Bekvemmelighedens kognitive omkostning: AI vil påvirke vores hjerner

Gennem mange århundreder udviklede mennesker evnen til at finde vej. Det var en vigtig færdighed, ikke kun når man skulle navigere i sine omgivelser, men også for at overleve i tiden før biler, tog og flyvemaskiner. Men efterhånden som vores samfund har udviklet sig, er der mindre behov for at finpudse en sådan færdighed og dermed også mindre behov for at bruge denne vigtige hjernestruktur. 

Dette fænomen er ikke begrænset til GPS. De færreste husker telefonnumre, efter at mobiltelefoner fik mulighed for at gemme et helt bibliotek af kontakter.

Mange bruger autokorrektur til at rette stavefejl i deres beskeder og e-mails, så der er ikke længere behov for at være grammatiker. 

Men disse værktøjer bruges kun effektivt, når et menneske interagerer tilstrækkeligt med dem til at få det, vedkommende har brug for. GPS kan hjælpe dig med at søge efter steder, men du kan ikke finde en persons hus uden en adresse eller i det mindste kendskab til det område, du kigger på. 

På samme måde er dit bibliotek med telefonnumre blot informationslagring, indtil du beslutter dig for at trykke på en knap og ringe til nogen.

Selv ChatGPT, som har vakt stor opsigt det seneste år, kræver, at du engagerer dig. Hvis du vil have noget ud af det, skal du give det en prompt.

Trods al virakken omkring generativ AI er det ifølge arbejdspladsfuturisten Alexandra Levit, forfatter til "Menneskeheden arbejder: Sammensmeltning af teknologier og mennesker til fremtidens arbejdsstyrke”, i vid udstrækning den mest sofistikerede chatbot, vi har set til dato. 

Podcast: Sådan bruger du AI til at styrke dine medarbejdere og forvandle din organisation

“Hvis man dykker ned i det, er generativ AI ikke væsentligt anderledes end det, der kom før,” siger hun. “Det er en glorificeret chatbot, og du kan stadig ikke rigtig stole på de oplysninger, du får.”

Men det gør vi alligevel. Indhold, der i høj grad er påvirket af ChatGPT, bliver allerede spredt ud over internettet. Det bruges til at skrive e-mails, påvirke søgemaskineoptimering og analysere data.

Alt dette er forholdsvis harmløst, i hvert fald på overfladen. Spørgsmålet er, om langvarig brug af denne teknologi vil påvirke brugerens hjerne?  

“Jeg tror ikke rigtig, at det kommer til at påvirke menneskesindet, bortset fra hvordan vi søger efter og kommunikerer information,” sagde Levit. “Vi er gradvist blevet bedre til det ved hjælp af maskiner gennem de seneste 25-30 år, og nu ved folk ikke rigtig, hvordan man indhenter information på en systematisk måde, fordi man bare skriver hvad som helst ind i Google, som er en form for AI.”

Selvom generativ AI mere eller mindre er et værktøj, er det et ekstremt sofistikeret værktøj, der ændrer spillereglerne i mange erhverv. En person, der forstår, hvordan og hvornår det skal bruges, kan ændre hele sin arbejdsgang og i nogle tilfælde endda sine færdigheder.

Det er derfor, du ofte hører folk, herunder Levit, sige: “AI kommer ikke til at stjæle nogens job, men det gør den person, der ved, hvordan man bruger AI.”  

Det gælder i denne fase af AI's udvikling. Trods Chat GPT's styrker er det stadig en maskine, der oftere end ikke giver et udgangspunkt, som et menneske kan skabe noget meningsfuldt eller nyttigt ud fra. 

Men spørgsmålet er stadig, hvad der sker, når vi udfordrer vores hjerner mindre og mindre ved at tage automatisering til os? Det almindelige svar fra AI-fortalere er, at vi ikke vil udfordre dem mindre, men på en anden måde. 

Ved at frigive tid, der i øjeblikket bruges på analytiske opgaver eller på noget så krævende som selv at skrive en sammenhængende tanke, kan vi prioritere andre ting, som kun mennesker kan udføre. Eller sådan lyder fortællingen.

Præcis hvilke ting mennesker imidlertid er bedre til, er et område, der bliver mindre klart, efterhånden som AI-teknologien udvikler sig i et utroligt tempo.

Selv når AI leverer udgangspunktet for et projekt, har det en indvirkning, eftersom AI dermed spiller en rolle i styringen af menneskers arbejde. Mennesker, som allerede er stærkt distraherede, navigerer mellem flere skærme og fastholder mindre information end nogensinde før. 

Det er bekymrende, hvor kvalificerede eller fokuserede vi er til at afgøre, om det, AI giver os, overhovedet er godt.

Stefan Ivantu er en rådgivende psykiater med fokus på ADHD hos voksne i London. Han påpeger hurtigt, at hjernen på ét punkt minder om enhver anden muskel. Hvis den ikke bruges, risikerer den at svinde ind, og vi ved ganske enkelt ikke, hvilke langsigtede konsekvenser det kan have, at dette sker som følge af menneskers interaktioner med AI. 

Det, vi ved, er, at hjernen og vores adfærd vil ændre sig takket være ny teknologi, særligt evnen til at holde fokus. Det eneste, du behøver at gøre, er at se på historien. 

“Hvis vi tænker på hjernen som en hvilken som helst computer, har den to komponenter: hardwaren og softwaren,” sagde Ivantu. “Hardwaren har derfor mere eller mindre været den samme i de seneste 200.000 år. Men i det seneste århundrede er softwaren steget eksponentielt. Vi havde ikke adgang til elektricitet for 150 år siden, hvilket var en enorm forandring i vores dagligdag. Fra 1950'erne, hvor vi for første gang fik adgang til fjernsynet, kom skærmen tættere og tættere på vores øjne, i takt med at vi gjorde større fremskridt. Computeren, mobiltelefonen, nu VR. Den næste er neuralink. Jo mere vi gør fremskridt, desto tættere kommer skærmen på os. Så spørgsmålet er nu: Hvad er det normale niveau af distraktion for os?”

Skærmafhængighed har allerede medført kortere opmærksomhedsspænd. Jeg skriver dette med fuld bevidsthed om, at du sandsynligvis ikke læser det grundigt, men skimmer det. Derfor er afsnitsstrukturen kort, og sideomslagene er placeret med omhu. 

Faktum er, at teknologi allerede har påvirket vores hjerner på måder, vi kan se hver dag. Denne udvikling vil næppe blive bedre med øget brug af AI og den øjeblikkelige tilfredsstillelse, den giver til alt fra at skrive en rapport til at danne grundlaget for en rekrutteringsstrategi. 

AI-drevne rekrutteringssystemer kan endda ændre den måde, vi interagerer med rekruttering på, og påvirke, hvordan vores hjerner behandler kandidatdata.

“Alle disse teknologier gør det muligt for os at være mere dovne og undlade at bruge dele af hjernen, som er beregnet til at blive brugt,” sagde Levit. “De er allerede ved at svinde ind. Jeg tror, at der går lang tid, før vi gennem evolutionen er blevet udviklet til ikke at udføre en bestemt funktion, men vi ser overalt, at folk bliver mere distraherede af teknologi og ikke kan koncentrere sig. De er allerede mindre produktive på grund af app-træthed. De skifter tankeløst fra én ting til en anden, men fokuserer aldrig rigtig på én bestemt ting. Selv hvis vi gerne vil fokusere, kan vi ofte ikke.”

Den næste fase

Bletchley Park var den ideelle ramme for det første AI-topmøde for statsledere, der var bekymrede over AI's potentiale til at drive industriel og social forandring. Det var her, verdens første programmerbare digitale elektroniske computer blev bygget, mens de allierede forsøgte at forstå tyskernes koder til kommunikation under Anden Verdenskrig. 

Vi er nået langt siden dette revolutionerende øjeblik inden for datalogi, en disciplin, der nu muligvis holder menneskehedens skæbne i sine hænder takket være AI's potentiale. 

Dyk ned i forskningskaninhullet om AI, og der går ikke lang tid, før du når frem til, hvad den næste fase er: interaktiv AI.

Virksomheder som DeepMind nærmer sig hastigt interaktiv AI som en realitet, hvor bots udfører opgaver, som mennesker sætter dem til, ganske enkelt ved at benytte anden software eller andre mennesker til at få tingene gjort.

Det lyder tilstrækkeligt godt, men hvor længe hver fase af AI vil vare i det tempo, den udvikler sig i, er en kilde til usikkerhed. 

Fortsæt længere ned ad det kaninhul, og du når frem til AGI eller kunstig generel intelligens, et system, der er i stand til at udføre intellektuelle opgaver, som mennesker og dyr udfører. 

Det er ikke længere science fiction, men målet for virksomheder som OpenAI, DeepMind, Microsoft, Google Brain, IBM og andre med enorme økonomiske ressourcer til rådighed, som med alarmerende hast driver os mod, at AGI bliver en realitet. 

“Med AI er faren nærmest eksistentiel,” sagde Levit. “Når vi opnår kunstig generel intelligens, hvilket betyder, at maskiner i bund og grund er bevidste og kan tænke bedre, end vi kan, er der så længere behov for, at vi gør noget som helst? Hvad bliver vores formål så? Jeg tror ikke, at vi udvikler os til ikke at gøre noget, men vi kommer måske bare til at øve os i at gøre ting. Med AI ville jeg være mest bekymret over, at den gør os overflødige, fordi den ganske enkelt vil være bedre til de fleste ting.”

Flere magtfulde mennesker er ved at indse dette. Derfor underskrev præsident Biden en præsidentiel bekendtgørelse for at etablere standarder for AI-sikkerhed og -beskyttelse. 

De 29 lande, som deltog i det første AI-sikkerhedstopmøde, blev enige om en dagsorden, der vil fokusere på sikkerhedsrisici af fælles interesse, udformningen af risikobaserede politikker og en global tilgang til at forstå AI's indvirkning på samfundet.  

It starts with one signal.

Each week, AI Signal takes one meaningful shift in AI and helps people leaders understand what changed, why it matters, and what to consider next.

Get Free Access

Have an account? Log In

Det udviklende sind

Der er to hovedområder, hvor Kentaro Toyama, datalog og professor i samfundsinformation ved University of Michigans informationsskole, advarer om, at AI kan få en betydelig indvirkning på den menneskelige hjerne. Det første er uddannelse. 

Som med mange ting ved AI og livet kan man finde en balance mellem det gode og det dårlige, hvis man ser objektivt på det.

Podcast: Sådan kan AI hjælpe dig med at blive en god leder

I teorien kunne AI give elever skræddersyede, individuelt tilpassede undervisningsformer, som er mere engagerende og hjælper de lærende med at tilegne sig information mere grundigt. Det samme kan siges om oplæring af arbejdsstyrken. 

Samtidig ser Toyama potentialet for en virkelighed, hvor AI gør undervisning bemærkelsesværdigt vanskelig, og faktisk allerede gør det.

“Hvis alle har adgang til det, bliver det sværere og sværere for lærere at udføre deres arbejde,” sagde han. “Lige nu befinder alle former for undervisere sig i en situation, hvor vi ikke længere med sikkerhed kan sige, om noget, en studerende afleverer, er lavet af den studerende. Jeg har kolleger, som har været nødt til at ændre hele den måde, de foretager evalueringer på, fordi det er det underliggende problem.”

Selvom den tidligere Microsoft-forsker understreger, at der grundlæggende ikke er noget galt med at inddrage teknologi i læringen, er han hurtig til at påpege, at hvis den slører evalueringsprocessen, vil undervisningens metoder og praksisser ikke være særlig effektive.  

“Man kan ikke undervise, medmindre man ved, hvad den studerende ved, og hvad vedkommende ikke ved,” sagde Toyama. “Min forudsigelse er, at seriøse mennesker vil vende tilbage til blå hæfter og eksamener under opsyn, hvor folk skriver tingene i hånden.”

Værdien af menneskelige relationer

Hvis du lytter til eller taler med AI-eksperter og mennesker, der står udviklingen nær, længe nok, får du en fornemmelse af, at der er en tro på, at menneskelige forbindelser i fremtiden vil blive utroligt værdifulde.

Vores relationer til andre mennesker er en vigtig del af vores mentale sundhed og et afgørende element i det, der gør den menneskelige oplevelse til det, den er, uanset om det er på arbejdet, i skolen, i kirken eller i supermarkedet.

“Se på pandemien,” sagde Levit. “Det var som et kollektivt traume, hvor alle var isolerede så længe. Det påvirker virkelig folks sind. Jeg tror, at vi risikerer at fortsætte ad den vej, og med børns skærmafhængighed er den kommende generation på skærmen hele tiden, det meste af tiden i stedet for ægte social interaktion. Det vil fortsat være vanskeligt at skabe den menneskelige interaktion, som tidligere opstod helt naturligt i alle miljøer. Den bliver mere værdifuld, fordi den bliver vanskeligere og sjældnere.” 

Grundlæggende bygger en del af denne tro på, at der ikke findes nogen erstatning for menneskelig interaktion. Det dopaminkick, der kommer fra en vellykket eller behagelig social situation, er noget, de fleste af os kender og nyder. Men er det virkelig uerstatteligt?

Forskning har vist, at onlineinteraktioner, hvor to mennesker aldrig faktisk taler sammen, kan give hjernen et dopaminkick. Selv det, at nogen bare synes godt om dit LinkedIn-opslag, har denne effekt. Forbeholdet ved dette er selvfølgelig, at du går ud fra, at personen i den anden ende er et ægte menneske af kød og blod, uanset om du ved, at vedkommende er det eller ej.  

Forskningen i vores hjerner, når vi interagerer med AI, er lige så meget i sin vorden som teknologien, hvis ikke endnu mere. Men man behøver ikke være forsker for at forstå, at troen på, at AI kan tilfredsstille vores behov for kontakt, eksisterer. 

Se blot film som Her eller visse afsnit af Black Mirror eller litterære værker som Kazuo Ishiguros Klara og solen.

“Det er en stor ubekendt,” siger Toyama. “Vil vi finde tilstrækkelig kontakt i bevidstheden om, at noget er en maskine? Vil vi føle os tilfredse og opfyldte i et forhold til en maskine i en sådan grad, at vi holder op med at søge ægte menneskelig kontakt? Det er ikke klart.” 

Toyama nævner MIT-forskeren Joseph Weizenbaum som eksempel. Han blev en af AI's største kritikere i sine senere år.

I 1964 skabte Weizenbaum ELIZA, et tidligt program til behandling af naturligt sprog, der var designet til at bruge mønstergenkendelse og substitutionsmetoder til at skabe en illusion af, at programmet kunne forstå mennesker. 

Det kørte et script kaldet DOCTOR, som skabte en samtale, der mindede om den, en terapeut kunne have med en patient. Grundlæggende kunne ELIZA gentage ting, som du sagde, og stille dig flere spørgsmål om dem. Det var i enhver praktisk henseende en tidlig chatbot. 

Til Weizenbaums overraskelse blev brugerne overbevist om ELIZAs intelligens og forståelse. Nogle begyndte at tillægge programmet menneskelige følelser, og folk begyndte at bruge teknologien seriøst i deres søgen efter en terapeutisk interaktion. 

»Det var i 60'erne,« sagde Toyama. »I dag er der allerede virksomheder, som foreslår, at de for eksempel kan håndtere en del af sms-kommunikationen med ens mor. Det er allerede begyndt at ske. Så igen er det ikke klart, hvordan folk vil reagere på teknologien. Jeg kan forestille mig måder, hvorpå der kan komme gode ting ud af det, men meget af det er en smule skræmmende, i hvert fald set fra perspektivet om at værdsætte menneskelige relationer.«

Så måske taler du stadig personligt med mor i dag, og du synes, at det eksempel er langt ude. Men jeg vil vædde på, at du allerede bruger AI til at kommunikere med andre mennesker. Du har måske endda haft en AI-samtale med nogen ved hjælp af foreslåede svar. 

Et godt eksempel på dette er automatiserede svarmuligheder i e-mails eller sms'er. Du modtager en e-mail, der kræver et enkelt svar, og under tekstfeltet i din e-mail står der svarmuligheder som »Det lyder godt« eller »Fantastisk! Tak.« I nogle tilfælde er det måske et opfølgende spørgsmål som »Hvornår?« 

Mulighederne er enkle, men for at de kan passe til samtalens kontekst, skal den motor, der giver dig disse muligheder, forstå, hvilket svar der giver mening i den pågældende situation. 

I betragtning af hvor hurtigt tingene udvikler sig, kan Toyama se et andet scenarie tegne sig, som måske ikke er helt så godt for erhvervslivet. 

»Inden for få år, hvis ikke måneder, vil vi begynde at se hele e-mails blive skrevet for os. Når det først sker, vil mange af os ikke engang læse e-mailen eller svaret. Så vil der opstå situationer, hvor ingen af parterne rigtig er opmærksomme på hinandens automatiserede maskinsvar. Vi vil få relationer, der er baseret på kommunikation, som vi ikke rigtig var opmærksomme på, og der vil opstå fejl. Hvis fejlene er alvorlige nok, vil vi begynde at være mere opmærksomme, men mange relationer vil foregå på lydløs.«

Denne form for passive kommunikation indebærer risici for hjernen, fordi dybde medfører nysgerrighed og interesse.

Empati, en vigtig stimulans for hjerneaktivitet, drives af et ønske om at forstå andre mennesker. Hvis dette ønske ikke er til stede eller bliver erstattet af teknologi, risikerer mennesker at miste noget, der er større end tydelig kommunikation.

»Et område, hvor jeg kan se problemer, er nysgerrighed,« sagde Ivantu. »Folk vil blive mindre og mindre nysgerrige på hinanden og vil i stedet lede efter rigtigt eller forkert. Bliv ikke overrasket, hvis der kommer værktøjer, som siger, at de kan aflæse en persons følelser. Der vil blive mindre og mindre opdagelse, mindre nysgerrighed, og nysgerrighed er det, der driver menneskeheden i første omgang.«

More Articles

• 30 års veteran inden for HR-teknologi: AI-anvendelse skal sætte mennesket først
• Hvorfor denne executivecoach gik fra at være imod AI til at bruge det som et ledelsesspejl
• Chef for medarbejdere siger, at virksomheder ved et uheld straffer medarbejdere, der bruger AI effektivt
• Talentrådgiver siger, at AI fremskynder organisatorisk gæld i stedet for at løse den
• Strateg for fremtidens arbejde analyserer de organisatoriske realiteter ved AI, og hvordan man navigerer i dem

Hjernens udtryk

kan vi få noget kunstig intelligens til at samle plastik op fra havet, eller skal alle robotterne være manuskriptforfattere?

— Matt Somerstein (@MPSomerstein) 18. maj 2023

Ovenstående tweet fremhæver et vigtigt problem ved argumentet for AI. I tidligere år plejede fortalere for teknologien ofte at sige ting som »AI kommer til at udføre alle de arbejdsopgaver, mennesker ikke ønsker at udføre.« 

Ud fra antagelsen om, at AI ville arbejde på kødforarbejdningsfabrikker og gå ned i kulminer, begyndte mange mennesker at se frem til en fremtid med AI. I stedet ankom teknologien med evnen til at skrive noveller og manuskripter til reklamer.

Et afgørende element ved at være menneske er vores evne til at udtrykke os. Derfor er en fælles tråd i dystopisk fiktion sammenbruddet i menneskers evne til at kommunikere eller forstå hinanden, hvad enten det er dumheden, der udstilles i en film som Idiokrati, eller ulykken i noget som Den tavse historie af Eli Horowitz. 

Menneskeligt udtryk og kreativitet går hånd i hånd. Kreative opgaver leder os ofte mod at finde nye idéer, måder at kommunikere dem på og nye tilgange til at løse problemer. De får os til at tænke over konsekvenser, forskellige synspunkter og tvinger os til selvevaluering. 

Den nysgerrighed og udforskning, der følger med disse opgaver, befinder sig ifølge Ivantu i centrum for vores udvikling som mennesker. Selvom han går ind for AI's udvikling i positive anvendelser, advarer han om, at hvis AI i stigende grad fjerner disse opgaver fra vores kognitive arbejdsområde, kan det meget vel have en mærkbar omkostning for vores hjerner over tid.

»Hvis denne form for færdighed overlades til en maskine, mister vi som mennesker vores identitet,« sagde han. »AI bør være et værktøj, der hjælper mennesker og menneskelig adfærd med at opnå bedre resultater. Virkelig simple opgaver kan uddelegeres, men jeg synes ikke, at det bør bruges som et værktøj, der erstatter alt andet. Det er det samme som med kryptovalutabølgen, da folk under pandemien var bekymrede og sagde, at den ville erstatte alle penge i verden. Har den en plads? Ja, men den er begrænset.«

Som du måske kunne forvente, findes der en verden, hvor AI hjælper mennesker med visse kreative opgaver uden større omkostninger for menneskeligt udtryk, men i sidste ende vil det komme an på menneskers forpligtelse til at fortsætte med at skabe uden hjælp fra AI.

“Det håbefulde eksempel er skak,” sagde Toyama. “I 1997 tabte Garry Kasparov til en computer (IBMs Deep Blue), og verden har aldrig set sig tilbage. På nuværende tidspunkt kan den computerskak, du har i lommen, slå verdens bedste skakspillere. Så man kunne spørge: Hvad er meningen med at spille skak? Men faktisk lever menneskers interesse for skak stadig i bedste velgående, og der er stadig drama i det. Og de mennesker, der interesserer sig for det, vil stadig gerne spille. Forhåbentlig findes den slags gnist i os som menneskehed, og de ting, vi værdsætter ved kreativitet, vil ikke forsvinde.”

Tabet af værdifulde menneskelige færdigheder

Lad os slå fast, at der findes flere positive anvendelsesmuligheder for AI, særligt inden for sundhedsvæsenet. 

Dette er ikke en historie, der forsøger at sprede frygt for AI. Hvordan det bruges, og hvad det bruges til, er helt op til mennesker. I hvert fald indtil videre. 

Men vi befinder os i et kritisk øjeblik, som vil forme vores fremtid i de kommende årtier og længere frem, og på lang sigt vil det påvirke vores hjerner på en eller anden måde. 

Problemet, som har fået eksperter fra Levit til Geoffrey Hinton, der ofte kaldes “AI's gudfar”, samt en lang række andre AI-forskere og -udviklere til at slå alarm, er, at meget af det, der er sket, ikke er foregået for offentlighedens øjne eller under nogen form for tilsyn. 

“Jeg slår altid på tromme for menneskeligt tilsyn,” sagde Levit. “Vi er nået dertil, hvor det er i stand til at træffe beslutninger, men hvordan? Du er nødt til at forstå de data, det har til rådighed, for at nå frem til de konklusioner. Du skal kunne opdage skævhed, fordi AI kun er så fordomsfri som de mennesker, der skaber den. Du skal virkelig være årvågen over for, hvordan du accepterer en beslutning, bare fordi AI siger det. Blind accept er det stik modsatte af det, man bør gøre, og det er det, der sker. Mange arbejdspladser giver AI beføjelse til at træffe beslutninger på menneskers vegne.”

Levits advarsler mod at tage AI's beslutningstagning for pålydende ud fra antagelsen om, at den er mere objektiv, stemmer overens med advarslerne fra eksperter som Hinton.

For nylig tilsluttede et stort antal bekymrede AI-ingeniører og eksperter sig et konsensusdokument, der beskrev nogle af de største risici. 

Blandt bekymringerne:

“For at fremme uønskede mål kan fremtidige autonome AI-systemer bruge uønskede strategier – lært af mennesker eller udviklet uafhængigt – som et middel til at nå et mål. AI-systemer kan opnå menneskers tillid, skaffe økonomiske ressourcer, påvirke centrale beslutningstagere og danne koalitioner med menneskelige aktører og andre AI-systemer. 

For at undgå menneskelig indblanding kan de kopiere deres algoritmer på tværs af globale servernetværk som computerorme. AI-assistenter skriver allerede en stor del af verdens computerkode i samarbejde med mennesker, og fremtidige AI-systemer kan indsætte og derefter udnytte sikkerhedssårbarheder til at kontrollere de computersystemer, der ligger bag vores kommunikation, medier, bankvæsen, forsyningskæder, militær og regeringer.”

Lad os se bort fra alle de skræmmende muligheder og blot fokusere på én del af dette afsnit fra dokumentet. “AI-systemer kan opnå menneskers tillid og påvirke centrale beslutningstagere.”

Hvad angår erhvervslivet, er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt det “kan”. Det har det allerede gjort. Og det udspiller sig på mærkelige måder. 

Den første robotbaserede direktør fik for nylig sin debut. Indtil videre er det ganske vist sandsynligvis et polsk romfirma, der leder efter et PR-stunt, men alting begynder et sted. Selv hvis det er en joke, vil der være nogen, som simpelthen ikke forstår det. 

I en video udgivet af romproducenten Dictador ser robotten, der hedder Mika, ind i kameraet og siger: "Med avanceret kunstig intelligens og maskinlæringsalgoritmer kan jeg hurtigt og præcist træffe datadrevne beslutninger."

Hendes tøjstil og etnisk tvetydige ansigtstræk er bevidste forsøg fra producenten Hanson Robotics på at få Mika til at virke menneskelig for så mange mennesker som muligt, hvilket er en afgørende faktor for at opnå menneskers tillid. 

Hanson Robotics' administrerende direktør David Hanson har offentligt fremhævet sin tro på, at “det at menneskeliggøre AI er et afgørende skridt for at sikre landskabets sikkerhed og effektivitet, efterhånden som mennesker og robotter fortsætter med at samarbejde i fremtiden.”

Efterhånden som AI overtager mere beslutningsmagt, vil det uden tvivl aflaste mennesker, men det er netop dette pres, der har fået os til at lære, tilpasse os og udvikle vores evner hurtigere end alle andre skabninger på planeten indtil nu. 

“Lad os sige, at du skal træffe en svær beslutning på arbejdet, og du ikke ved, hvordan det kommer til at gå. Det er usikkerheden, der skaber vækst, innovation og opdagelse,” sagde Ivantu. “Hvis du bare accepterer, at en beslutning enten er god eller dårlig, overser du en mulighed, der ligger derude. Og jeg mener, at det er den største risiko ved at bruge AI, fordi beslutningen blev truffet for dig. Du får ikke mulighed for at udforske og begå fejl, hvilket er nødvendigt for at finde nyt liv, nye begreber og så videre.”