Sådan fremmer du mental sundhed og skaber arbejdspladser med bedre selvmordsforebyggelse

Læs transskriptionen:

Vi afprøver at transskribere vores podcasts ved hjælp af et softwareprogram. Bær over med eventuelle stavefejl, da botten ikke er korrekt 100 % af tiden.

Becca Banyard: Velkommen til People Managing People-podcasten. Vi arbejder for at skabe en bedre verden på arbejdspladsen og hjælpe dig med at skabe glade, sunde og produktive arbejdspladser. Jeg er jeres vært, Becca Banyard.

I dag har jeg besøg af Tara Adams – grundlægger af Abridge Consulting – for at tale om et ret tungt emne, der fortjener mere opmærksomhed: Hvordan organisationer kan skabe tryggere miljøer med bedre selvmordsforebyggelse, eller med andre ord arbejdspladser, der fremmer trivsel, forebygger skade og er forberedte i tilfælde af en nødsituation eller krise.

Vores samtale kommer ind på arbejdsgiveres forpligtelser, mental sundhed på arbejdspladsen og nyttige ressourcer for arbejdsgivere, så ledere og organisationer er rustet til at skabe disse tryggere rum, der fremmer mental sundhed.

Tara, velkommen til programmet. Det er så dejligt at have dig med i dag. Jeg ser virkelig frem til denne samtale om arbejdspladser med bedre selvmordsforebyggelse. Men før vi går i gang, tænkte jeg på, om du kunne fortælle vores lyttere lidt om dig selv, og hvad der fylder mest hos dig i disse dage?

Tara Adams: Det lyder godt. Jeg er glad for at være her. Jeg hedder Tara Adams, og jeg grundlagde Abridge Consulting.

Jeg har en ikke-klinisk rolle. Jeg har specialiseret mig i mental sundhed på arbejdspladsen og forebyggelse af selvmord på arbejdspladsen. Jeg har også én ægtefælle, to børn, to hunde, fire tennisketsjere og to minibusser. Så jeg er en af de mennesker, der bare gør mit bedste herude.

Becca Banyard: Vi ved, at selvmord virkelig påvirker lokalsamfund, familier, enkeltpersoner og venner. Men hvor ofte tror du, at selvmord påvirker arbejdspladser?

Tara Adams: Langt oftere, end arbejdsgivere og medarbejdere måske tænker over. Og selv når vi begynder at tale om udbredelsen, er der måske én ting, vi bør tænke på, når folk lytter til vores podcast og dette emne. Vi ønsker at skabe noget psykologisk sundhed og sikkerhed for lytterne.

Det er mit yndlingsemne at tale om, men det kan også være tungt. Så til jer, der lytter: Vi kommer ikke ind på individuelle selvmordshistorier. Vi taler på et ret overordnet niveau. Men hvis du føler dig utilpas, har brug for at holde en pause eller har brug for støtte, så prioritér venligst det.

Når vi går ind i dette interessante emne og denne samtale, er det altid godt at tænke på sikkerheden for dem, der lytter, og for os to.

Becca Banyard: Absolut. Tak. Så tilbage til dit spørgsmål om udbredelsen: Dataene er ret tydelige – selvmordstanker er meget almindelige.

Hvis du er arbejdsgiver og ikke overvejer at skabe en arbejdsplads med bedre selvmordsforebyggelse eller tilbyde undervisning i selvmordsforebyggelse, betyder det ikke, at de ting ikke forekommer. Derudover er der ringvirkningen af udbredelsen blandt dine medarbejdere kun ét aspekt. Men vi ved, at mennesker kommer på arbejde som en del af et system, uanset om det er deres ægtefælle og børn eller deres familie og den gruppe, de føler sig knyttet til.

Selv hvis det ikke er din direkte medarbejder, der har selvmordstanker, er det menneskerne omkring vedkommende, der også bliver påvirket. Udbredelsen blandt dem, der dør af selvmord, er naturligvis meget, meget lavere. Derfor siger jeg ofte til arbejdsgivere: Lad os bare tale om udbredelsen af selvmordstanker.

De er meget, meget almindelige blandt dine medarbejdere og blandt deres netværk, familie og venner. Synes du, at arbejdspladserne i øjeblikket er rustet til at mindske risikoen for og konsekvenserne af selvmord?

Tara Adams: Jeg må sige, stort set ikke. Jeg arbejder med organisationer i hele Canada, og der er bestemt nogle egentlige frontløbere og moderne tilgange til mental sundhed på arbejdspladsen.

Jeg kunne nævne nogle virkelig fantastiske virksomheder og kunder, men jeg vil sige, at jeg kun kan komme i tanke om én eller måske to, der virkelig arbejder med forebyggelse af selvmord på arbejdspladsen og med at opbygge en arbejdsplads med bedre selvmordsforebyggelse. Og jeg kan fortælle, at jeg de seneste uger har tænkt meget over, at arbejdsgiverne, kunderne og de mennesker, jeg taler med, er meget tøvende med at tage emnet op, og det forstår jeg godt.

Men i løbet af de sidste fire år, når jeg har haft en kunde, der beslutter sig for at gå videre med enten oplysning eller undervisning, bliver det modtaget rigtig godt. Ofte er det frivilligt, og holdet bliver fyldt med det samme. Og så siger arrangøren eller arbejdsgiveren nærmest: Nå, det havde jeg ikke forventet. Og måske hænger det sammen med dit første spørgsmål, Becca, om udbredelsen.

Vi går ikke ud fra, at alle eller mange vil være interesserede i dette. Men faktisk rammer det folk og giver genlyd hos dem. For et par dage siden fik jeg for eksempel en anonym e-mail fra en person på et af mine undervisningshold. Hun skrev, at hendes barn opførte sig anderledes.

Hun havde en intuition om, at der var noget galt, og hun endte med at have en virkelig god samtale. Det viste sig, at hendes søn ikke var den, der havde selvmordstanker. Det var hans ven. Og det interessante ved historien er, at de to børn var 11 år. E-mailen var naturligvis skræmmende at læse, men det positive var, at personen skrev: Jeg følte mig rustet til at tage samtalen med mit barn.

Her havde arbejdsgiveren altså tilbudt denne undervisning, som svar på dit spørgsmål. Vi håber naturligvis at støtte de mennesker, der arbejder i virksomheden. Men der er selvfølgelig også en ringvirkning ud til personens netværk og gruppe, i dette tilfælde hendes barn og barnets ven. Det gjorde min uge og min måned.

Selvom jeg ved, at det kan føles skræmmende at tænke på, betyder det ikke, at problemet ikke findes, bare fordi man ikke tænker på det, vel?

Becca Banyard: Åh, absolut. Ja, helt sikkert. Du sagde noget virkelig interessant, og jeg er nysgerrig efter at vide, hvorfor nogle arbejdspladser tøver med at tage fat på selvmord.

Tara Adams: Det er et følelsesmæssigt og tungt emne for mange, og hvem ved, hvilke egne erfaringer den person, der træffer beslutningen, kan have.

Så først og fremmest er det meget forståeligt. Jeg tror også, at der findes en udbredt myte om, at det at lære om og tale om selvmord kan fremme idéen. Men vi ved faktisk, at det ikke er tilfældet. Det er ikke, fordi vi foreslår selvmord for folk. Og forestillingen om, at jo mere man taler om det, desto mere kan man gøre nogen utilpas eller gøre situationen værre, holder heller ikke.

Det, vi ved, er faktisk, at når en person omkring den, der har selvmordstanker, træder ind i samtalen og endda siger ordet selvmord, sender det et budskab om: Du kan tale med mig. Jeg kan tale med dig om det her. Og man behøver ikke så meget undervisning, som man måske tror, for at tage de første samtaler.

Jeg ved, at det er skræmmende. Men jeg tror på, at vi kan give en stor del af befolkningen grundlæggende viden og færdigheder og gøre en kæmpe forskel. Derefter bygger arbejdspladsen med bedre selvmordsforebyggelse videre på disse lag. Mange har lidt undervisning, lidt færre har mere undervisning, og langt færre har omfattende undervisning.

Så vi tænker på alle disse forskellige lag, alle de forskellige roller, og hvordan de hænger sammen og opbygger en arbejdsplads med bedre selvmordsforebyggelse.

Becca Banyard: Det lyder, som om arbejdsgivere kan have stor indflydelse på samtalen om selvmord. Men hvad er deres forpligtelse som arbejdsgivere, når det gælder om at tage fat på selvmord?

Tara Adams: Det hænger også sammen med dit sidste spørgsmål. Jeg tror, det er endnu en grund til, at arbejdsgivere nogle gange tøver. Hvad nu hvis jeg åbner for dette emne, og vi ikke er klar til at håndtere konsekvenserne, de historier og de mennesker, der måske kommer frem? Faktisk har arbejdsgivere ansvar for to ting: at fremme trivsel og forebygge skade.

Hvad betyder det så? Begge dele er ret vage. Jeg skal fremme trivsel og forebygge skade. Der er faktisk ingen måde, hvorpå en arbejdsgiver kan garantere, at alle medarbejdere har en god mental sundhed, og at ingen medarbejdere har selvmordstanker. Det er ikke rimeligt at forvente af arbejdsgiveren.

Hvis din forpligtelse er at fremme trivsel og forebygge skade, vil det hjælpe at give folk oplysning om selvmord, og det vil også hjælpe at tilbyde undervisning. Der er dog også et aspekt, der handler om at kunne yde støtte i en krise, og det kan for eksempel være jeres interne politikker.

Det handler virkelig om at tænke over, hvad vi vil gøre, hvis en person er i krise – før, under og efter – og hvilke ressourcer vi har til rådighed. Hvem er de mennesker, der skal involveres i at støtte en person i krise før, under og efter? Der er altså nogle politikker, interne ressourcer og lignende, som også er meget vigtige.

Men det er samtaler, og til enhver arbejdsgiver, der overvejer at skabe en arbejdsplads med bedre selvmordsforebyggelse, og som synes, at det virker som et stort og overvældende projekt: I kan begynde langsomt. Noget er bedre end ingenting. At tage de første samtaler uden at have alle svarene er der, hvor vi alle begynder.

Det er helt i orden, ikke? Vi begynder med: Okay, vi har ikke en politik, og måske har vi ikke alle de interne ressourcer, men vi kan tale om oplysning, og jeg ved, at disse tre personer vil være en del af processen. Eller hvor end I har brug for at begynde, er det fint. Det sværeste er måske at komme i gang, og derefter udvikler tingene sig.

Politikken, proceduren, ressourcerne og oplysningen – alt dette udvikler sig.

Becca Banyard: Hvis man gerne vil begynde at forbedre den mentale sundhed på sin arbejdsplads og grundlæggende gøre arbejdspladsen tryggere med bedre selvmordsforebyggelse, hvad vil du så anbefale, at man tager fat på først?

Tara Adams: Jeg tror altid, at der er nogle interessenter. Og hvis du arbejder i en meget lille virksomhed med måske 5, 10 eller 20 personer, kan det stadig lade sig gøre. Men i en stor virksomhed vil du se på de personer, der arbejder med mennesker og kultur, arbejdsmiljø og sikkerhed, eller dem, der ejer jeres interne politikker, krisestyringssystem og procedurer for krisehåndtering.

Har vi noget om en person, der kan have selvmordstanker? En person, der kan forsøge at begå selvmord eller dø af selvmord? Har vi overvejet noget af det? Det vil føre dig ned ad én arbejdsvej, hvor der skal gøres noget, i dit eget tempo og afhængigt af alle dine ressourcer. Dernæst er spørgsmålet, om lederne i min organisation ved, hvad de skal gøre, hvis en person på deres team har selvmordstanker.

Hvis svaret er nej, er der mange måder, hvorpå vi kan introducere samtalen. Det er bestemt ikke noget, man skal gøre for hurtigt eller gå for langt for hurtigt. Hvis jeg arbejder sammen med en kunde, anbefaler jeg bestemt ikke, at vi siger: Lad os begynde med selvmordsforebyggelse, og så tænker vi på alt det andet senere.

Vi forsøger altid at sikre, at der er viden om mental sundhed i organisationen. Derefter dækker vi bordet, og så kan vi begynde at gå ind i dette emne. Der er en undtagelse i min erfaring: Hvis en arbejdsgiver har oplevet et selvmordstab, kan det nogle gange hjælpe på helingen og give folk en større følelse af kontrol, hvis man – ikke med det samme, men på et passende tidspunkt – tilbyder undervisning og færdigheder.

Hvis det nogensinde skete igen, ville jeg have en bedre fornemmelse af, hvad jeg skulle gøre. Men typisk er der nogle ting, vi bør få på plads, før vi kaster os over dette emne. Giver det mening?

Becca Banyard: Ja, helt sikkert. Tak, fordi du delte det. Vi er begge enige om, at det er vigtigt for arbejdspladser at fremme mental sundhed og skabe tryggere miljøer med bedre selvmordsforebyggelse. Men hvorfor mener du, at flere arbejdsgivere bør tænke på forebyggelse af selvmord på arbejdspladsen? Især fordi du tidligere nævnte, at deres forpligtelse er at fremme trivsel og forebygge skade. Det er ikke nødvendigvis at forhindre selvmord fuldstændigt, for det kan de jo ikke.

Tara Adams: Det nemme svar er, at det er det rigtige at gøre. Det er det nemme svar. Det er det rigtige at gøre at hjælpe folk og gøre vores del for at forebygge selvmord, hvor det er muligt. Men det er heller ikke så svært at argumentere for det ud fra et forretningsmæssigt perspektiv, og jeg ved, at det handler om fakta, ikke? Det er fakta, uanset om man driver en virksomhed med eller uden fortjeneste.

Hvis vi ikke kan begrunde, hvorfor vi gør det, og vi mister penge, så hele virksomheden går konkurs, fordi alle har fået undervisning i selvmordsforebyggelse, kommer det ikke til at fungere. Derfor skal man kunne tale om de mange lag i den forretningsmæssige begrundelse. Når dine medarbejdere har lidt mere undervisning, håber vi at kunne mindske deres stress og øge deres selvtillid omkring dette emne.

Du hjælper altså de medarbejdere, du har på lønningslisten. I de fleste tilfælde har du også kunder – interne kunder, eksterne kunder og den slags. Du er ikke forpligtet til at beskytte og fremme trivslen og forebygge risikoen for alle dine kunder, men ikke desto mindre er der en ringvirkning.

Derudover har du alle menneskene i alle dine medarbejderes netværk. Du har medarbejdere, som selv har selvmordstanker, så den forretningsmæssige begrundelse begynder virkelig at hænge sammen. Og selvom et selvmord vil være langt mindre almindeligt, er konsekvenserne af sådan en situation enorme og langvarige.

Det er altså ikke noget, der kommer til at ske ofte, men når det sker, har det en enorm påvirkning. Selvmordstanker forekommer ofte. Jo mere vi kan have disse trygge samtaler med folk og tilbyde dem hjælp – selvom vi ikke selv er eksperterne, men blot forbinder dem med mere hjælp – desto bedre er det for virksomheden.

Det lyder måske forfærdeligt at sige, men det er sandheden. Det er sandheden. For det første er det det rigtige at gøre. For det andet er det godt for virksomheden.

Becca Banyard: Wow. Det er virkelig interessant. Hvilke råd og ressourcer kan du anbefale til arbejdsgivere, der gerne vil skabe arbejdspladser med bedre selvmordsforebyggelse?

Tara Adams: Det afhænger af, hvilket land du bor i, eller måske af lokale politikker, lovgivning og ressourcer. Helt generelt går jeg ud fra, at folk lytter til Becca og People Managing People-podcasten fra alle steder i verden. Men generelt er jeg i Canada stor tilhænger af telefonnummeret til Talk Suicide Canada.

I hver eneste undervisning, jeg afholder, får jeg folk til at gemme telefonnummeret på deres telefon, mens de er på kurset. Jeg siger: Jeg vil se jeres hoveder bøjet ned mod telefonen lige nu. Gem nummeret på telefonen. I USA har I netop lanceret et nyt nummer, 988. Det er et af de trecifrede numre, og det er en selvmordslinje.

Jeg er så stolt af jer. Vi er snart med i Canada, så vidt jeg ved. Vi får også 988 i november 2023. Så uanset hvilken jurisdiktion du befinder dig i, skal du finde en eller to hjælpelinjer. Gør det. Hvis du er en virksomhed med et medarbejderstøtteprogram – et EAP – har du sandsynligvis mere end 200 eller 300 medarbejdere for at have et EAP, så det gælder måske ikke for dig, og det er helt i orden.

Men hvis du har et EAP, som du har købt og betalt for, så få dog telefonnummeret ind på alle medarbejderes telefoner. Ikke i en e-mail. På deres telefon. Vi ønsker, at folk har en måde at komme i kontakt med mennesker med mere undervisning på. Det er det. Og så tror jeg, at det sidste, vi skal gøre, så vi ikke gør det for kompliceret for hurtigt, er at se på jeres sprog og kommunikation omkring emnet selvmord.

Der er to sproglige ændringer, som er virkelig vigtige for at skabe et trygt rum for denne samtale. Den første er, at vi skal anerkende, at mennesker ikke begår selvmord. Det er ikke egoistisk, og det er ikke en forbrydelse. Det er et gammelt sprog, som er dybt indlejret i vores samfund. Måske læser du noget i nyhederne i morgen, hvor dette gamle sprog bliver brugt, men vi arbejder på at minde os selv om, at mennesker dør af selvmord.

Der er mange grunde, men den måde, du taler om mennesker, du måske har mistet, betyder noget. Jeg har selv mistet mennesker til selvmord. Når jeg tænker på dem og taler om dem, siger jeg, at de døde af selvmord. Det gør en stor forskel. Den anden ændring er endnu vigtigere, fordi selvmordstanker er så almindelige.

Hvis du kan bevæge dig væk fra at sige, at en person er selvmordstruet – at Tara er selvmordstruet, som om det beskriver alt, hvad jeg er – og i stedet sige: Jeg har selvmordstanker, eller jeg lever med selvmordstanker. Noget, der er så interessant for mig, er, at der findes mennesker, som kan leve med selvmordstanker hele livet.

For nogle er det forbigående og sker én gang. For andre kan det komme og gå. Nogle kan lære at leve med disse selvmordstanker hele livet. Derfor er det virkelig vigtigt at adskille tingene. Du er et helt menneske. Der er ikke noget galt med dig. Du har selvmordstanker, så lad os se, hvad vi kan gøre for at hjælpe. Det er mine to sproglige råd, og det var et par telefonnumre.

Becca Banyard: Wow. Tak, fordi du delte det. Når vi ser frem mod fremtiden, ved jeg, at vi netop er gået ind i 2023. Hvad er din vision for fremtiden for forebyggelse af selvmord på arbejdspladsen? Hvad vil du gerne se i fremtiden?

Tara Adams: Jeg elsker dette spørgsmål, og jeg må give æren til en fantastisk kollega, fordi jeg fandt frem til min vision i en samtale med hende. Hendes vision er også inspirerende. Nogen stillede hende det samme spørgsmål, og hendes fokus er ikke så meget på arbejdspladsen, men på at udføre dette arbejde ude i lokalsamfundet.

Hun sagde hurtigt: Min vision for fremtiden er, at alle unge skriver undervisning i selvmordsforebyggelse på deres CV, fordi de er så stolte af det. Det bliver helt almindeligt, at teenagere tager undervisning i selvmordsforebyggelse, og at det står på deres CV. Jeg tænkte: Ja, det ville da være sejt. Jeg tog et babysitterkursus, og jeg tog undervisning i selvmordsforebyggelse – ja.

Og så tænkte jeg hurtigt: Okay, min vision er, at enhver arbejdsgiver – lille, mellemstor eller stor – medtager noget om at skabe en arbejdsplads med bedre selvmordsforebyggelse i sin introduktion af nye medarbejdere, uanset hvordan den ser ud. For nogle er det en velkomst. På den første dag drikker man måske en kop kaffe. For andre er der fem dages introduktionsundervisning et andet sted. Min vision er, at alle virksomheders introduktion af nye medarbejdere indeholder noget om at skabe en arbejdsplads med bedre selvmordsforebyggelse.

Det skal være: Velkommen til virksomheden. Sådan gør vi tingene her. Det handler ikke specifikt om dig. Det er ikke, fordi du ser ud til at have brug for at tale om dette. Men velkommen til vores kultur. Sådan gør vi tingene her. Sådan passer vi på mennesker. Det er en ret stor og modig vision. Men ja, der skal være noget om tryghed omkring selvmord i introduktionen af nye medarbejdere i alle virksomheder.

Hvad siger du til det?

Becca Banyard: Det er fantastisk. Jeg elsker det. Jeg ville elske at se, at det bliver normen i løbet af de næste par år, fem år eller ti år.

Tara Adams: Ja. Lad os gøre det.

Becca Banyard: Ja, lad os gøre det. Det var al den tid, vi har i dag, men Tara, det har været fantastisk at have dig med i programmet. Og tusind tak for al den indsigt, ekspertise og visdom, du har delt med os i dag.

Jeg ved, at vi kun lige har kradset i overfladen, men det er en så vigtig samtale at tage og fortsætte med at tage. Så endnu en gang tak, fordi du ville være med. Hvis folk gerne vil have kontakt til dig eller vide mere om, hvordan de kan forbedre den mentale sundhed på deres arbejdsplads, hvor kan de så finde dig?

Tara Adams: Mine sociale medier er ikke så smarte og trendy. Jeg holder mig mest til LinkedIn, så mange kontakter mig på LinkedIn. Jeg er ret nem at finde. Tara Adams. Abridge Consulting. Så vær ikke genert, hvis du gerne vil have kontakt eller har et spørgsmål om forebyggelse af selvmord på arbejdspladsen. Hvis jeg ikke kan svare, har jeg helt sikkert også et netværk af fantastiske kolleger.

Becca Banyard: Fantastisk. Vi sørger for at inkludere dit LinkedIn i programnoterne. Tak igen.

Som altid: Hvis du kunne lide det, du hørte, så abonnér, og hold kontakten på peoplemanagingpeople.com. Husk også at give os en anmeldelse på iTunes. Og indtil næste gang: Tusind tak, fordi du lyttede.