.

Derfor føles det ubehageligt. Men det er som at træne en muskel. Vi må læne os ind i ubehaget for at udvide vores kapacitet til at rumme mere: mere pres, mere succes, mere kærlighed, mere af alting. Vi kan ikke udvide den kapacitet uden at gå gennem ubehag.

David Rice: Det er sjovt, for idéen om bevidst ikke at gøre noget er som at rydde cachen i computersystemet. Det skal man gøre indimellem, så alting fortsætter med at køre problemfrit. Det er svært, fordi ledere ofte sidder fast i en mentalitet, hvor stilhed er lig med dovenskab.

Men det er ganske enkelt ikke sandt. Mange gennembrud inden for kunst og videnskab er kommet gennem en pause eller ved at give plads til noget. At gøre ingenting er nogle gange det sværeste. Det er svært for mange af os at sidde stille, fordi vi er trænet til altid at være på. Man skal nulstille sit nervesystem en gang imellem.

Hvad er den første lille øvelse for en person, der går i panik ved tanken om at sænke tempoet?

Lena Thompson: Jeg taler som en person, der er i bedring efter at have fyldt hver eneste dag med alt for meget. Jeg plejede at arbejde i erhvervslivet, stå op klokken seks om morgenen, løbe, gøre børnene klar til skole, tage på kontoret, arbejde, komme hjem og tage mig af børnene. Det stoppede aldrig, og weekenderne var stort set det samme.

Da jeg begyndte at revurdere hele mit liv, måtte jeg bevidst sætte mig selv fysisk ned. Jeg tilbragte næsten et år på en sofa, fordi jeg ikke havde klarhed over, hvor jeg skulle hen, eller hvad jeg virkelig ville.

Med tiden begyndte idéer og ny information at dukke op i min bevidsthed. Jeg skrev dem ned, og de førte mig i en retning, som jeg aldrig ville have troet mulig fem år tidligere.

Det handler om at omprogrammere hele sit nervesystem. Man kan begynde med små rutiner. Om morgenen kan man i stedet for at række ud efter telefonen, sætte nyhederne på eller kigge på e-mails bruge fem minutter på bevidst at skabe sin dag. Dagen udfolder sig under alle omstændigheder. Den kan udfolde sig på autopilot som i går, eller du kan skabe den bevidst. Hvordan vil du føle dig? Hvordan vil du møde dagen? Hvad vil du opleve? Din energi flyder derhen, hvor din opmærksomhed går, og vi skaber alt med vores energi.

Det er mit første forslag. Om aftenen, før du går i seng, bruger du normalt tid på at gruble over alt det, der gik galt: hvor du fejlede, hvem der gjorde dig vred, og hvem der kørte ind foran dig i trafikken. I stedet skal vi træne hjernen i at fokusere på det, der gik godt.

Måske reagerede du mindre voldsomt over for nogen, eller måske åbnede nogen døren for dig. På den måde lærer du hjernen at fokusere på løsninger og muligheder i stedet for problemer. Alle disse små øvelser begynder at udvide din kapacitet og hjælper dig med i højere grad at stole på din egen indre dømmekraft.

David Rice: Det er også interessant, for jeg tror, noget af det, vi skal gøre før sengetid, er at lægge telefonen væk. Det er en rigtig dårlig vane, fordi det sidste, man gør, ofte er at indtage en masse negativ information. Jeg vil gerne skifte emne til handelsskoler. De har trænet mange ledere i at stole mere på data end på mavefornemmelsen og på kontrol frem for følelser.

Det lyder, som om du siger, at det er tid til at få adgang til noget andet. Hvordan lærer man faktisk nogen at gøre det?

Lena Thompson: Først skal personen være villig til at bevæge sig ud over det logiske sind. Det er det første skridt. Hvis man er så fastlåst i logikken, at man mener, den har alle svarene, er det ikke noget for én.

Men der findes beviser i vores eget liv på, hvad der sker, når vi træder ud af logikken. Når vi slapper mere af, vasker op og pludselig får en åbenbaring eller en indsigt. Jeg var programmør, og jeg kunne skrive kode, der sad fast i en uendelig løkke. Jeg kunne ikke finde løsningen. Så gik der nogle timer, hvor jeg var ude at gå eller drak vin, og så fik jeg svaret.

Man kan spørge sig selv, hvor svaret kom fra. Jeg havde ikke fokuseret på det. Det kom til mig, fordi mit sind var afslappet. Hvad nu, hvis jeg kunne stole på, at jeg får bedre løsninger, når jeg slapper af? Jeg har jo set beviser på det.

Det vigtigste er at lære at sidde med sig selv med vilje. Det er som at træne en hvalp. Kroppen vil rejse sig, bevæge sig, sende en e-mail, reagere eller lave kaffe, men du sætter dig ned i ti minutter. Selv hvis tankerne går amok og fortæller dig alt det, der skal gøres lige nu, bliver du siddende.

Det er som at træne en muskel. Det er ubehageligt. De færreste træner sindet, selv om det er den største muskel. Når vi træner den og udvikler vores indre kapacitet, påvirker det alt – også vores fysiske helbred.

David Rice: Det er svært. Jeg har for nylig arbejdet på udviklingen af et nyt produkt, og en yngre kollega havde svært ved at forstå visionen. Hun ville basere det hele på data, der kunne vise, at det var den rigtige vej. Men vi havde aldrig gjort noget lignende, så der fandtes ingen gode data. Data fortæller dig, hvad der skete. Din mavefornemmelse fortæller dig, hvad der er muligt.

Når vi taler om mavefornemmelse, lyder det næsten mystisk, som om vi har modtaget en besked fra kosmos. Men det, vi faktisk taler om, er evnen til at genkende mønstre dybt i hjernen. Det er praktisk. Det er noget, du allerede ved, men ikke kan bevise.

Hvordan skelner man mellem intuition, bias og angst? De to sidste kan påvirke ens tænkning på måder, man ikke selv opdager.

Lena Thompson: Det kan være forvirrende, og jeg kæmper stadig med det indimellem, uanset hvor meget indre arbejde jeg gør. I begyndelsen vil hjernen stadig trække dig tilbage til logikken. Mange iværksættere lever udelukkende ud fra forbindelsen til energien, men det har taget dem mange års øvelse.

Indtil da vil det logiske sind kræve beviser. Din kollega har brug for data, selv om du ikke har data. Måske ville det hjælpe hende at se noget fra fortiden, nogle tal eller noget andet, der kunne dæmpe den indre uro. Så kan hun slappe mere ind i sin følelse, som til sidst vil lede hende til næste destination.

Det handler om øvelse og om at lytte. Da jeg selv var på vej fra erhvervslivet til min egen virksomhed, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg satte mig med vilje og bad om større klarhed og om at få vist min næste inspirerede handling. De steder, det førte mig hen, overvældede mig ærligt talt.

Det kræver tålmodighed at være i det, for svarene findes i stilheden, ikke når du kæmper dig frem gennem logikken. Giv sindet noget konkret og solidt, men fjern aldrig opmærksomheden fra det, der føles sandt for dig. Det næste skridt skal føles spændende i kroppen.

Når kroppen trækker sig sammen, er det måske ikke det rigtige skridt, uanset hvad andre siger. Vi er gode til at lytte til andres idéer og forslag, men det, der virkede for dem, virker måske ikke for dig. Stol på det, der føles ekspansivt, og begynd med små ting. Spørg for eksempel dig selv, hvad familien vil have til middag, og byg videre derfra.

David Rice: Organisationer investerer millioner i faglig udvikling, men næsten intet i personlig udvikling. Hvad går vi glip af, når vi ignorerer det indre rum?

Lena Thompson: Vi får mere af det, vi allerede har: udbrændthed, stress og angst. Organisationer investerer i motionscentre, mindfulness og sund kost, men det fortsætter med at stige. Det skyldes ikke nødvendigvis, at vi fysisk gør for lidt, men at vi er afkoblede. Det kræver enormt meget energi at være en, man ikke er.

Vi brænder os selv ud i en ubevidst proces. Vi forsøger at præstere og leve op til forventninger. Vi siger ja, når det føles som et nej, handler i strid med vores styrker og udtrykker ikke vores behov, fordi vi ikke vil virke for krævende eller dømmes af andre.

Det skaber udbrændthed, stress og overvældelse. Jeg taler af erfaring. Jeg elsker at gå i fitnesscenter og har intet imod det. Jeg var professionel atlet, repræsenterede Sydafrika ved Commonwealth Games, løb maraton og ultramaraton og spiste ekstremt sundt. Alligevel brændte jeg følelsesmæssigt ud.

Jeg troede, jeg havde en midtvejskrise. Jeg forlod mit vellønnede arbejde og mange andre ting, fordi jeg tænkte: “Hvad laver jeg med mit liv?” Senere fik jeg en massiv fysisk udbrændthed, hvor jeg ikke engang kunne begynde at arbejde på en bærbar computer. Jeg kunne ikke finde tastaturet og var helt væk i ugevis.

Jeg spiste sundt, motionerede og mediterede, men brændte ud, fordi vi forsøger at sætte et plaster på et brækket ben og håber, at det løser problemet. Vi behandler kun overfladiske symptomer.

David Rice: Det kan jeg kun være enig i. Jeg havde en lignende oplevelse for nogle år siden. Jeg passede godt på mig selv og arbejdede med personlig udvikling, men var så utilfreds professionelt, at det begrænsede, hvor langt alt det andet kunne føre mig.

Jeg måtte skabe mere balance mellem de to ting. Det føltes, som om uanset hvad jeg gjorde på den ene side, kunne det kun bringe mig et vist stykke. Som en fugl, der forsøger at flyve med en tung vægt om benene.

Vi træner ledere i strategi, men ikke i selvbevidsthed. Når selvbevidsthed er grundlaget for enhver strategisk beslutning, hvor ser du så det største hul mellem den måde, ledere tror, de møder op på, og den måde, de faktisk gør det på?

Lena Thompson: Det skyldes den følelsesmæssige bagage, vi bærer oven på vores arbejdsbyrde. Vi har lært ikke at udtrykke vores følelser. Jeg voksede op i Sovjetunionen, hvor jeg skulle sørge for, at alle andre var glade. Jeg måtte ikke være ked af det, og hvis jeg var for glad, fik jeg at vide, at jeg skulle dæmpe mig, fordi jeg ellers ville begynde at græde.

På den måde lærer vi at undertrykke følelser. Vi bliver så afhængige af at have det godt, at vi glemmer, hvordan man føler, når noget ikke føles godt. Vi bedøver det, undertrykker det eller retfærdiggør det med, at andre har det værre.

Men ubearbejdede følelser forsvinder ikke. De lagres i nervesystemet og skaber blokeringer. De kommer frem som frustration, vrede eller tristhed. Hvis vi ikke bearbejder dem, drikker vi måske en øl, tager et glas vin, skifter job eller afslutter et forhold. Vi undertrykker dem lidt, men de kommer igen. Jo mere vi undertrykker dem, desto mere vokser trykket, indtil det må komme ud et sted.

Et sammenbrud, en depression eller en mental krise sker, fordi vi ikke bearbejder vores følelser.

David Rice: Lad os blive lidt konkrete. Når en leder står i en situation med meget på spil, især med afskedigelser og store organisatoriske ændringer, hvilket værktøj til følelsesmæssig regulering bør vedkommende bruge i de meget spændte øjeblikke?

Lena Thompson: Åndedrættet er altid godt. Det nulstiller nervesystemet. Selv hvis man kun har et par minutter, kan man gå ind i et rum og trække vejret ind på fire tællinger og ud på seks. Det beroliger straks nervesystemet.

Det værktøj, jeg ofte bruger, er følelsesmæssig omformulering. Først sætter du navn på den følelse, du oplever. I stedet for at sige: “Jeg er så frustreret”, hvilket ikke navngiver følelsen, men viser, at du bliver opslugt af den, siger du: “Jeg føler frustration” eller “Jeg føler vrede.”

På den måde anerkender du følelsen og tager ansvar for den. Skylden og skammen ligger ikke hos en anden, der får dig til at føle sådan. Når du giver andre skylden, giver du dem også mere af din energi.

Lad personen og situationen være. Verden vil altid gøre et eller andet, og andre mennesker er ikke ansvarlige for at gøre dig glad. Det er du selv. Du kan sige: “Jeg føler vrede. Den e-mail fra chefen får mig faktisk til at føle mig overset og næsten vred.” Mærk så vreden i bare et minut.

Derefter omformulerer du følelsen. Vi reagerer ikke på oplevelsen i sig selv, men på den betydning, vi tillægger oplevelsen. Oplevelsen er neutral. To mennesker kan være i samme situation, hvor den ene bliver ked af det, den anden vred, og en tredje spørger, hvad problemet er. Det handler om den betydning, vi tildeler situationen.

Når du navngiver følelsen, skaber du afstand mellem dig og følelsen. Derefter omformulerer du betydningen. I stedet for at tænke, at chefen ikke respekterer dig eller ikke værdsætter dig, kan du tænke, at chefen er presset, og at det er derfor, vedkommende reagerer sådan.

Du kan også undersøge dig selv: Hvor viser jeg selv denne adfærd? Verden er vores spejl. Hvis du føler dig respektløst behandlet eller undervurderet, hvor respekterer og værdsætter du ikke dig selv? Eller hvor respekterer du måske ikke andre, selv derhjemme med din partner eller dine venner?

Og vigtigst: Hvor giver jeg ikke mig selv det, jeg leder efter hos min chef, mine kolleger eller min partner? Når du er forankret i, hvem du er, dine værdier, dine ord og dit formål, ryster selv et jobtab dig ikke lige så meget, fordi du ved, at du kan håndtere det, uanset hvad der sker.

At lære at omformulere situationen er ekstremt stærkt.

David Rice: Du nævnte åndedrættet i begyndelsen, og det kan jeg kun understrege. I de seneste år har jeg taget åndedrætsøvelser ind i min egen praksis, og det gør en enorm forskel for evnen til at regulere sig selv i vigtige øjeblikke.

Når presset er højt, og tingene er spændte, lytter folk ikke rigtig til dine ord. De reagerer på dig og på, hvordan du har det. Du kan skrive alle de budskaber, du vil, men din krop skal levere dem. Din følelsesmæssige regulering og din evne til at være det rigtige sted indeni bliver forskellen mellem sammenhæng og kaos.

Lena Thompson: Jeg siger altid, at det ikke er, hvad du siger, men hvordan du siger det. Du kan sige det samme, men energien og intentionen vil være forskellige. Du kan levere et ret brat budskab, som enten får folk til at vågne op eller får dem til at tænke, at du er et stort røvhul.

Det handler om, hvordan det kommer ud.

David Rice: Helt sikkert. Det var alt, hvad vi har tid til i dag, men Lena, tak fordi du ville være med. Det var en fantastisk samtale. Jeg elsker at tale om dette emne.

Lena Thompson: Tusind tak, fordi jeg måtte komme igen, David.

David Rice: Fremragende. Kære lyttere, hvis I ikke allerede har gjort det, så husk at se nærmere på alt det, der foregår hos People Managing People. Tilmeld jer nyhedsbrevet, se vores AI-transformation Explorer – der sker alle mulige ting. Vi har også kommende arrangementer, så tjek det ud.

Indtil næste gang: Sørg for at tage jer tid til ikke at gøre noget. Find tid til at nulstille jer.