Transhumanisme: Fremtidens diskrimination på arbejdspladsen

Den definition, jeg bedst kan lide, er den, jeg fandt på CARM.org. De definerer transhumanisme som “…ideen om, at mennesker som helhed kan forbedres drastisk på fysiske og mentale områder ved hjælp af teknologier som kloning, genetisk modificering, bionik, nanoteknologi, lægemidler osv.”

Konceptet minder mig om en gammel tv-serie kaldet “Manden til seks millioner dollars”. I serien styrter en astronaut ned på Jorden, og forskere genopbygger hans krop med bioniske dele, som gør ham i stand til at løbe hurtigere, se over store afstande og løfte enorme vægte. 

Hvis du har 3 minutter og 28 sekunder til overs, så se videoklippet nedenfor. Det var en af mine yndlingsfornøjelser i barndommen.

The Six Million Dollar Man Opening and Closing Theme (With Intro) HD Surround

Manden til seks millioner dollars var science fiction fra 1970'erne. Teknologiens udvikling betyder, at det ikke bare er let at forestille sig at implantere teknologi i vores kroppe, men at det er almindeligt. Jeg mener, hvad er pacemakere ellers? 

Men pacemakere giver ikke nogen en konkurrencemæssig fordel på arbejdspladsen. Hvad sker der, når den teknologi, der er implanteret i en person, faktisk giver vedkommende en konkurrencemæssig fordel på kontoret? Vil de blive betragtet som de bedst kvalificerede personer af rekrutteringsansvarlige og ansættelsesledere? 

Mere end et spørgsmål til seks millioner dollars

Hvis svaret på det sidste spørgsmål er ja, hvordan er det så fair over for alle de andre arbejdstagere, som ikke har denne implanterede teknologi? Og hvis de opdagede, at de var dårligere stillet, hvordan ville de så sandsynligvis reagere? Jeg har faktisk et casestudie til dig.

Oscar Pistorius kunne løbe en kvart mil på 45,07 sekunder – hurtigt nok til at konkurrere ved de olympiske lege i 2012. Det, der gjorde det endnu mere imponerende, var, at han gjorde det uden fødder. 

Oscar blev født uden de knogler, der forbinder anklerne med knæene, så sydafrikaneren fik som spæd amputeret benene midt på læggene. År senere løber Pistorius som voksen på specialiserede proteser: halvmåneformede blade af kulfiber, der fastgøres til hans knæ og kaldes “Cheetah Flex-Feet”. 

Som dobbeltamputeret har Oscar verdensrekorder på 100, 200 og 400 meter. I 2007 begyndte han at konkurrere mod – og besejre – verdensklassens idrætsudøvere uden handicap. Men midt i hans utrolige succes gjorde nogle af Pistorius’ modstandere indsigelse.

Her er et uddrag fra en artikel fra 2012 om Oscar Pistorious…

“Sent i 2007 fastslog International Association of Athletics Federations (IAAF), at [Oscar Pistorious’] kunstige lemmer faktisk gav ham en urimelig fordel – at deres elasticitet gjorde det muligt for ham at afsætte mere effektivt fra jorden end en normal menneskeankel, så han kunne bevæge sig med højere hastigheder og bruge mindre anstrengelse end andre sprintere. [Som følge heraf] blev han udelukket fra konkurrencer for idrætsudøvere uden handicap.

Men takket være efterfølgende forskning og vidneudsagn ledet af biofysikeren Hugh Herr, leder af Biomechatronics Research Group ved Massachusetts Institute of Technology, omgjorde IAAF den tidligere afgørelse.”

I den nærmeste fremtid vil lignende diskussioner finde sted på en arbejdsplads nær dig. Nogen vil have en oplevet teknologisk fordel, og de, der ikke har den, vil protestere. I sidste ende vil det, der giver virksomheden størst fortjeneste, vinde (jeg er blevet kynisk med alderen).

Overvej dette: En række bilproducenter lader deres produktionslinjearbejdere bære eksoskeletter, som hjælper dem med at løfte og holde bildele over hovedet. Eksoskeletterne mindsker slitage på medarbejdernes kroppe. 

Pr. august 2018, da jeg lavede denne video, havde Ford alene 15 fabrikker i syv lande, hvor medarbejderne bar eksoskeletveste for at mindske træthed og skader. Hvad er den langsigtede indvirkning af dette, spørger du måske. 

I fremtiden kan erfaring med eksoskeletter blive et krav, når det handler om at ansætte flere produktionslinjearbejdere til en bilfabrik. Hvis det er tilfældet, ville en person med proteselemmer så være det bedre valg? 

En omhyggelig analyse af data viser, at personer med proteselemmer er billigere for en virksomhed at forsikre, fordi kunstige lemmer i tilfælde af en ulykke let kan udskiftes. 

Som sådan udgør kandidater med kunstige lemmer en lavere risiko for en virksomhed end en person med naturlige, fuldt udviklede lemmer. Så er det diskrimination at ansætte personer med kunstige lemmer eller en logisk forretningsmæssig handling baseret på data?

Hvor er alle de menneskelige job? 

Hvis du synes, at det er lidt for… jeg ved ikke… vulgært? Så er her nogle flere muligheder, du kan gruble over. Og husk på, at alle disse eksempler er virkelige. 

I 2017 brugte forskere elektro-ence-falo-grafi-sensorer (EEG) til at opfange og overvåge hjerneaktivitet. En virksomhed ved navn Neurosky brugte denne teknologi til at tage billeder og lægge dem på Facebook og Twitter blot ved at tænke på det. 

Når man tager det i betragtning, hvem er så bedst kvalificeret til at være leder af sociale medier? Et menneske med EEG-hjerneimplantater, som kan lægge opslag på sociale medier med tankens hastighed eller en person uden denne teknologi implanteret i kroppen? 

I betragtning af fremskridtene inden for AI og hvad den vil kunne gøre uden menneskelig indgriben i løbet af de næste 5-10 år, vil det så være den eneste måde for mennesker at konkurrere om job på at omfavne transhumanisme? 

I en hurtig politisk tidsalder med korte nyhedscyklusser kan kandidater med EEG-hjerneimplantater, som kan følge med i AI's tempo, blive foretrukket af virksomheder, der søger enhver konkurrencefordel, de kan få.

På dette stadie er alt dette hypotetisk, men ikke urealistisk. Derfor rejser det spørgsmålet: Er det diskrimination, når virksomheder foretrækker kandidater med EEG-hjerneimplantater frem for kandidater uden?

I 2014 lykkedes det forskere fra Harvard University at sende en simpel mental besked fra en person i Indien til en anden person i Frankrig, hvilket i praksis beviste, at kommunikation "hjerne til hjerne" er mulig.

Når det i fremtiden kommer til at ansætte programmører, foretrækker virksomheder måske at ansætte programmører, der kan arbejde telepatisk, fordi de er mere effektive. Som følge heraf vil kandidater uden telepatiske implantater, der muliggør kommunikation hjerne til hjerne, måske ikke blive ansat i samme omfang.

Er dette en diskriminerende praksis eller blot den mest effektive måde at arbejde på? 

Er det lovligt?

Jeg har nævnt etiske udfordringer, men hvad med de juridiske? Jeg er ikke advokat, og jeg spiller heller ikke en på tv, men jeg har en idé om, hvad der sandsynligvis vil ske som det næste.

• Krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder: Transhumanistiske teknologier kan, hvis de ikke reguleres ordentligt, føre til krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder såsom fysisk og mental integritet, tanke- og ytringsfrihed og endda selve livet. 

Nogle fremsynede lande er allerede godt i gang med dette. For eksempel den 25. oktober 2021 vedtog Chile en forfatningsændring for at beskytte hjerneaktivitet og information, hvilket gjorde landet til det første i verden, der lovgav om "hjernerettigheder" eller "neurorättigheder". For at citere Unesco: “Målet er at give personlige hjernedata samme status som et organ, så de ikke kan købes eller sælges, handles med eller manipuleres.”

• Ændring af personbegrebets omfang: Transhumanisme er tæt forbundet med en ændring af omfanget af ens 'personlighed'. Dette kan føre til nye juridiske udfordringer med at definere og beskytte rettighederne og ansvarsområderne for personer, der har gennemgået aspekter af transhumanisme. Tag for eksempel “Manden til seks millioner dollars.” Hans ben, højre arm og venstre øje var alle bioniske og kostede seks millioner dollars at modificere i 1970'erne. 

Justeret for inflation svarer det til $47,596,237.11 i dag. Så hvem ejer teknologien inde i Steve Austins krop? Steve Austin eller den amerikanske regering? Hvis den amerikanske regering ejer den, hvem har så den endelige bestemmelsesret over, hvad Steve Austin må gøre med sin krop? 

Forestil dig nu, at en virksomhed tilbyder dig genterapi som et personalegode, så du kan få det design-barn, du drømmer om, eller neurale implantater til dine forældre, så de kan undgå Alzheimers eller en anden sygdom. Hvem har i disse situationer den afgørende indflydelse?

Jeg kunne fortsætte, men jeg har allerede givet tilstrækkelig inspiration til en ny sæson af Black Mirror. Og det alene burde give fremtidens virksomheder grund nok til at tøve. 

Men for de virksomheder, der helt sikkert vil ignorere advarslerne, er der situationer, hvor transhumanisme på arbejdspladsen kunne være en fantastisk ting. Transhumanistiske teknologier såsom neurostimuleringsenheder eller kognitive forbedringer kan potentielt forbedre medarbejdernes koncentration og øge hastigheden, hvormed de tilegner sig nye færdigheder. Dette kan føre til højere produktivitet og innovation på arbejdspladsen. 

Forstærkede kroppe og forbedrede kognitive evner kan gøre det muligt for medarbejdere at udføre opgaver mere effektivt, hvilket fører til bedre arbejdspræstationer og arbejdstilfredshed samt evnen til at konkurrere med kunstig intelligens.

Det sidstnævnte kunne være en vigtig udvikling for at undgå store sociale omvæltninger og en større ulighed i velstand, som vil følge af AI's øgede rolle på arbejdspladsen. 

Og hvis ikke andet, kunne transhumanistiske teknologier skabe nye jobmuligheder inden for områder som bioteknik, dataanalyse og cybersikkerhed, hvilket kunne bidrage til økonomisk vækst og innovation.

Lad os tage en dyb indånding. Mulighederne, de gode, de dårlige og de grimme, er nok til at skræmme dig fra vid og sans, hvis du lader dem gøre det. Det skal du ikke lade dem.